Bredbånd til din virksomhed

Få inspiration til bredbåndsforbindelse

Har din virksomhed problemer med at få en bredbåndsforbindelse med den nødvendige hastighed og kvalitet? Her kan du få inspiration til, hvordan din virksomhed kan komme videre og forhåbentlig finde en tilfredsstillende løsning på den udfordring.

På tværs af brancher har en del virksomheder – og særligt små virksomheder – en række forskellige udfordringer med at få en bredbåndsforbindelse med den hastighed og kvalitet, de har behov for i deres daglige drift. Som lille virksomhed kan det være svært at afsætte tid og ressourcer til at undersøge, hvilke muligheder der er for at få en bedre forbindelse.

Derfor har Energistyrelsen samlet seks virksomhedsportrætter med forskellige typer virksomheder, som har været igennem udfordringen med at finde en tilfredsstillende bredbåndsløsning. Du kan høre om, hvordan den enkelte virksomhed fik løst udfordringen. Hvert portræt består af en kort video (cirka 3 minutter) samt et to-siders faktaark. 

Du kan også læse mere om bredbåndteknologier – og få gode råd til, hvordan din virksomhed kan komme videre med at få en tilfredsstillende bredbåndsforbindelse.

Forskellige typer af virksomheder har forskellige behov

I dag har alle typer af virksomheder behov for en god internetadgang. Det drejer sig blandt andet om kontakt med kunder og leverandører, om at kunne overføre regnskabsoplysninger til revisoren og muligheden for at opbevare virksomhedens data i ”skyen”. Det gælder også i forhold til de mange oplysninger, en virksomhed er forpligtet til at indberette digitalt til forskellige offentlige myndigheder.

Der er stor forskel fra virksomhed til virksomhed i forhold til den bredbåndsløsning, der er behov for. Det afhænger blandt af, i hvor stort omfang virksomheden arbejder med cloud-baserede løsninger, hvor store datafiler der skal overføres til samarbejdspartnere, og om der arbejdes meget med video. Det er også relevant, om medarbejderne skal kunne tilgå servere og tjenester mobilt, om der skal være mulighed for, at mange er online samtidig, samt hvor kritisk det er for virksomheden, hvis der er risiko for nedbrud, eller hvis der er forsinkelse ved overførsel af data.

Kontakt

Rikke Rosenmejer
Chefkonsulent Center for tele (+45) 3392 7574
Jane Patzy Ørum
AC-medarbejder Center for tele (+45) 3392 7600