Miljøkonsekvensrapport for udbygning og drift af Hejre-feltet i Nordsøen sendes i høring
Miljøkonsekvensrapporten for udbygning og drift af Hejre-feltet er nu tilgængelig for offentligheden, og der kan indgives kommentarer til og med den 1. september 2023.
Oversigtskort over placeringen af Hejre-feltet og andre olie- og gasanlæg i den danske sektor af Nordsøen.
Det er nu muligt for offentligheden, herunder myndigheder og organisationer, at indgive kommentarer eller stille spørgsmål til miljøkonsekvensrapporten for udbygning, drift og afvikling af Hejre-feltet i Nordsøen til Energistyrelsen.
Energistyrelsen har modtaget ansøgning
Energistyrelsen har den 23. december 2022 modtaget en ansøgning om tilladelse til udbygning og drift af Hejre-feltet fra INEOS E&P A/S. Projektet er beliggende på den danske kontinentalsokkel i Nordsøen ca. 300 km vest for den danske vestkyst og omfatter bl.a.:
- konstruktion og installation af en ubemandet topside på det eksisterende Hejre-fundament,
- etablering af en ca. 30 km lang rørledning til Syd Arne-feltet, og
- etablering af et ca. 30 km strømkabel fra Syd Arne til Hejre samt muligheden for boring af en yderligere brønd fra Hejre-platformen.
Energistyrelsen er miljømyndighed for projektet.
Miljøkonsekvensrapport og relevante dokumenter kan hentes
Sammen med ansøgningen har INEOS E&P A/S udarbejdet en miljøkonsekvensrapport, der belyser miljøpåvirkninger i Danmark fra udbygning, drift og afvikling af Hejre-feltet. Derudover har selskabet udarbejdet en Espoo-rapport, der belyser eventuelle grænseoverskridende miljøpåvirkninger fra projektet i Danmark.
Relevante dokumenter
Dokumentation i relation til miljøkonsekvensrapporten for den planlagte udbygning og drift af Hejre-feltet består af et ikke-teknisk resumé og tilhørende rapport samt resumé af ansøgningen for projektet i Nordsøen.
Miljøkonsekvensrapporten og Espoo-rapporter er også tilgængelige på engelsk og/eller tysk.
Miljøkonsekvensrapporten med tilhørende bilag er fremlagt for offentligheden fra den 30. juni 2023 til og med den 1. september 2023, og sendt til de danske myndigheder og organisationer.
Hent dokumenterne på Energistyrelsens hjemmeside samt på www.hoeringsportalen.dk.
Frist for kommentarer er den 1. september 2023
Bemærkninger til vurderingen af miljøpåvirkningerne i Danmark, eller til de grænseoverskridende miljøpåvirkninger af Hejre-projektet fra Danmark, kan sendes til Energistyrelsen, ens@ens.dk med kopi til indvindingsekr@ens.dk eller med almindelig post til Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V, senest den 1. september 2023.
Fakta om Hejre-feltet
- INEOS E&P A/S er operatør af Hejre, som er placeret i licens 05/98 i den danske del af Nordsøen.
- Hejre-feltet er et oliefelt med højt tryk og høje temperaturer med tilhørende gas
- Olien befinder sig i et reservoir beliggende i sandsten i mere end 5.000 meters dybde og med en temperatur omkring 160 grader celsius
- Hejre-projektet er planlagt at være i drift fra 2027 og der forventes en produktion på maks. 25.000 tønder olie om dagen som gradvist vil falde under feltets levetid.
Kontaktinfo
Oplysninger om miljøkonsekvensrapporten kan fås ved henvendelse til Energistyrelsen, Mads Kløve Hallstrøm, tlf. 33 95 08 37, e-mail: mklh@ens.dk.