Godkendelse af havvindmølleparker

To procedurer: Udbud eller åben-dør

I Danmark kan du få tilladelse til at opstille havvindmøller ved hjælp af to procedurer: udbud eller åben-dør. Ved udbud udbyder staten et projekt, typisk på en bestemt placering og i en bestemt størrelse. Ved åben dør-proceduren ansøger projektudvikleren selv om tilladelserne på en selvvalgt placering.

Der er to væsentlige forskelle på udbud og åben-dør. Den ene er, hvad staten betaler for den producerede strøm. Den anden er selve ansøgningsproceduren. Men både udbudsproceduren og åben-dør-proceduren kræver de samme tre tilladelser. 

Læs mere om åben-dør-ordningen. 


Det kræver tre tilladelser at opstille havvindmøller

Både ved udbud og åben-dør skal Energistyrelsen give tre tilladelser, før man kan opstille havvindmøller. Det er en forundersøgelsestilladelse, en etableringstilladelse og en tilladelse til udnyttelse af energien.

  • Forundersøgelsestilladelsen gives, så der kan laves specifikke undersøgelser af lokaliteten, hvor der skal opstilles møller (på havet vedrørende et muligt vindkraftanlæg eller et forsøgsanlæg). Energistyrelsen giver typisk en forundersøgelsestilladelse, som gælder for ét år. Derefter skal man sende en såkaldt forundersøgelsesrapport til Energistyrelsen. Forundersøgelsesrapporten indeholder bl.a., en vurdering af projektets virkning på miljøet (en VVM-redegørelse).
  • Etableringstilladelsen gives efter, at projektudvikleren har sendt en ansøgning med resultaterne fra VVM-undersøgelsen. I større projekter skal man efterfølgende dokumentere, at vilkårene i tilladelsen er opfyldt. 
  • Tilladelsen til udnyttelse af energien (den såkaldte elproduktionstilladelse) gives inden vindkraftanlægget sættes i drift. Den dokumenterer bl.a., at vilkårene i etableringstilladelsen er opfyldt.

Energistyrelsen giver de tre tilladelser. Undervejs i godkendelsesprocessen konsulterer Energistyrelsen de andre relevante myndigheder for at sikre, at alle relevante vilkår bliver stillet i tilladelserne. Det kaldes one-stop-shop godkendelsesproces, fordi projektudvikleren kun har kontakt til Energistyrelsen.


Det er nødvendigt at vurdere påvirkningen af miljøet

Anlæg, der producerer el på havet, kan påvirke miljøet. Sådanne anlæg kan f.eks. være vindmøller. Hvis Energistyrelsen eller andre myndigheder forventer, at et anlæg vil påvirke miljøet væsentligt, er det nødvendigt at vurdere de miljømæssige konsekvenser.

El-anlæg på havet kan f.eks. påvirke internationale naturbeskyttelsesområder (habitatområder). Hvis Energistyrelsen vurderer, at et projekt kan have en væsentlig påvirkning af et sådan habitatområde, skal der udarbejdes en vurdering af, hvilke direkte eller indirekte virkninger, projektet har på de arter og naturtyper, som naturbeskyttelsesområdet er udpeget på baggrund af (en habitatkonsekvensvurdering). I de fleste tilfælde forestår projektudvikleren undersøgelsen, ved udbud er det dog Energinet.dk, der står for undersøgelserne.

Energistyrelsen kan typisk ikke give tilladelse til et projekt, hvis vurderingen viser, at projektet vil skade et internationalt naturbeskyttelsesområde. Typisk vil en habitatkonsekvensvurdering være en del af VVM-redegørelsen. 

Kontakt

Søren Keller
Fuldmægtig Center for energiressourcer (+45) 3392 6690
Gülsüm Koc
Fuldmægtig Center for energiressourcer (+45) 3392 4947