Miljøkrav for olie og gas

Miljømæssige krav til olie- og gasanlæg offshore er fastsat gennem regler, bl.a. i Undergrundsloven, Kontinentalsokkelloven, Havmiljøloven og Miljøbeskyttelsesloven. 

Tilsynet med udledninger til havmiljøet og med visse emissioner til luften fra bl.a. energianlæg varetages af Miljøstyrelsen, mens Energistyrelsen er ansvarlig for VVM-procedurerne. 

Se Undergrundsloven

Se Kontinentalsokkelloven

Se Havmiljøloven

Se Miljøbeskyttelsesloven

 

Udledninger til luften og til havet

Der sker en række udledninger til luft og til vand i forbindelse med produktion af olie og gas. 

Udledninger til luften består blandt andet af gasserne CO2 (kuldioxid) og NOx (kvælstofilte). 

Udledninger af CO2 og NOx til luften kommer i langt overvejende grad fra afbrænding af gas og dieselolie til produktion og eksport af olie og gas samt i mindre grad fra afbrænding af gas af sikkerhedsmæssige eller anlægstekniske årsager. Størrelsen af udledningen fra det enkelte anlæg eller felt afhænger især af anlægstekniske og naturgivne forhold og i begrænset omfang af produktionens størrelse.

Energiproducerende anlæg på mere end 20 MW på offshore installationer er omfattet af den europæiske CO2-kvoteordning. Offshoresektoren er også omfattet af loven om afgifter på NOx-emissioner. Anlæg, hvis kapacitet tilsammen overstiger 50 MW, skal miljøgodkendes af Miljøstyrelsen.

Der udledes herudover kemikalie- og olierester til havet samt materiale fra undergrunden til havet ved produktion af olie og gas og ved boring af nye brønde. Miljøstyrelsen meddeler udledningstilladelser for disse udledninger. Desuden kan der forekomme utilsigtede spild. Miljøstyrelsen meddeler godkendelse af beredskabsplaner for olie- og kemikaliespild 

 

Vurdering af Virkninger på Miljøet (VVM)

Når et selskab ansøger Energistyrelsen om godkendelse af en indvindingsplan for olie- og gasfelter eller om etablering af rørledninger, skal ansøgningen ledsages af en vurdering af aktiviteternes virkning på miljøet (VVM) og en redegørelse for, hvorledes disse er søgt nedbragt. Der er tilfælde, hvor ansøgningerne ikke kræver en fuld VVM-vurdering, f.eks. visse efterforskningsboringer. 

Kriterierne fremgår af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)
I tillæg hertil er der kriterier for naturbeskyttelse og beskyttelse af visse arter m.v. i bekendtgørelse om konsekvensvurdering vedrørende internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter ved forundersøgelser, efterforskning og indvinding af kulbrinter, lagring i undergrunden, rørledninger, m.v. offshore.

Oplysning om ansøgning for projekter for nye offshoreanlæg offentliggøres og den tilhørende VVM-redegørelse skal i offentlig høring i mindst 8 uger.

VVM-redegørelser offentliggøres

Når afgørelse er truffet, skal også oplysning om afgørelsen offentliggøres.  Man kan klage over afgørelsen om miljømæssige forhold. 

Strategisk miljøvurdering

Der er i forbindelse med forberedelsen af den 7. udbudsrunde for tildeling af olie- og gaslicenser gennemført en strategisk miljøvurdering (SMV). Formålet med den strategiske miljøvurdering er at identificere, beskrive og vurdere de sandsynlige væsentlige påvirkninger af udbudsrunder på miljøet.

Den strategiske miljøvurdering dækker området vest for 6° 15’ Ø med henblik på efterforskning og indvinding af olie og gas samt områder med henblik på injektion af CO2 i eksisterende olie- og gasfelter (EOR). 

 

Besøg Miljøstyrelsen

Kirsten Lundt Erichsen
Specialkonsulent (+45) 3392 6873