Ny VVM-proces for Vesterhav Syd igangsættes

Ny VVM-proces for Vesterhav Syd igangsættes

Energiklagenævnet har ophævet og hjemvist den del af etableringstilladelsen til Vesterhav Syd Havvindmøllepark, der vedrører vurderingen af virkningerne på miljøet, til fornyet behandling i Energistyrelsen. En ny VVM-proces er nu igangsat.

Energiklagenævnet har med en afgørelse den 20. december 2018 afsluttet klagesagsbehandlingen af en række klager over Vesterhav Syd Havvindmølleparker.

Energiklagenævnet har i afgørelsen ophævet den del af Energistyrelsens tilladelse til etablering af Vesterhav Syd Havvindmøllepark, der vedrører vurderingen af virkningerne på miljøet. Nu skal der udarbejdes et VVM-tillæg, der omfatter det konkrete projekt, og først herefter kan Energistyrelsen træffe endelig afgørelse i sagen under inddragelse af den berørte offentlighed og med mulighed for klageadgang.

Se Energiklagenævnets afgørelse

Energistyrelsen har derfor i dag sendt en meddelelse til Vattenfall Vindkraft Vesterhav Syd P/S om igangsættelse af ny VVM-proces for Vesterhav Syd Havvindmøllepark, der vil omfatte det konkrete projekt og høring af den berørte offentlighed. Der vil også være klageadgang.

Etableringstilladelse for Vesterhav Nord forventes genoptaget

Energiklagenævnets afgørelse vedrører ikke direkte Vesterhav Nord Havvindmøllepark. Energistyrelsen forventer dog også delvist at genoptage etableringstilladelsen til Vesterhav Nord projektet for at træffe en endelig afgørelse med klageadgang. Lighederne mellem de to havvindmølleprojekter Vesterhav Nord og Syd betyder endvidere, at der også for Vesterhav Nord kan blive tale om at gennemføre en fornyet VVM-vurdering med inddragelse af offentligheden. Det vil bero på en nærmere konkret vurdering.

Kontakt: Pressechef Ture Falbe-Hansen, Energistyrelsen, mobil: +45 25 13 78 46, e-mail: tfh@ens.dk

Pressechef
Ture Falbe-Hansen
Mail Icon