Ny aftale fordobler energibesparelserne

I løbet af de næste tre år skal der gøres en ekstra indsats for at spare på energien. Samlet skal der spares energi svarende til et års forbrug i omkring 400.000 husstande.

Det fremgår af en aftale, der i dag er indgået mellem klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard og net- og distributionsselskaberne.

Den nye aftale betyder, at net- og distributionsselskaberne inden for el, naturgas, fjernvarme og olie skal fordoble deres indsats for at spare på energien. Det vil praktisk ske ved at selskaberne hjælper deres kunder – det kan være virksomheder eller private – med at reducere energiforbruget. Selskabernes indsats kan blandt andet bestå i rådgivning, faglig og finansiel bistand.

"Jeg er meget glad for, at vi har fået denne aftale på plads, og jeg vil gerne takke energiselskaberne for det konstruktive forløb og for, at de påtager sig opgaven med at realisere de væsentligt øgede sparemål”, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

I forbindelse med energiforliget fik net- og distributionsselskaberne forøget deres spareforpligtelse i forhold til den nuværende aftale fra 2009. Og nu er der altså enighed om, hvordan det skal føres ud i praksis. Ifølge aftalen skal selskaberne medvirke til at realisere energibesparelser på i alt 10,7 PJ (petajoule) i 2013 og 2014 og 12,2 PJ i 2015.

 ”Med denne aftale tages der et afgørende skridt i forhold til at opfylde vores målsætninger for energieffektivitet i Danmark. Vi har fundet en god model i Danmark, hvor energiselskaberne har en hovedrolle i indsatsen for at spare på energien. Med denne aftale tager vi endnu et skridt, og jeg er sikker på at energiselskaberne vil fortsætte med at løfte opgaven”, siger Martin Lidegaard.

Med den nye aftale er der særligt fokus på at få en indsats, der er så omkostningseffektiv som muligt. Derfor er det blandt andet aftalt, hvordan man letter administration ved opgørelse og dokumentation af besparelserne.

Faglige spørgsmål: Kontorchef i Energistyrelsen Henrik Andersen, tlf: 33 92 67 24, hea@ens.dk eller fuldmægtig Jon Trap Jespersen, tlf: 33 92 67 18, jtj@ens.dk

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard træffes via pressechef Claus Kaae-Nielsen. clkaa@kebmin.dk eller 41729011.

English version of this Press Release, Energiselskabernes spareindsats


Energispareaftalen af 13. november 2012 med net- og distributionsselskaberne

Henrik Andersen
Kontorchef
Center for Erhverv og Energieffektivitet
Tlf.: 40 13 37 40
hea@ens.dk
 

Jon Trap Jespersen
Fuldmægtig
Center for Klima og Energiøkonomi
Tlf.: 33 92 67 18
jtj@ens.dk

Pressechef
Ture Falbe-Hansen
Mail Icon