Få inspiration fra andre virksomheder

Energistyrelsen har samlet seks portrætter af små virksomheder, som har været igennem udfordringen med at finde en tilfredsstillende bredbåndsløsning. Du kan læse og høre om, hvordan den enkelte virksomhed fik løst udfordringen - og måske finde inspiration til, hvordan din virksomhed kommer videre.

Seks virksomhedsportrætter

Dragsholm Slot

Hotel- og konferencevirksomheden, Dragsholm Slot, var udfordret af gæsternes ønsker om adgang til hurtigt og velfungerende wifi samt virksomhedens ønsker om at digitalisere forretningsgange. På grund af slottes isolerede beliggenhed var det ikke økonomisk realistisk at få installeret en fiberforbindelse. Løsningen blev en radiobåret forbindelse med en hastighed på 100/100 Mbit/s.

Hent faktablad

Hjarnø Camping

Gæsterne havde forventninger om hurtigt internet, men campingpladsen kunne kun få en forbindelse på 0,4 Mbit/s. Gennem en stor lokal indsats lykkedes det at få opgraderet kobbernettet på Hjarnø – og så fik pladsen en betydeligt hurtigere forbindelse. Med løsningen har gæsterne fået adgang til wifi, og Hjarnø Camping har både fået online booking og bedre forhold for det administrative arbejde.

Hent faktablad

idoc

For den rådgivende ingeniørvirksomhed, idoc, var det afgørende at få en hurtigere bredbåndsforbindelse – både fordi virksomheden var i vækst og ansatte flere medarbejdere, og fordi de 3D modeller, der arbejdedes med, blev større og større. Løsningen blev en fiberforbindelse, som giver mulighed for at få opgraderet hastigheden, efterhånden, som virksomhedens behov bliver større.

faktablad

Komtek

For affaldsvirksomheden, Komtek, var det en uoverstigelig økonomisk udfordring at få en fiberforbindelse, da den ligger i et område, hvor der ikke umiddelbart er mulighed for at få fiber. Udfordringen blev håndteret gennem en fast trådløs (radiobåren) forbindelse, hvor virksomheden får leveret 100/100 Mbit/s via en mast, som står 48 km. væk fra Komtek. Næsten alle dele af virksomhedens produktion og administration er nu blevet digitaliset.

Hent faktablad

Thorsens Chipskartofler

Virksomheden havde flere udfordringer på grund en langsom bredbåndforbindelse, herunder i forhold til kommunikationen med både kunder og et tysk datterselskab. Der var samtidig et ønske om at digitalisere en række arbejdsgange. Efter en ihærdig indsats lykkedes det for Thorsens Chipskartofler at få en bredbåndsudbyder til at installere en fiberforbindelse. Indsatsen har både givet mulighed for at automatisere arbejdsgange og at tilbyde kunderne nye muligheder for at modtage detaljerede data om de kartofler, der leveres fra virksomheden.

Hent faktablad

Vester Nejsig

Gården Vester Nejsig havde i årevis forsøgt at få en hurtigere bredbåndsforbindelse uden held. Problemet blev løst, da lokalområdet blev dækket med mobilt bredbånd. Gården gik fra en ADSL-forbindelse på 1,5 Mbit/s til en 4G-forbindelse med en hastighed på 20/20 Mbit/s. Vester Nejsig har fået adgang til en række digitale tjenester, som ikke kunne anvendes førhen. Samtidig kan medarbejderne tilgå internettet overalt og anvende de digitale løsninger på mobile enheder.

Hent faktablad

Kontakt

Jane Patzy Ørum
AC-medarbejder (+45) 3392 7600