Olieberedskab

Olie i Danmark

 
Gennem 1900-tallet er alle samfund blevet stadig mere afhængige af olie, en afhængighed som blev tydelig gennem oliekriserne i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne. Oliekriserne synliggjorde afhængigheden af olie og de risici, som dette indebærer, og har i mange lande resulteret i energipolitikker med det formål at reducere denne afhængighed. Heri indgår også et beredskab rettet mod sådanne forsyningskriser for olie.

Sammensætningen af det danske energiforbrug har ændret sig meget siden oliekriserne i 70’erne og 80’erne. I takt med øget fokus på omstillingen til grøn energi udgør olie en mindre, men forsat væsentlig del af det danske energiforbrug. Ca. 35 procent af energiforbruget er således oliebaseret. Af dette olieforbrug anvendes en stor del i transportsektoren, som er særdeles afhængig af olieprodukter, idet transportsektorens olieforbrug - modsat resten af olieforbruget - på kortere sigt vanskeligt kan erstattes af andre energiformer.

Figur: Energiproducenttællingen 2014

Kilde: Energiproducenttællingen 2014

Olie handles og prisfastsættes globalt. Oliens transport er ikke - som for el og naturgas - bundet til lednings- og rørsystemer. Oliemarkedet er globalt, og forsyningssikkerhed for olie må tilsvarende sikres på et globalt grundlag.

Der er gennem internationalt samarbejde etableret et omfattende og effektivt beredskab over for risikoen for en olieforsyningskrise på det globale marked. Dette samarbejde er baseret på solidaritet mellem landene.

Internationalt beredskab

Som følge af Danmarks medlemskab af både EU og IEA er det danske olieberedskab baseret på to internationale regelsæt. Så længe Danmark er nettoimportør af olie, har Danmark dog ingen olielagringsforpligtelse over for IEA, idet denne forpligtelse beregnes som følge af et lands nettoimport af olie. Olielagringsforpligtelsen over for EU beregnes som følge af landets olieforbrug, men Danmark har en nedsat forpligtelse som olienettoeksportør. Som det fremgår af olieberedskabsloven, har Danmark valgt at have en overdækning på 20 procent i forhold til sin EU-forpligtelse for at sikre dansk fleksibilitet i en krisehåndtering. Hverken i IEA eller i EU, er der ”rabat” i en krisesituation for et land med nettoeksport af olie, og Danmark ville således skulle deltage og bidrage i krisehåndteringen på lige fod med de andre lande. Danmark har som følge heraf beredskabslagre svarende til 81 dages forbrug af olieprodukter. Beredskabslagre er olielagre, der holdes som led i beredskabet over for større forsyningsafbrydelser for råolie eller nærmere angivne olieprodukter.

Rådets Direktiv 2009/119/EC af 14. september 2009 om forpligtelse for medlemsstaterne til at holde minimumslagre af råolie og/eller olieprodukter (oliedirektivet) er en revision af et tilsvarende direktiv fra 2006 dels for at styrke ordningen, og dels for at forsøge at harmonisere med IEA’s krisemekanisme og internationalt anerkendte regler.

Dansk beredskab

Danmark har tradition for at have et robust nationalt olieberedskab, herunder beredskabslagre af olie der afspejler det nationale olieforbrug. Den danske olieberedskabslovgivning skal sikre opfyldelse af internationale forpligtelser og en sikring af et beredskab over for olieforsyningsafbrydelser af international karakter. Derudover har olieberedskabslovgivningen også til formål at sikre nationale målsætninger for olieberedskabet, samt at sikre et beredskab over for andre hændelser, som kan medføre forsyningsafbrydelser til det danske samfund.

Foreningen Danske Olieberedskabslagre (FDO) og FDO's omfattende olieberedskabslagre er central for det danske lagerberedskab. FDO har eksisteret siden 1964 som en privatejet organisation med det sigte at tilvejebringe forsyningssikkerhed for olie i tilfælde af krig eller forsyningskriser.

Pligten til at holde beredskabslagre er fordelt på olievirksomhederne baseret på virksomhedernes omsætning for et kalenderår. Ved implementeringen af oliedirektivet i 2012 blev FDO udpeget som central lagerenhed. Det har bl.a. medført, at FDO skal dække 70 procent af de lagringspligtige virksomheders lagringspligt, jf. olieberedskabsloven og den tilhørende bekendtgørelse om lagringspligt mv. for olie. Derudover varetager FDO en række administrative opgaver på vegne af Energistyrelsen vedrørende blandt andet virksomhedernes rapporteringspligt om varebevægelser og beholdninger samt lagerdækningsaftaler.

Underretning om it-sikkerhedshændelser

It-sikkerhedshændelser, der påvirker forsyningskritiske it-systemer i oliesektoren, skal indberettes, i medfør  af kravet i § 14, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 424 af 25. april 2018 om beredskab for oliesektoren.

Indberet it-sikkerhedshændelse

Kontakt

Stinne Maria Thomassen
Specialkonsulent (+45) 3392 7564