Love og regler på teleområdet

Hvornår er man udbyder?

På teleområdet skelner man mellem udbydere og slutbrugere.

Som udbyder skal man opfylde kravene i bekendtgørelsen om udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Udbydere er endvidere forpligtede til at lade sig registrere hos Rigspolitiet og til at overholde justitsministeriets bekendtgørelse om registrering og opbevaring af teletrafik (logningsbekendtgørelsen).

På nedenstående er det beskrevet, hvornår det anses for at være henholdsvis udbyder og slutbruger. Der er desuden også en generel vejledning om udbyderbegrebet, samt eksempler på, hvornår man er omfattet af dette og hvornår man ikke er.

Definition af udbyderbegrebet

Begrebet ”udbyder” er defineret i telelovens § 2, nr. 1:

"Den, som med et kommercielt formål stiller produkter, elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester omfattet af denne lov til rådighed for andre.”

Endvidere står der i lovebemærkningerne til telelovens § 2, at ”Enhver, der markedsfører og sælger produkter og elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester omfattet af lovforslaget til andre, anses for at være udbyder med de rettigheder, dette giver blandt andet i relation til netadgang. Det vil sige, at alle virksomheder, som på kommercielt grundlag betjener andre slutbrugere eller udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester med henblik på at formidle dele af disses teletrafik, er omfattet af dette begreb”.

Bemærk, at det ingen betydning har, hvilke former for kommunikationsnet eller -tjenester, der bliver stillet til rådighed. Stiller man fastnet-, mobil- og internetforbindelser, samt trådløse forbindelser via hotspots til rådighed betyder derfor ikke noget for, hvorvidt man er omfattet af udbyderbegrebet eller ej. Ligeledes har det ingen betydning, om man selv har anlagt eller lejer sig ind på infrastruktur.

Centralt i udbyderbegrebet er, om tjenesten stilles til rådighed med kommercielt formål. Det kommercielle formål foreligger, hvis eksempelvis en virksomhed sælger eller markedsfører et produkt for at opnå en direkte eller indirekte fortjeneste. Det er uden betydning, om aktiviteten reelt medfører en fortjeneste. Stiller et hotel eksempelvis et hot spot op i lobbyen eller stiller internet/telefoni til rådighed på værelserne, uden at der opkræves særskilt betaling herfor, vil hotellet blive anset for udbyder, fordi udbuddet af forbindelsen sker for at gøre hotellet mere attraktivt, og dermed med det formål at opnå en fortjeneste.

Det kommercielle formål foreligger desuden, hvis der er tale om en aktivitet, som sædvanligvis tilbydes eller efterspørges på markedsmæssige vilkår, uanset om den pågældende virksomhed, forening, myndighed m.m. i det konkrete tilfælde søger at opnå en fortjeneste. Hvis eksempelvis en kommune udlejer lokaler til erhverv, og i den sammenhæng stiller internetadgang til rådighed for lejere, vil kommunen være udbyder i det konkrete tilfælde, fordi udlejning af erhvervslokaler sædvanligvis foregår på markedsmæssige vilkår, og fordi udbud af internetadgang i erhvervslokaler typisk sker for at gøre lejemålet mere attraktivt.

Eksempler på, hvornår man er eller ikke er omfattet af udbyderbegrebet

Offentlige institutioner

Som udgangspunkt vil offentlige institutioner, som f.eks. folkeskoler og biblioteker ikke være omfattet af udbyderbegrebet, selvom de tilbyder besøgende og brugere at kunne bruge internettet, idet formålet er almennyttigt.

Styrelsen har gennem tiden vurderet flere konkrete sager, hvor kommuner vil stille trådløst internet til rådighed i kommunens lokaler. I det omfang der er tale om tilrådighedsstillelse på eksempelvis biblioteket, rådhuset, i børnehaver eller skoler, eller andre institutioner, der fungerer på et ikke-kommercielt grundlag, har IT- og Telestyrelsen (nu Energistyrelsen) vurderet, at kommunerne ikke er udbydere på kommercielt grundlag, og derfor ikke omfattet af telelovens udbyderbegreb.

I særskilte tilfælde kan offentlige institutioner dog blive omfattet af udbyderbegrebet.

I forbindelse med, at en lokal idrætsforening skulle afholde et e-sport-event, tilbød en skole at stille lokaler og internet til rådighed uden for skolens åbningstid. Energistyrelsen vurderede, at skolen ville blive omfattet af udbyderbegrebet i den anførte situation, idet tilrådighedsstillelse af internet og lokaler ville ske på et kommercielt grundlag. Styrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at det ikke kun var skolens elever, der ville gøre brug af internettet og lokalerne.

I en anden sag ønskede en kommune at etablere internetadgang i et kulturhus til borgerne og brugerne. Samtidigt ønskede kommunen at udleje kulturhuset til private arrangementer og forpagte lokaler til en café. IT- og Telestyrelsen (nu Energistyrelsen) vurderede, at kommunen var omfattet af udbyderbegrebet. Styrelsen lagde vægt på, at kulturhuset ville omfatte forskellige tilbud, der involverede både brugerbetaling, forpagtning og/eller udlejning. Da internetadgangen var tilbudt som en del af cafétilbuddet, udlejning af mødelokaler og udlejning og benyttelse af kulturhusets sal, ville internetadgangen indgå som en del af det grundlag, som kommunen ville tjene penge på, og der forelå derfor et kommercielt formål.

En kommune ønskede i en tredje sag at etablere internet på kommunens plejehjem og andre institutioner med faste beboere. Her vurderede styrelsen, at kommunen ville blive udbyder, idet adgang til internet sædvanligvis efterspørges på markedsmæssige vilkår, også selvom kommunen ikke havde til formål at opnå fortjeneste herved.

Offentligt tilgængelige steder, som f.eks. en havn

I tre konkrete sager har henholdsvis IT- og Telestyrelsen og Erhvervsstyrelsen (nu Energistyrelsen) vurderet, at tre havne, der tilbød internetadgang til gæster, mens de ventede på færgen eller lå i havn med deres båd, var udbydere. I disse sager lagde styrelserne vægt på, at internetadgang i en færgeterminal eller på en båd er en aktivitet, der sædvanligvis efterspørges på markedsmæssige vilkår, også selvom havnen ikke har til formål at opnå fortjeneste herved.

I en fjerde sag, der drejede sig om, hvorvidt en mindre sejlklub var udbyder, vurderese IT- og Telestyrelsen (nu Energistyrelsen), at sejlklubben ikke var omfattet af udbyderbegrebet, idet internetadgangen kun blev stillet til rådighed for dens medlemmer, samt lejlighedsvis til besøgende sejlere. Styrelsen lagde vægt på, at man kun kunne benytte tjenesten ved at få et login med adgangskode fra sejlklubben, samt at sejlklubben ikke blev drevet eller benyttet med et kommercielt formål.

I en konkret sag om et museum, der etablerede et særskilt lukket Wi-Fi-net til sine besøgende, vurderede Erhvervsstyrelsen (nu Energistyrelsen), at museet ville være omfattet af udbyderbegrebet. Styrelsen lagde vægt på, at internetadgangen blev udbudt til alle gæster på museet på et dertil særskilt etableret net. Der var tale om en generel internetadgang, dvs. ikke kun målrettet særlige emner eller situationer. Udbuddet af internetadgangen blev derfor set, som minimum indirekte, at være en del af markedsføringen af museet og styrelsen vurderede derfor, at udbuddet af adgang til internettet ville ske med et kommercielt formål.

Ovenstående vurdering gjorde sig ligeledes gældende i en sag om, hvorvidt en fagforening var omfattet af udbyderbegrebet, når de stillede Wi-Fi-hotspots via et særskilt gæstenetværk til rådighed for sine medlemmer i fagforeningens venteværelse og kursuslokaler.

Sommerhusudlejning

Stiller man f.eks. en fastnetforbindelse og/eller internetadgang til rådighed i sit sommerhus med det formål at gøre det mere attraktivt at udleje sit sommerhus, kan man blive omfattet af udbyderbegrebet.

I en konkret sag, hvor sommerhusejeren kun udlejede sit sommerhus i begrænset omfang, vurderede styrelsen, at sommerhusejeren ikke var udbyder.

Virksomheder der låner internet ud til gæster o.l.

Virksomheder, der stiller internet til rådighed for sine eksterne samarbejdspartnere og kunder, vil som udgangspunkt ikke være omfattet af udbyderbegrebet, hvis tjenesten bliver tilbudt gæster, der har et ærinde i virksomheden, samtidigt med at virksomheden ikke opkræver nogen form for betaling.

I en konkret sag vurderede den daværende IT- og Telestyrelse (nu Energistyrelsen), at en medicinalvirksomhed, der stillede internet til rådighed i receptionen for gæster, ikke var omfattet af udbyderbegrebet. I afgørelsen lagde styrelsen vægt på, at internettet kun blev stillet til rådighed for gæster med et ærinde i virksomheden og som var indregistreret i receptionen, samt at der ikke blev opkrævet betaling for brugen af tjenesten.

I en anden sag vurderede styrelsen, at en bank, der stillede internet til rådighed for medarbejdere og besøgende på de interne kontorer i banken, samt konsulenter og leverandører, der havde mulighed for at benytte internetadgangen i disse kontorer, ikke var omfattet af udbyderbegrebet. I vurderingen lagde styrelsen vægt på, at bankens lukkede internet kun var tilgængeligt for medarbejdere og andre samarbejdspartnere i forbindelse med deres ansættelsesforhold.

I bemærkningerne til telelovens § 2, stk. 1 beskrives det i øvrigt, at ”Storkunder, herunder virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder med egne lukkede net, der alene tilvejebringer infrastruktur til eget brug, falder uden for begrebet, idet nettet ikke stilles til rådighed for andre”.

Caféer, hoteller, tankstationer, indkøbscentre, campingpladser osv.

Styrelsen har gennem tiden vurderet, at caféer, hoteller, tankstationer, indkøbscentre og campingpladser, der stillede internet til rådighed for deres gæster, var udbydere. Begrundelsen var, at styrelsen vurderede, at der forelå et kommercielt formål, idet der var tale om at gøre virksomheden mere attraktiv og derved opnå en højere fortjeneste.

Transportvirksomheder, der tilbyder internet

I en konkret sag, om et busselskab, der tilbød passagerne internet uden at opkræve betaling herfor, vurderede Erhvervsstyrelsen (nu Energistyrelsen), at transportvirksomheden var omfattet af udbyderbegrebet, idet internetforbindelsen blev tilbudt som en ekstra service for selskabets passagerer med henblik på at opnå en styrkelse af selskabets goodwill og markedsværdig i forhold til konkurrenterne.

Biler med digitale tjenester

I en konkret sag spurgte en bilfabrikant, om denne var omfattet af udbyderbegrebet, når den tilbød en særlig concierge-funktion, som bl.a. kunne bestille bord for en på en restaurant. Energistyrelsen vurderede, at concierge service ikke kunne betragtes som tilrådighedsstillelse af en elektronisk kommunikationstjeneste i telelovens forstand. Styrelsen lagde vægt på, at servicen kun kunne anvendes til begrænsede formål i forbindelse med opkald til et callcenter, og brugeren havde ikke mulighed for at blive stillet direkte igennem til restauranten.

Bilfabrikanten spurgte også, om muligheden for at foretage ”nødkald” var udbud af en elektronisk kommunikationstjeneste. Med ”nødkald” menes der i denne sag, en funktion, der bruges i tilfælde af, at bilen bryder sammen og som forudsætningsvis kun er anvendelig i meget afgrænsede tilfælde (nødkald) og da kun til kommunikation mellem hhv. en eller flere brugere i den pågældende bil, og en eller flere operatører i et callcenter eller en ”alarmcentral”. Tjenestens yderst begrænsede anvendelse taget i betragtning, var det Energistyrelsens vurdering, at adgang til tjenesten "nødkald" ikke betød, at der var tale om tilrådighedsstillelse af en elektronisk kommunikationstjeneste i telelovens forstand.

Hvis der derimod stilles et Wi-Fi-hotspot til rådighed, så vil der være tale om udbud af elektroniske kommunikationstjeneste i telelovens forstand, idet internetadgang via Wi-Fi er at betragte som en elektronisk kommunikationstjeneste. Om det er fabrikanten, forhandleren, udlejeren mv., der er udbyder af den elektroniske kommunikationstjeneste, vil bero på en konkret vurdering.

Særligt for antenneforeninger og boligforeninger

Hvornår er en forening udbyder og hvornår er den slutbruger?

Energistyrelsen oplever, at det nogle gange kan være svært for kollektivt organiserede kunder at skelne mellem, hvornår de er hhv. udbydere og slutbrugere.

Med kollektivt organiserede kunder menes der foreninger, som f.eks. boligforeninger, kollegier, antenneforeninger m.v.

I en konkret sag om en lokal antenneforening med ca. 500 medlemmer vurderede Energistyrelsen, at antenneforeningen var udbyder af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester i forbindelse med levering af bredbånd til foreningens medlemmer. , idet foreningen også stod for etablering og udvidelse af infrastrukturen. I afgørelsen fandt styrelsen, at selvom foreningen ikke nødvendigvis opnåede nogen reel økonomisk fortjeneste på udbuddet af bredbånd, så var det en aktivitet, som sædvanligvis tilbydes eller efterspørges på markedsmæssige vilkår.

I en anden konkret sag argumenterede en boligforening, hvor en gruppe frivillige beboer stod for driften af det udbudte internet til foreningens beboere, at de ikke var udbydere. De argumenterede for, at de kunne betragtes som storkunde med adgang til eget lukket net jf. bemærkningerne til telelovens § 2, nr. 1, da internettet kun var til brug for boligforeningen. Energistyrelsen vurderede i denne sag, at udbuddet af internettet kunne betragtes som en aktivitet, der sædvanligvis tilbydes eller efterspørges på markedsmæssige vilkår, selvom tjenesten kun var til brug for beboerne i foreningen. Hvis internettet derimod kun var til rådighed for gruppen af frivillige beboere, kunne det argumenteres for at være en storkunde jf. ovenstående.

Mindre antenne- og boligforeninger, der ikke ejer infrastruktur eller leverer elektroniske kommunikationsnet og -tjenester vil som udgangspunkt blive betragtet som slutbrugere, idet sådanne foreninger typisk har indgået aftaler om levering af tjenester med en anden udbyder.

Hvornår er man slutbruger?

Begrebet ”slutbruger” er defineret i telelovens § 2, nr. 3:

”Slutbruger: Bruger af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som ikke på kommercielt grundlag stiller de pågældende elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til rådighed for andre.”

Slutbrugere er brugere af tjenester, og som ikke videresælger teletjenester. Slutbrugere kan både være erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende.  En slutbruger behøver ikke at være den, der betaler for ydelsen. F.eks. ville en skoleelev, der bruger sin skoles internetadgang, blive defineret som slutbruger, selvom det er skolen, der betaler for ydelsen.

Registrering af televirksomhed

Det kræver ikke autorisation at drive televirksomhed i Danmark, men alle udbydere skal registrere deres virksomhed hos Rigspolitiets Telecenter.

Udbyderbegrebet og logningsbekendtgørelsen

En række virksomheder, foreninger, myndigheder m.m. har løbende henvendt sig for at få afklaret, om de var omfattet af udbyderbegrebet. Henvendelserne har i særlig grad været motiveret af logningsbekendtgørelsen, der fra september 2007 har forpligtet udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere til at registrere og opbevare (logge) oplysninger om teletrafik, der genereres eller behandles i udbyderens net.

Logningsbekendtgørelsen administreres af Justitsministeriet, men pligten til at logge oplysninger om teletrafik påhviler alene virksomheder m.fl. omfattet af telelovens udbyderbegreb. Spørgsmål om, hvorvidt man er omfattet af udbyderbegrebet, hører derfor under Energistyrelsen, mens spørgsmål om logningspligtens omfang, f.eks. hvad man skal logge, hører under Justitsministeriet.

Forsyningspligt

Er der nogen ydelser, som teleselskaberne er forpligtede til at levere til alle, som beder om det?

Ifølge teleloven skal alle forbrugere i landet have adgang til visse basale teleydelser på rimelige vilkår og til rimelige priser. Det sikrer den såkaldte forsyningspligt. 

Energistyrelsen udpeger en eller flere selskaber til at levere ydelser under forsyningspligten. TDC har været udpeget som forsyningspligtudbyder siden 1997 og er fortsat det eneste selskab, der er forsyningspligtig leverandør af teleydelser. 

Hvilke ydelser er der forsyningspligt på?

Forsyningspligten betyder, at man overalt i Danmark kan få en telefonforbindelse. Forsyningspligtudbyderen skal levere telefonforbindelsen til samme pris uafhængigt af, hvor i landet slutbrugeren bor eller har forretningssted. Desuden er der forsyningspligt på nummeroplysning ved telefonopkald (118) og en web-baseret teksttelefontjeneste til personer med visse handicap.

Forsyningspligten omfatter ikke bredbåndsforbindelser. Priser og udbud på bredbåndsforbindelser er således alene reguleret af konkurrencen på telemarkedet.

Nærmere om forsyningspligten

Det fremgår af forsyningspligtbekendtgørelsen, hvilke ydelser, der er forsyningspligt på. Endvidere indeholder bekendtgørelsen information om, hvorledes nye forsyningspligtudbydere udpeges, hvorledes de nærmere vilkår for forsyningspligten fastsættes, krav til indhold af kontrakt med slutbrugeren, prisregulering samt mulighederne for at få dækket underskud ved levering af forsyningspligtydelserne.

Aftale om gennemsigtighed på mobilområdet

Aftalen fra juni 2013 skal give forbrugerne bedre overblik over mobilforbruget og bedre information om, hvad man gør, når mobilen bliver stjålet. Samtidig arbejdes der for en bedre mærkning af mobiltelefoners antennekvalitet og en evaluering af private prissammenligningssider.

Mobilmarkedet er præget af stærk priskonkurrence. Dette er som udgangspunkt en stor fordel for forbrugerne, som får mulighed for mere fordelagtige priser og nye teknologier og tjenester. Disse forhold bevirker imidlertid samtidig, at mobilmarkedet for nogle forbrugere kan være vanskeligt at overskue.

Der er derfor blevet indgået en aftale om nogle tiltag, der skal gøre mobilområdet mere gennemsigtigt. Aftalen er blevet til efter forhandling mellem Forbrugerrådet Teleindustrien Hi3G Dansk Industri (DI ITEK) og Dansk Energi.

Aftalen vil give forbrugerne:

  • Overblik over forbrug
    • Telebranchen skal tilbyde gratis lettilgængelige løsninger, så forbrugerne kan orientere sig om de seneste 6 måneders forbrug af opkald tale sms mms og data med henblik på fremadrettet at vælge det abonnement, der passer bedst til deres forbrugsmønster.
  • Overblik over dækning
    • Fra dansk side arbejdes der for bedre oplysning om mobiltelefoners antennekvalitet blandt andet ved at tilvejebringe målinger, der kan fremme gennemsigtigheden på markedet.
  • Hjælp ved tyveri og misbrug af mobiltelefoner
    • Teleselskaberne skal sikre nem adgang til information om, hvordan forbrugerne får meldt telefonen stjålet og spærret.
  • Evaluering af prissammenligningssider
    • Erhvervsstyrelsen vil evaluere de private prissammenligningssider på teleområdet og vil også vurdere, om fx en E-mærkningsordning af siderne vil være hensigtsmæssig.

Aftalen om gennemsigtighed på mobilområdet

Det frekvenspolitiske rammemandat

Det frekvenspolitiske rammemandat fastlægger de overordnede rammer for, hvordan Energistyrelsen skal administrere frekvenserne. Rammemandatet bliver fastsat af klima-, energi- og forsyningsministeren.

Rammemandatets overordnede indhold

I bekendtgørelsen fastlægges, hvilke væsentlige samfundsmæssige hensyn, der kan føre til, at det er klima-, energi-, forsyningsministeren, som skal vælge tildelingsmetode ved frekvensknaphed. Frekvensknaphed opstår, hvis efterspørgslen efter nogle bestemte frekvenser er højere, end det er muligt at tildele frekvenser. Hvis der med de pågældende frekvenser skal varetages væsentlige samfundsmæssige hensyn – som angivet i rammemandatet – kan ministeren f.eks. beslutte, at frekvenserne skal tildeles via en auktion.

Bilaget til bekendtgørelsen indeholder de overordnede politiske retningslinjer for Energistyrelsens administration af frekvenserne.

Det frekvenspolitiske rammemandat

Læs om regler og bekendtgørelser på teleområdet

Kontakt

Tore Kjelstrup Christensen
Specialkonsulent (+45) 3392 7598