Hvad er metanforordningen?
Metanforordningen fastlægger regler for nøjagtig måling, kvantificering, overvågning, rapportering og verifikation af metanemissioner i EU’s energisektor og for reduktion af disse emissioner. Formålet med forordningen er at reducere udledningen af metan både i EU og i de globale forsyningskæder.
Metanforordningen er vedtaget af EU (EU/2024/1787), og trådte i kraft den 4. august 2024. Forordningen finder anvendelse på efterforskning og produktion af olie og naturgas, ikke-producerende olie- og gasbrønde, transmission og distribution af naturgas, kulminer og råolie, naturgas og kul, der importeres til EU-markedet. Den indeholder bl.a.:
- Regler om nøjagtig måling, rapportering og verifikation af metanemissioner fra energisektoren.
- Regler om obligatorisk lækagedetektion og -reparation.
- Forbud mod afbrænding og afblæsning med undtagelse af specifikke omstændigheder fastsat i forordningen, og forbud mod rutinemæssig afbrænding.
- En række krav til importører af olie, gas og kul til EU, der bl.a. har til hensigt at indsamle oplysninger om, hvorvidt og hvordan eksportlande og -virksomheder måler, rapporterer og reducerer metanemissioner.
- Krav om rapportering, måling, kvantificering og mitigering af metanemissioner fra ikke-producerende olie- og gasbrønde.
Som operatør eller importør inden for forordningens anvendelsesområde er du forpligtet til at indrapportere og overholde kravene i metanforordningen.
Læs mere om metanforordningen hos EU-Kommissionen
Har du ikke fået svar på dine spørgsmål?
Du kan kontakte os i Energistyrelsen via kontaktformularen i bunden af siden.
Gældende forpligtelser for operatører og importører
Gældende forpligtelser for operatører
Som operatør er det jeres ansvar at sikre overholdelse af metanforordningens forpligtelser samt levere de nødvendige oplysninger, så Energistyrelsen kan udføre opgaverne relateret til metanforordningen. Vi gør opmærksom på, at nedenstående ikke er en udtømmende liste over operatørens forpligtigelser.
I skal årligt rapportere oplysninger om metanemissioner fra de aktiver, der er omfattet af metanforordningen. Rapporteringen skal give Energistyrelsen et samlet billede af metanemissionerne fra jeres aktiviteter og af de tiltag, I har gennemført for at opdage, reducere og håndtere emissionerne.
Rapporteringen efter artikel 12 indfases gradvist. Kravene går fra indledende opgørelser baseret på emissionsfaktorer til mere detaljeret rapportering med kvantificering på kildeniveau og målinger på anlægsniveau.
Brug af OGMP 2.0-skabeloner
I skal anvende de tekniske vejledningsdokumenter og rapporteringsskabeloner fra OGMP 2.0, hvor det er relevant for de aktiviteter, der rapporteres om.
Det betyder, at rapporteringen som udgangspunkt skal udarbejdes i de relevante OGMP 2.0-skabeloner for opstrøms-, midtstrøms- og nedstrømsaktiviteter.
Når Kommissionen senere fastsætter et fælles rapporteringssystem ’Transparency database’, skal denne anvendes. Denne forventes implementeret i løbet af 2027.
Det skal rapporten indeholde
Rapporten skal dække det senest tilgængelige kalenderår og skal som minimum indeholde:
- type og placering af emissionskilder
- detaljerede data for hver type emissionskilde
- metanemissioner opgjort i ton metan
- metanemissioner opgjort i ton CO₂-ækvivalenter
- oplysninger om de metoder, der er anvendt til at kvantificere emissionerne
- alle metanemissioner fra driftsaktiver
- ejerandel og metanemissioner fra ikke-driftsaktiver, hvor emissionerne ganges med ejerandelen
- en liste over de enheder, der har operationel kontrol over ikke-driftsaktiver
Hvis direkte måling ikke er mulig, skal rapporteringen omfatte brug af specifikke emissionsfaktorer, der er baseret på kvantificering eller prøveudtagning på kildeniveau.
Oversigt over lækager og LDAR-undersøgelser
Rapporten skal ligeledes indeholde resultaterne af jeres lækagedetektion og -reparation, også kaldet LDAR.
Det betyder, at I hvert år skal indsende:
- en rapport, der sammenfatter resultaterne af alle LDAR-undersøgelser, der er gennemført i det foregående år
- alle reparations- og overvågningsplaner for lækager, der ikke er repareret inden for de gældende frister
- oplysninger om identificerede lækager og håndteringen af dem
- oplysninger om eventuelle beslutninger om at udsætte reparationer, hvis det er relevant.
Oversigt over afblæsnings- og afbrændingshændelser
Rapporten skal ligeledes indeholde en årlig oversigt over afblæsnings- og afbrændingshændelser.
Det gælder hændelser, der:
- er forårsaget af en nødsituation eller en funktionsfejl
- varer i alt otte timer eller mere inden for 24 timer, som følge af én enkelt hændelse
- er omfattet af reglerne om afblæsning og afbrænding i henhold til artikel 15
Oversigten skal udarbejdes i overensstemmelse med elementerne i bilag III i metanforordningen.
Hvis der sker en afblæsnings- eller afbrændingshændelse, som følge af en nødsituation eller funktionsfejl, eller hvis hændelsen varer otte timer eller mere inden for 24 timer, skal I underrette Energistyrelsen straks og senest 48 timer efter hændelsens start eller det tidspunkt, hvor I blev bekendt med hændelsen.
Kontrolleret afbrænding under nedlukninger skal ikke indberettes efter 48-timersreglen, men skal indgå i årsrapporten.
Målinger på kilde- og anlægsniveau
Rapporteringen skal omfatte kvantificering af metanemissioner på kildeniveau. Det betyder, at metanemissionerne skal opgøres for de enkelte emissionskilder.
I de senere rapporteringsfaser skal rapporteringen suppleres med målinger af metanemissioner på anlægsniveau. Det betyder, at I skal kunne sammenholde:
- kvantificering på kildeniveau
- måling af metanemissioner på anlægsniveau
Hvis der er statistisk betydelige uoverensstemmelser mellem de to niveauer, skal I straks underrette Energistyrelsen inden udgangen af rapporteringsperioden. I skal derefter gennemføre en afstemningsproces hurtigst muligt, og orientere Energistyrelsen om resultatet senest i den næste rapporteringsperiode. Afstemningsprocessen skal konkretisere mulige årsager til uoverensstemmelserne og som minimum redegøre for nøjagtigheden og hensigtsmæssigheden af de teknologier og de metoder, der anvendes til kvantificering på kildeniveau og måling på anlægsniveau.
Metoder og tekniske krav
Måling og kvantificering skal ske efter de standarder og tekniske forskrifter, der fastsættes efter metanforordningen.
Indtil sådanne standarder eller tekniske forskrifter finder anvendelse, skal I følge den nyeste industripraksis og anvende de bedste tilgængelige teknologier til måling og kvantificering af metanemissioner.
I skal kunne oplyse Energistyrelsen og verifikatoren om, hvilke standarder eller metoder I har anvendt.
Frister for rapportering
For eksisterende aktiver gælder følgende frister: Senest den 5. februar 2027 skal I indsende en rapport med kvantificering af metanemissioner på kildeniveau for ikke-driftsaktiver, hvis aktiverne ikke allerede er rapporteret som driftsaktiver. Senest den 5. februar 2027 skal I og foretagender indsende en rapport for driftsaktiver med kvantificering af metanemissioner på kildeniveau suppleret med målinger på anlægsniveau. Herefter skal I indsende rapporten senest den 31. maj hvert år. Senest den 5. august 2028 skal I indsende en rapport for ikke-driftsaktiver med kvantificering af metanemissioner på kildeniveau suppleret med målinger på anlægsniveau, hvis aktiverne ikke allerede er rapporteret som driftsaktiver. Herefter skal I indsende rapporten senest den 31. maj hvert år.
Rapporten skal sendes til Energistyrelsen på metan@ens.dk
I skal have et program for lækagedetektion og -reparation, et såkaldt LDAR-program.
LDAR står for “Leak Detection and Repair” og handler om, at I systematisk skal undersøge jeres anlæg og komponenter for metanlækager, reparere eller udskifte de relevante komponenter og følge op på, om reparationen har været succesfuld.
Formålet er, at metanlækager opdages og håndteres hurtigst muligt.
Hvad er et LDAR-program?
Et LDAR-program er jeres plan for, hvordan lækagedetektion og -reparation gennemføres.
Programmet skal beskrive:
- hvilke anlæg, aktiver og komponenter der er omfattet
- hvilke LDAR-undersøgelser der gennemføres, om der gennemføres type 1-LDAR-undersøgelser, type 2-LDAR-undersøgelser eller begge dele
- hvilke metoder, standarder og teknologier der anvendes
- hvilke tidsfrister og frekvenser der gælder for undersøgelserne
- hvilket udstyr der anvendes til at identificere og måle lækager
- hvordan identificerede lækager registreres, repareres, overvåges og følges op
LDAR-programmet skal udarbejdes i overensstemmelse med artikel 14 og bilag I i metanforordningen.
Krav til udstyr og metoder
LDAR-programmet skal indeholde oplysninger om det udstyr, I anvender til LDAR-undersøgelser.
I skal blandt andet oplyse:
- fabrikantens oplysninger om udstyret
- udstyrets evne til at detektere lækager
- udstyrets pålidelighed og begrænsninger
- eventuelle detektionsgrænser
- hvor, hvornår og hvordan udstyret anvendes
Indtil der gælder fælles standarder eller tekniske forskrifter efter metanforordningen, skal I følge den nyeste industripraksis og anvende de bedste kommercielt tilgængelige teknologier til LDAR-undersøgelser.
I skal kunne oplyse Energistyrelsen og verifikator om, hvilke standarder eller metoder I har anvendt.
Hvis I vil anvende avancerede detektionsteknologier som led i LDAR-programmet, kræver det Energistyrelsens godkendelse.
Hvornår skal LDAR-programmet indsendes?
For nye anlæg skal LDAR-programmet indsendes senest seks måneder efter, at anlægget er sat i drift.
For eksisterende anlæg skulle LDAR-programmet indsendes til Energistyrelsen senest den 5. maj 2025. Hvis I foretager ændringer i LDAR-programmet, skal I indsende et ajourført program til Energistyrelsen så hurtigt som muligt.
Energistyrelsen kan kræve, at I ændrer LDAR-programmet, hvis det er nødvendigt for at sikre, at programmet opfylder kravene i metanforordningen.
Hvornår skal LDAR-undersøgelser gennemføres?
For nye anlæg skal den første type 2-LDAR-undersøgelse gennemføres senest ni måneder efter, at anlægget er sat i drift.
For eksisterende anlæg skulle den første type 2-LDAR-undersøgelse gennemføres hurtigst muligt fra den 4. august 2024 og senest den 5. august 2025.
Efter den første type 2-LDAR-undersøgelse skal I gennemføre type 1- og type 2-LDAR-undersøgelser med de minimumsfrekvenser, der fremgår af bilag I i metanforordningen. Frekvensen afhænger blandt andet af komponenttype, anlægstype, placering og materialetype.
Hvis det er muligt at anvende en type 2-LDAR-undersøgelse i stedet for en type 1-LDAR-undersøgelse, kan I vælge dette.
Hvad skal I gøre, når I finder en lækage?
Når I identificerer en metanlækage, skal I reparere eller udskifte den relevante komponent.
Hvis en lækage ligger på eller over de tærskler, der er fastsat i artikel 14, skal det første forsøg på reparation eller udskiftning som udgangspunkt ske så hurtigt som muligt og senest fem dage efter, at lækagen er detekteret.
Den fuldstændige reparation skal som udgangspunkt være gennemført senest 30 dage efter, at lækagen er detekteret.
Hvis en reparation eller udskiftning, af sikkerhedsmæssige, administrative eller tekniske hensyn, ikke er muligt skal I indsende dokumentation hvorfor sammen med en reparations- og overvågningsplan.
Reparations- og overvågningsplaner
Hvis en reparation eller udskiftning ikke kan gennemføres inden for de almindelige frister, skal I udarbejde en reparations- og overvågningsplan.
Planen skal sendes til Energistyrelsen senest 12 dage efter, at lækagen er detekteret, hvis:
- det første forsøg på reparation eller udskiftning ikke kan gennemføres inden for fem dage
- den fuldstændige reparation ikke kan gennemføres inden for 30 dage
- reparationen må udsættes af sikkerhedsmæssige, administrative eller tekniske hensyn
Reparations- og overvågningsplanen skal indeholde dokumentation for, hvorfor reparationen eller udskiftningen udsættes og hvordan miljøpåvirkningen begrænses mest muligt, indtil reparationen eller udskiftningen er gennemført.
Energistyrelsen kan kræve, at I ændrer reparations- og overvågningsplanen.
Hvad skal en reparationsplan indeholde?
En reparationsplan skal som minimum indeholde:
- en fortegnelse over og identifikation af de komponenter, der er blevet kontrolleret
- resultatet af kontrollen, herunder om der er påvist metantab og i givet fald tabets størrelse
- oplysninger om, hvorvidt komponenten er repareret eller udskiftet
- begrundelse, hvis reparation eller udskiftning ikke er sket med det samme
- oplysninger om reparationen kræver nedlukning eller ej
- datoen for den planlagte reparation eller udskiftning
Hvis der er tale om en udsat reparation, skal reparationsplanen følges op af en overvågningsplan efter reparationen.
Hvad skal en overvågningsplan indeholde?
En overvågningsplan skal som minimum indeholde:
- en fortegnelse over og identifikation af de komponenter, der er blevet kontrolleret
- resultatet af kontrollen, herunder om der er påvist metantab og i givet fald tabets størrelse
- oplysninger om den reparation eller udskiftning, der er gennemført
- vurdering af, om reparationen eller udskiftningen har været vellykket
- resultatet af overvågningen efter reparationen; Senest 45 dage ved metanniveauer, der er lig med eller højere, og senest 3 måneder ved metanniveauer, der er lavere, end tærsklerne fast i artikel 14, stk. 8
Registrering og opbevaring af oplysninger
I skal registrere alle identificerede lækager, uanset størrelse.
Oplysninger om lækager, reparationer, udskiftninger, udsættelser og overvågning skal opbevares i mindst 10 år og stilles til rådighed for Energistyrelsen, hvis Energistyrelsen anmoder om det.
Sådan indsender I materialet
LDAR-programmer, opdaterede LDAR-programmer, årlige LDAR-rapporter samt reparations- og overvågningsplaner sendes til Energistyrelsen på metan@ens.dk
I må som udgangspunkt ikke foretage afblæsning eller rutinemæssig afbrænding.
Afblæsning er forbudt, medmindre det sker i de tilfælde, der er nævnt i artikel 15 i metanforordningen. Rutinemæssig afbrænding er forbudt.
Afblæsning og afbrænding er kun tilladt, hvis det sker som følge af en nødsituation eller en funktionsfejl, eller hvis det er uundgåeligt og strengt nødvendigt i en af de særlige situationer, der er nævnt i artikel 15.
Hvornår kan afblæsning eller afbrænding være tilladt?
Afblæsning eller afbrænding er kun tilladt, hvis betingelserne i artikel 15, stk. 3 er opfyldt og under forudsætning at rapporteringsforpligtelserne i artikel 16 overholdes.
Afbrænding skal som udgangspunkt vælges frem for afblæsning
Hvis betingelserne for afblæsning eller afbrænding er opfyldt, skal operatøren som udgangspunkt vælge den løsning, der begrænser metanemissionerne mest muligt.
Afblæsning må kun anvendes, når afbrænding ikke er teknisk mulig, hvis afbrænding vil skabe en risiko for driftens eller personalets sikkerhed, eller hvis afbrænding vil have en værre miljøpåvirkning med hensyn til metanemissioner.
Hvis I anvender afblæsning i stedet for afbrænding, skal I kunne dokumentere over for Energistyrelsen, hvorfor afbrænding ikke var mulig eller hensigtsmæssig.
Afbrænding må kun anvendes, hvis andre løsninger ikke er mulige
Afbrænding må kun anvendes, hvis reinjektion, anvendelse på anlægget, lagring til senere brug eller udbud af metan til salg på et marked ikke er mulig af andre årsager end økonomiske hensyn.
Hvis I anvender afbrænding, skal I kunne dokumentere over for Energistyrelsen, hvorfor andre løsninger ikke var mulige.
Krav til udstyr
Afblæsningsudstyr skal erstattes med emissionsfrie alternativer, hvis sådanne alternativer er kommercielt tilgængelige og opfylder de relevante standarder eller tekniske forskrifter.
Hvis et anlæg bygges, udskiftes eller moderniseres helt, må der kun installeres og anvendes kommercielt tilgængelige kulstofneutrale pneumatiske anordninger, kompressorer, atmosfæriske tryklagertanke, prøveudtagnings- og måleanordninger og tørgastætninger.
Hvis en del af et anlæg udskiftes eller moderniseres, gælder kravet for den del af anlægget, der udskiftes eller moderniseres.
Der gælder særskilte krav til flammetårne og andre forbrændingsanordninger. Disse krav beskrives i afsnittet om krav til flammetårne og andre forbrændingsanordninger.
Hvornår skal kravene være opfyldt?
For nye anlæg skal kravene være opfyldt senest 12 måneder efter idriftsættelse.
For eksisterende anlæg skulle kravene i artikel 15 være opfyldt hurtigst muligt og senest den 5. februar 2026. Hvis I ikke opfylder kravene på grund af en ekstraordinær forsinkelse, eksempelvis fordi der mangler en nødvendig tilladelse eller administrativ godkendelse, eller fordi relevant afblæsnings- eller afbrændingsudstyr ikke er tilgængeligt, skal I indsende en detaljeret gennemførelsesplan til Energistyrelsen på metan@ens.dk
Energistyrelsen kan kræve, at gennemførelsesplanen ændres.
Hvis I foretager afblæsning eller afbrænding, kan I have pligt til at indberette hændelsen til Energistyrelsen.
Indberetningspligten gælder både som en straksunderretning ved visse hændelser og som en årlig rapportering af afblæsnings- og afbrændingshændelser.
Formålet er, at Energistyrelsen får oplysninger om hændelsernes årsag, varighed, omfang og de tiltag, der er gennemført for at begrænse metanemissionerne.
Hvilke hændelser skal underrettes straks?
I skal straks underrette Energistyrelsen, hvis en afblæsnings- eller afbrændingshændelse:
- skyldes en nødsituation
- skyldes en funktionsfejl
- varer i alt otte timer eller mere inden for en periode på 24 timer som følge af én enkelt hændelse
Underretningen skal ske straks og senest 48 timer efter hændelsens start eller det tidspunkt, hvor I blev bekendt med hændelsen.
Kontrolleret afbrænding under nedlukninger skal ikke underrettes efter 48-timersreglen, men skal indgå i den årlige rapportering.
Hvilke oplysninger skal indberettes?
Underretningen skal ske i overensstemmelse med elementerne i bilag III i metanforordningen.
Det betyder, at I skal udfylde og indsende elementerne i bilag III med de oplysninger, der kræves for den konkrete afblæsnings- eller afbrændingshændelse.
Skabelonen omfatter blandt andet oplysninger om hændelsens placering, type, årsag, varighed, mængden af afblæst eller afbrændt metan samt de tiltag, der er gennemført for at begrænse emissionerne.
Hvis oplysningerne ikke er fuldt tilgængelige inden for 48 timer, skal I indsende de oplysninger, I har på tidspunktet for underretningen, og eftersende supplerende oplysninger hurtigst muligt til Energistyrelsen på metan@ens.dk
Hvis I anvender flammetårne eller andre forbrændingsanordninger, skal udstyret opfylde kravene i artikel 17 og bilag IV.
Kravene gælder i de tilfælde, hvor afbrænding er tilladt efter artikel 15. Formålet er at sikre, at afbrænding sker med høj effektivitet, og at risikoen for uforbrændt metan begrænses mest muligt.
Krav til automatisk tænding eller pilotbrænder
Alle flammetårne og andre forbrændingsanordninger skal være udstyret med enten:
- automatisk tænding eller
- kontinuerlig pilotbrænder
Det skal sikre, at metan afbrændes effektivt, når udstyret anvendes.
Krav om mindst 99 pct. effektivitet
Flammetårne og andre forbrændingsanordninger skal have en destruktions- og fjernelseseffektivitet på mindst 99 pct. på designniveau.
Det betyder, at udstyret skal være konstrueret og specificeret til at kunne opnå en effektivitet på mindst 99 pct. under relevante test- eller referenceforhold.
Dokumentation for 99 pct. effektivitet
I skal kunne dokumentere, at det anvendte udstyr opfylder kravet om mindst 99 pct. destruktions- og fjernelseseffektivitet på designniveau.
Dokumentationen kan eksempelvis være:
- fabrikantens specifikationer
- tekniske datablade
- certifikater
- testresultater
- anden teknisk dokumentation, der viser udstyrets designmæssige effektivitet
Energistyrelsen kan anmode om supplerende dokumentation, hvis det er nødvendigt for at vurdere, om udstyret opfylder kravene.
Inspektion af flammetårne og andre forbrændingsanordninger
I skal inspicere flammetårne og andre forbrændingsanordninger mindst hver 15. dag, ved udstyr der anvendes regelmæssigt. Hvis udstyret ikke anvendes regelmæssigt, skal det inspiceres inden hver brug.
Inspektionen skal gennemføres i overensstemmelse med kravene i bilag IV i metanforordningen.
Hvad skal inspektionen omfatte?
Inspektionen skal blandt andet omfatte kontrol af, om:
- flammen er gået ud
- der er synlige tegn på røg
- der er synlige skader eller fejl på udstyret
- pilotbrænderen eller tændingssystemet fungerer
- udstyret anvendes og vedligeholdes i overensstemmelse med kravene
Hvis inspektionen viser uregelmæssigheder, skal I undersøge årsagen og afhjælpe forholdet hurtigst muligt.
Håndtering af uregelmæssigheder
Hvis I konstaterer uregelmæssigheder ved et flammetårn eller en anden forbrændingsanordning, skal I undersøge årsagen og rette op på forholdet.
Uregelmæssigheder skal som udgangspunkt afhjælpes inden for seks timer, eller så hurtigt som det er muligt.
Hvis uregelmæssigheden ikke kan afhjælpes inden for seks timer, skal I kunne dokumentere årsagen og beskrive, hvilke tiltag der er iværksat for at begrænse emissionerne.
Fjernovervågning og automatiske overvågningssystemer
I kan anvende fjernovervågningssystemer eller automatiske overvågningssystemer i stedet for fysiske inspektioner, hvis Energistyrelsen godkender det.
Hvis I ønsker at anvende fjernovervågning eller automatiske overvågningssystemer, skal I indsende en anmodning til Energistyrelsen.
Anmodningen skal beskrive:
- hvilket udstyr eller hvilke anlæg overvågningen vedrører
- hvilken teknologi der anvendes
- hvordan systemet opdager uregelmæssigheder
- hvordan systemet dokumenterer overvågningen
- hvordan der reageres på alarmer eller konstaterede fejl
- hvordan systemet sikrer mindst samme niveau af kontrol som fysiske inspektioner
Anmodninger om godkendelse af fjernovervågning eller automatiske overvågningssystemer sendes til Energistyrelsen på metan@ens.dk
Opbevaring af dokumentation
I skal opbevare dokumentation for inspektioner, uregelmæssigheder, afhjælpende tiltag og eventuel fjernovervågning.
Dokumentationen skal kunne stilles til rådighed for Energistyrelsen, hvis Energistyrelsen anmoder om det.
I skal overholde de frister, der gælder for de aktiver og aktiviteter, som er omfattet af metanforordningen.
Nedenfor finder I en samlet oversigt over frister for operatører. Oversigten er vejledende og ikke en udtømmende liste over alle indrapporteringsforpligtelser, som skal indsendes til Energistyrelsen på metan@ens.dk
| Frist | Hvem gælder fristen for? | Hvad skal indsendes? |
|---|---|---|
| Senest 5. februar 2027 | Operatører og foretagender med driftsaktiver | Rapport for driftsaktiver med kvantificering af metanemissioner på kildeniveau suppleret med målinger på anlægsniveau. |
| Senest 5. februar 2027 | Operatører og foretagender med ikke-driftsaktiver | Rapport med kvantificering af metanemissioner på kildeniveau for ikke-driftsaktiver, hvis aktiverne ikke allerede er rapporteret som driftsaktiver. |
| Senest 5. august 2028 | Operatører og foretagender med ikke-driftsaktiver | Rapport for ikke-driftsaktiver med kvantificering af metanemissioner på kildeniveau suppleret med målinger på anlægsniveau, hvis aktiverne ikke allerede er rapporteret som driftsaktiver. |
| Senest 31. maj hvert år | Operatører og foretagender med driftsaktiver | Årlig artikel 12-rapport for driftsaktiver med kvantificering på kildeniveau suppleret med målinger på anlægsniveau. Rapporten skal dække det senest tilgængelige kalenderår. |
| Senest 31. maj hvert år fra 2029 | Operatører og foretagender med ikke-driftsaktiver | Årlig artikel 12-rapport for ikke-driftsaktiver med kvantificering på kildeniveau suppleret med målinger på anlægsniveau, hvis aktiverne ikke allerede er rapporteret som driftsaktiver. Rapporten skal dække det senest tilgængelige kalenderår. |
| 31. maj hvert år | Operatører, der gennemfører LDAR-undersøgelser | Årlig LDAR-rapport, der sammenfatter resultaterne af alle LDAR-undersøgelser i det foregående år. En samlet oversigt over alle reparations- og overvågningsplaner skal også indsendes. |
| 31. maj hvert år | Operatører, der har haft afblæsnings- eller afbrændingshændelser | Årlig rapportering af alle relevante afblæsnings- og afbrændingshændelser efter artikel 16 og bilag III. |
| Senest 12 dage efter, at en lækage er detekteret | Operatører, der ikke kan reparere eller udskifte en komponent inden for de almindelige frister | Reparations- og overvågningsplan, hvis en lækage ikke kan repareres eller håndteres inden for fristerne i artikel 14. |
| Senest 48 timer efter hændelsens start eller efter, at I blev bekendt med hændelsen | Operatører, der har haft en afblæsnings- eller afbrændingshændelse | Underretning om hændelser, der skyldes nødsituation eller funktionsfejl, eller som varer otte timer eller mere inden for 24 timer som følge af én enkelt hændelse. |
| Senest 6 måneder efter idriftsættelse | Operatører med nye anlæg | LDAR-program for det nye anlæg. |
| Senest 12 måneder efter idriftsættelse | Operatører med nye anlæg, der ikke kan opfylde kravene om | Eventuel gennemførelsesplan, hvis kravene i artikel 15 ikke kan opfyldes rettidigt på grund af en ekstraordinær forsinkelse. |
| Operatører med nye anlæg, der ikke kan opfylde kravene om begrænsning af afblæsning og afbrænding | ||
| Hurtigst muligt | Operatører, der ændrer deres LDAR-program | Opdateret LDAR-program. |
Gældende forpligtelser for importører
Hvis I importerer råolie, naturgas eller kul fra lande uden for EU og bringer det i omsætning på EU-markedet, kan I være omfattet af importørforpligtelserne i metanforordningen.
Importørforpligtelserne handler om, at importører skal indsamle, dokumentere og indberette oplysninger om metanemissioner fra produktionen af de fossile energiprodukter, der importeres til EU.
Formålet er at skabe større gennemsigtighed om metanemissioner i de globale forsyningskæder for råolie, naturgas og kul.
Hvornår er man importør?
I kan være importør efter metanforordningen, hvis I importerer råolie, naturgas eller kul fra et land uden for EU og bringer produktet i omsætning på EU-markedet.
Forpligtelserne gælder for importører af:
- råolie
- naturgas, herunder LNG
- kul
Reglerne gælder for produkter med oprindelse i tredjelande. Det betyder, at I som importør skal være opmærksomme på, hvilket land produktet stammer fra, og hvilke oplysninger I kan få fra eksportører, producenter eller andre led i forsyningskæden.
Hvad skal indberettes til Energistyrelsen?
I skal indberette oplysningerne i overensstemmelse med elementerne i bilag IX i metanforordningen.
Det omfatter blandt andet følgende:
- oplysninger om importøren, eksportøren og producenten
- produktets oprindelsesland
- de importerede mængder
- oplysninger om måling, rapportering, verifikation og reduktion af metanemissioner
Indberetningen skal give Energistyrelsen et grundlag for at vurdere, om I har indsamlet og fremlagt de oplysninger, der kræves efter metanforordningen.
Hvis oplysningerne er ufuldstændige, skal I give en velunderbygget begrundelse for, hvorfor oplysningerne ikke kan indsendes fuldt ud. I skal samtidig beskrive, hvilke konkrete skridt I har taget for at forsøge at få
Frist for indberetning
Importører skal indsende oplysningerne i overensstemmelse med bilag IX i metanforordningen senest den 31. maj hvert år for senest tilgængelige kalenderår.
Oplysninger skal sendes til Energistyrelsen på metan@ens.dk
Kontrakter om import fra tredjelande
Fra den 1. januar 2027 skal importører kunne dokumentere, at nye eller fornyede kontrakter om levering af råolie, naturgas eller kul fra tredjelande omfatter krav om måling, rapportering og verifikation af metanemissioner på producentniveau.
Kravet gælder for gældende kontrakter, der er indgået eller fornyet den 4. august 2024 eller senere.
For kontrakter, der er indgået før den 4. august 2024, skal importører gøre alle rimelige bestræbelser på at få tilsvarende krav indarbejdet i kontrakten. Hvis det ikke er muligt, skal importøren kunne begrunde dette og beskrive, hvilke skridt der er taget.
Metanintensitet
Senest den 5. august 2028 og hvert år derefter skal importører rapportere metanintensiteten for produktionen af den råolie, naturgas eller kul, som de bringer i omsætning på EU-markedet.
Metanintensiteten skal opgøres efter den metode, som Kommissionen fastsætter.
Når Kommissionen har fastsat maksimale værdier for metanintensitet, skal importører også kunne dokumentere, at metanintensiteten for den importerede råolie, naturgas eller kul ligger under de fastsatte maksimumsværdier.
Vigtige frister for importører
Som importør skal I overholde de frister, der gælder for import af råolie, naturgas og kul fra lande uden for EU.
Nedenfor finder I en samlet oversigt over centrale frister for importører. Oversigten er vejledende og ikke en udtømmende liste over alle forpligtelser i metanforordningen.
| Frist | Hvem gælder fristen for? | Hvad skal indsendes? |
|---|---|---|
| Senest 31. maj hvert år | Importører af råolie, naturgas eller kul fra lande uden for EU | Årlig indberetning af oplysninger i overensstemmelse med elementerne i bilag IX i metanforordningen. Hvis oplysningerne ikke kan gives fuldt ud, skal I begrunde det og beskrive, hvilke skridt I har taget for at skaffe oplysningerne. |
| Senest 5. august 2028 og hvert år derefter | Importører af råolie, naturgas eller kul fra lande uden for EU | Rapportering af metanintensiteten for produktionen af den råolie, naturgas eller kul, som I bringer i omsætning på EU-markedet. Rapporteringen skal ske efter den metode, som Kommissionen fastsætter. |
Kontrakt- og dokumentationskrav
| Frist | Hvem gælder fristen for | Hvad skal I kunne dokumentere | Bemærkning |
|---|---|---|---|
| Fra 1. januar 2027 | Importører med kontrakter om råolie, naturgas eller kul, der er indgået eller fornyet den 4. august 2024 eller senere | I skal kunne dokumentere, at den importerede råolie, naturgas eller kul er produceret under måle-, rapporterings- og verifikationsforanstaltninger på producentniveau, som er ækvivalente med kravene i metanforordningen. | Gælder for relevante kontrakter, der er indgået eller fornyet efter metanforordningens ikrafttræden. |
| Fra 1. januar 2027 | Importører med kontrakter om råolie, naturgas eller kul, der er indgået før den 4. august 2024 | I skal gøre alle rimelige bestræbelser på at sikre, at kontrakterne opfylder tilsvarende krav om måling, rapportering og verifikation på producentniveau. | Hvis det ikke er muligt, skal I kunne dokumentere, hvilke skridt I har taget, og hvorfor kravene ikke kan opfyldes fuldt ud. |
| Senest 5. august 2030 | Importører af råolie, naturgas eller kul fra lande uden for EU | I skal kunne dokumentere, at metanintensiteten for produktionen af den importerede råolie, naturgas eller kul ligger under de maksimale værdier, som Kommissionen fastsætter. | Kravet gælder efter de regler og metoder, som Kommissionen fastsætter. |
| Fra 5. august 2030 | Importører med kontrakter om råolie, naturgas eller kul, der er indgået eller fornyet den 5. august 2030 eller senere | Nye eller fornyede kontrakter skal vedrøre råolie, naturgas eller kul, hvor metanintensiteten ligger under de fastsatte maksimale værdier. | For kontrakter indgået før denne dato skal importøren gøre alle rimelige bestræbelser på at opfylde kravet. |
Hvis I er i tvivl om, hvilke frister der gælder for jeres import eller kontrakter, kan I kontakte Energistyrelsen på metan@ens.dk
Offentliggørelser
Nedenfor finder du information, der offentliggøres i overensstemmelse med metanforordningen.
Download de aktuelle inspektionsrapporter for operatører omfattet af metanforordningen:
I henhold til artikel 18 i metanforordningen er EU’s medlemsstater forpligtet til at offentliggøre og årligt opdatere en fortegnelse over alle inaktive, midlertidigt lukkede, permanent lukkede eller forladte olie- og gasbrønde inden for deres territorium. Den første brøndfortegnelse blev offentliggjort den 5. august 2025.
I Danmark udarbejdes og ajourføres denne brøndfortegnelse af Energistyrelsen med bidrag fra operatørerne. Operatørerne leverer oplysninger om brønde, der er omfattet af deres eneretstilladelser.
I nedenstående afsnit kan følgende indhold tilgås:
- En samlet brøndfortegnelse over inaktive-, midlertidigt lukkede-, permanent lukkede og forladte olie- og gasbrønde i Danmark
- Individuelle integritetsvurderinger for permanent lukkede og forladte brønde
- Kvantificering af metanemissioner fra alle inaktive- og midlertidigt lukkede brønde
- Et kort med overblik over brøndenes placering og stamdata.
Inaktive, midlertidigt lukkede, permanent lukkede eller forladte olie- og gasbrønde er i metanforordningen defineret som nedenfor, jf. artikel 2 stk. 38-40:
- Inaktiv brønd: En olie- eller gasbrønd eller et olie- eller gasbrøndområde til efterforskning eller produktion, onshore eller offshore, hvor der i mindst ét år ikke har fundet efterforsknings- eller produktionsaktiviteter sted, med undtagelse af midlertidigt lukkede brønde og permanent lukkede og forladte brønde.
- Midlertidigt lukket brønd: En olie- eller gasbrønd eller et olie- eller gasbrøndområde til efterforskning eller produktion, onshore eller offshore, hvor der er installeret brøndbarrierer for midlertidigt at isolere produktionsbeholderen [the producing reservoir], og hvor der stadig er adgang til brønden.
- Permanent lukket og forladt brønd: En olie- eller gasbrønd eller et olie- eller gasbrøndområde til efterforskning eller produktion, onshore eller offshore, som er blevet lukket og ikke vil blive taget i brug igen, hvor al driften er blevet indstillet, og hvor alle installationer, der er forbundet med brønden, er blevet fjernet i overensstemmelse med de gældende reguleringsmæssige krav, og hvor der kan fremlægges dokumentation, jf. bilag V, del 1, punkt 3.
Metanforordningens bilag V del 1 pkt. 1 stiller krav til at følgende informationer skal være indeholdt i fortegnelsen over inaktive, midlertidigt lukkede og permanent lukkede og forladte olie og gas brønde.
- Operatørens, ejerens eller rettighedshaverens navn og adresse.
- Brøndens eller brøndområdets navn, type og placering med angivelse af, om der er tale om en inaktiv brønd, en midlertidigt lukket brønd eller en permanent lukket og forladt brønd.
- Et kort over brøndens eller brøndområdets afgrænsning, hvis det er muligt.
- Resultaterne af foretaget kvantificering af metanemissioner til luft og vand.
Metanforordningens bilag V del 1 pkt. 2 stiller krav til at følgende informationer kan være indeholdt i fortegnelsen over permanent lukkede og forladte olie og gas brønde.
- Datoer for første boring og sidste driftsaktivitet.
- Retning (vertikal, horisontal og devierende).
- Brøndens totale dybde.
- Om der er indtruffet bemærkelsesværdige hændelser under boreprocessen, f.eks. "kicks".
- Om brønden har været i forbindelse med gas med betydelige mængder af svovlforbindelser (sur gas) eller spor af svovlforbindelser (sød gas).
- Seismiske data for brønden i de øverste 1000 m af boringsforløbet i en radius af 1000 m.
- Den seneste rapport om vurdering af brøndens integritet.
- Om brønden er en efterforsknings- eller produktionsbrønd.
- Om brønden har været i forbindelse med overfladenære gaslommer, overfladenære gaszoner eller zoner med tab af borevæske.
- Om brønden er onshore (angiv, om der er tale om byområde, landdistrikt eller andet) eller offshore (angiv vanddybde).
- I tilfælde af offshorebrønde oplysninger om eventuelle forhold på havbunden, som kan bidrage til metanmigration gennem vandsøjlen.
- Oplysninger om status for brøndens livscyklus (aktiv, inaktiv, forseglet borehul, afviklet på overfladen osv.)
- Om afviklede brøndes brønddæksler har afblæsning.
Metanforordningens bilag V del 1 pkt. 3 stiller krav til at følgende informationer skal være indeholdt i fortegnelsen over permanent lukkede og forladte olie og gas brønde.
- De seneste kendte målinger eller den seneste kendte kvantificering af metanemissioner til luft og vand, hvis sådanne foreligger
- Oplysninger, som angiver, at den relevante kompetente myndighed har certificeret, at den pågældende brønd eller det pågældende brøndområde opfylder kriterierne i artikel 2, nr. 40)
- Dokumentation, der er tilstrækkelig til at påvise, at der ikke er metanemissioner fra brønden eller brøndområdet, herunder emissionsfaktorbaseret eller stikprøvebaseret kvantificering eller pålidelig dokumentation for permanent isolering under overfladen i overensstemmelse med standarden ISO 16530-1:2017:
- I. For alle brønde, der er permanent lukkede og forladte den 3. august 1994 eller derefter.
- II. For alle brønde, der er permanent lukkede og forladte inden den 3. august 1994, hvis en sådan dokumentation foreligger.
Brøndfortegnelse over alle inaktive, midlertidigt lukkede og permanent lukkede og forladte olie- og gasbrønde på dansk territorium, som indeholder information specificeret i metanforordningen, findes nedenfor.
Download seneste brøndfortegnelse
Brøndfortegnelsen er senest opdateret den 2. juli 2026.
Kategoriseringen af inaktive og midlertidigt lukkede brønde gælder pr. 31. december 2025 og opdateres herefter årligt med en skæringsdato pr. 31. december.
I brøndfortegnelsen indgår oplysninger om Energistyrelsens proces for godkendelse af lukningerne af de endeligt lukkede og forladte brønde. En generel beskrivelse af denne proces kan tilgås her.
Som et bidrag til offentliggørelsen af brøndfortegnelsen, har Energistyrelsen udviklet en kortportal. I kortportalen findes et overblik over placeringerne af danske olie- og gasbrønde. Staminformationer for hver brønd vises, når der klikkes på en brønd. Ligeledes gives et overblik over brøndenes status og ansvarlige operatører.
Metanforordningens bilag V stiller krav om at der for endeligt lukkede og forladte brønde (PPA-brønde) skal offentliggøres dokumentation, der er tilstrækkelig til at påvise, at der ikke er metanemissioner fra brønden eller brøndområdet. Derfor er der lavet specifikke vurderinger af alle PPA-brøndenes integritet efter internationale standarder, baseret på de rapporter, de ansvarlige operatører har indsendt til Energistyrelsen om de enkelte brønde.
For de brønde, der stadig er omfattet af en aktiv eneretstilladelse, er vurderingerne foretaget af den ansvarlige operatør. Energistyrelsen har foretaget vurderingerne af de brønde, der ikke længere er omfattet af en aktiv eneretstilladelse.
Metanforordningens artikel 18 stk. 3 stiller krav til at operatører skal forelægge rapporter med oplysninger om kvantificering af metanemissioner og, hvis trykovervågningsudstyr forefindes, oplysninger om trykovervågning fra alle inaktive brønde og midlertidigt lukkede brønde for de kompetente myndigheder senest den 5. maj 2026 og senest den 31. maj hvert år derefter.
Energistyrelsen modtager disse oplysninger fra operatører i den danske Nordsø, og oplysningerne er gjort tilgængelige nedenfor. Oplysningerne indgår desuden i brøndfortegnelsen.
TotalEnergies EP Danmark A/S – kvantificering af metanemissioner fra inaktive brønde og midlertidigt lukkede brønde:
- Metodebeskrivelse
- Resultater fra kvantificeringen af metanemissioner for TotalEnergies brønde findes under fane 1.1 i den samlede brøndfortegnelse ovenfor
INEOS E&P A/S – kvantificering af metanemissioner fra inaktive brønde og midlertidigt lukkede brønde
Love og regler for metanforordningen
Her finder du en oversigt over de centrale love og regler samt information om gebyr til dækning af de administrative omkostninger der er forbundet med Energistyrelsens opgavevaretagelse efter metanforordningen.
På EU-Kommissionens hjemmeside kan du finde yderligere information, vejledningsmateriale og retsakter.
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2024/1787 af 13. juni 2024 om reduktion af metanemissioner i energisektoren og om ændring af forordning (EU) 2019/942.
Lov om supplerende bestemmelser til forordning om reduktion af metanemissioner i energisektoren - LOV nr. 390 af 18/03/2026.
Loven supplerer Europa-Parlamentets og Rådets forordning om reduktion af metanemissioner i energisektoren og om ændring af forordning (EU) 2019/942, (EU) 2024/1787 af 13. juni 2024 med senere ændringer (metanforordningen), med henblik på at sikre forordningens anvendelse i Danmark.
Bekendtgørelse om supplerende bestemmelser til forordningen om reduktion af metanemissioner i energisektoren - BEK nr. 312 af 26/03/2025.
Bekendtgørelsen vedrører Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1787 af 13. juni 2024 om reduktion af metanemissioner i energisektoren og om ændring af forordning (EU) 2019/942.
Energistyrelsen opkræver årligt et gebyr hos metanaktører til dækning af de administrative omkostninger, der er forbundet med styrelsens opgavevaretagelse i henhold til metanforordningen, -loven og -bekendtgørelsen.
Kontaktformular
Har du ikke fået svar på dine spørgsmål? Du kan benytte kontaktformularen til at kontakte os i Energistyrelsen. Du må gerne være så konkret i din henvendelse som muligt.