En milliard kroner til forskning – 68 milliarder kroner i eksport

Danmark eksporterede energiteknologi for 67,6 milliarder kroner i 2013, og eksporten er steget de seneste år. En væsentlig forudsætning for denne succes er de danske energi-forskningsprogrammer, der hvert år investerer omkring en milliard kroner i forskning og innovation.

977 millioner kroner. Så mange penge investerede de danske energiforskningsprogrammer i forskning og udvikling af dansk energiteknologi i 2013. Det viser energiforskningsprogrammernes årspublikation Energi14, som blev offentliggjort i går ved konferencen ”EnergiForsk 2014 – Danmark i front på energiområdet”.

Investeringerne i energiforskning og -udvikling udgør hele 4,7 procent af den samlede offentlige støtte til forskning, men pengene er godt givet ud. Tal fra Dansk Energi, Energistyrelsen og DI Energi viser, at Danmarks eksport af energiteknologi er mere end fordoblet siden 2000. Det gør Danmark til det land i EU, hvor energiteknologi udgør den største del af den samlede vareeksport. Det er især eksporten af grøn energiteknologi, der driver eksportfremgangen. Eksporten af grøn energiteknologi - som forskningsindsatsen især har rettet sig imod - er således næsten firedoblet siden år 2000, og udgjorde i 2013 størstedelen af den danske eksport af energiteknologi.

- ”Energimilliarden” løfter den danske energisektor og bidrager til, at vi fastholder Danmarks position som et af de førende lande inden for energiteknologi. Vores mange forskellige programmer har den styrke, at vi støtter forskellige faser i projekterne, siger Torkil Bentzen, bestyrelsesformand for EUDP, der sammen med InnovationsFonden, ForskEl, ForskVE og ELFORSK udgør de danske energiforskningsprogrammer.

­- Teknologierne kan få den nødvendige støtte lige fra idefasen, over udviklingsfasen til den endelige kommercialisering, som skaber eksport og arbejdspladser og bidrager til den grønne omstilling af det danske energisystem, siger han.

Støtten i 2014 ligger på niveau med de foregående år, da programmerne siden 2010 har investeret ca. en milliard kroner i forskellige teknologier, som kan bidrage til at gøre det danske energisystem fri for fossile brændsler i 2050, sikre eksport og arbejdspladser og skabe grundlag for stor dansk deltagelse i EU´s mange forsknings- og innovationsprogrammer.

Årets energinøgletal

  • 977 millioner kroner i støtte til udvikling af dansk energiteknologi i 2013
  • Støtten til energiforskning udgør 4,7 procent af den samlede offentlige støtte til forskning
  • Danmarks eksport af energiteknologi i 2013 var på 67,6 milliarder kroner. Dermed steg eksporten af energiteknologi med næsten 11 procent i forhold til året før
  • Eksporten af grøn energiteknologi steg med 17,6 procent. 
  • Samlet set udgør den danske energiteknologi 10,8 pct. af den samlede vareeksport. Det er den største andel blandt EU-landene.
  • Vind og energieffektivitet var de teknologiområder, der fik størst støtte i 2013, mens sol og bølgeenergi fik mindst.

energi14.energiforskning.dk er det muligt at læse flere nøgletal.

Cases som bilag

Vedlagt denne pressemeddelelse er to mini-cases samt en større case om projekter, der er blevet støttet af de danske energiforskningsprogrammer.

Cases for projekter støttet af danske energiforskningsprogrammer, Energi14 årsberetning

Morten Christensen
Fuldmægtig
Center for Organisation
Tlf.: 33 92 68 58
MOC@ens.dk

Pressechef
Ture Falbe-Hansen
Mail Icon