Mød Emil de Bekker Steffensen, der arbejder som fuldmægtig i Center for Systemanalyse & Innovation

Emil startede i Energistyrelsen i juli 2022 blot en måned efter at have afsluttet sin uddannelse som kemiingeniør på Syddansk Universitet. Han sidder nu i et team på ni personer, der arbejder med økonomiske og tekniske beregninger af morgendagens grønne teknologier.

Emil beskæftiger sig særligt med ’Power-to-X’-området, der dækker over forskellige teknologier, som forsøger at udnytte strøm (power) fra vindmøller og solceller til at producere bæredygtige brændstoffer eller kemikalier (X) i stor skala. At Emil sidder og analyserer Power-to-X-teknologier giver rigtig god mening, da det netop var det emne, som han skrev speciale om på ingeniørstudiet og stadig brænder for.

En spændende og varieret hverdag

I naturlig forlængelse heraf har Emil leveret input til Energistyrelsens såkaldte ’teknologi-kataloger’, som beskriver og anviser eksisterende og fremtidige tech-løsninger, der kan være med til at optimere energisystemet og accelerere den grønne omstilling. For øjeblikket skriver han på et teknologikatalog om den proces, han også arbejdede med på kandidaten, nemlig ’bio-metanisering’, hvor mikroorganismer omsætter CO2 fra biogas og brint til metan. Emil har også været inde over beregningerne til styrelsens store årlige udgivelser, Klimafremskrivningen (KF) og Analyseforudsætninger (AF).

Når Emil ikke sidder og analyserer data og potentialet for nye teknologier, går arbejdsdagen med at svare på spørgsmål fra kolleger i styrelsen, ministeriet og andre interessenter. Og endelig sørger han for at være i løbende kontakt med folk fra industrien og forskningsmiljøet ved at deltage i forskellige konferencer og dialogfora.

Alt sammen opgaver, der er med til at skabe en varierende arbejdsdag, hvor Emil kan gøre brug af både sin høje faglighed og udadvendte kompetencer.

Fik varm velkomst som nyuddannet

På trods af sin manglende erfaring på arbejdsmarkedet har Emil fra dag ét følt sig taget rigtig godt imod af de mere end 80 kolleger i Center for Systemanalyse og Innovation:

”I min afdeling, hvor vi arbejder meget på tværs af fagligheder og afdelinger i styrelsen, har vi et rigtigt godt samarbejde og en hyggelig tone. Jeg har fået plads til at stille de spørgsmål, jeg har haft brug for, og har kunnet ”spille bold” op ad mere erfarne kolleger. Det er gået ret hurtigt med at lære mange at kende, da hele centeret spiser frokost sammen hver dag i kantinen, ligesom vi tager ud af huset til et socialt arrangement to gange om året. Styrelsen holder også to store fester til sommer og jul, som altid gør noget godt for fællesskabet”.

Image
Emil spiser hver dag frokost med afdelingen i Energistyrelsens kantine – et ritual han ser som én af forudsætningerne for et godt kollegaskab.
Emil spiser hver dag frokost med afdelingen i Energistyrelsens kantine – et ritual han ser som én af forudsætningerne for et godt kollegaskab (©Energistyrelsen).

 

Selv om Emil er ny i styrelsen, føler han sig på ingen måde ”fagligt” overset:

”Der er stor forståelse for, at jeg er ny på arbejdsmarkedet, og samtidig føler jeg, at der er stor respekt for min faglighed. Jeg har også ret stor frihed til at tilrettelægge min egen dag og bliver ofte opfordret af mine chefer til at dele mine idéer og tage til konferencer, som jeg vurderer er fagligt vigtige”, fortæller Emil.

På samme måde blev Emil positivt overrasket, da han som en af sine første opgaver blev bedt om at holde en præsentation for kollegerne om sit kandidatstudie:

”Det var fedt at opleve, at man helt fra starten af, blev opfattet som eksperten på noget og få følelsen af at være den af alle ens kolleger, der havde mest viden om ét bestemt felt”.

Meningsfuldt arbejde med stor frihed

For Emil, der har bopæl uden for København, hvor styrelsens hovedafdeling holder til, betyder den høje grad af fleksibilitet i jobbet også rigtig meget. Derudover sætter han stor pris på at arbejde med et område med stor samfundsnytte, hvor han rent faktisk kan være med til at drive Danmark i en grønnere og mere bæredygtig retning:

”Jeg pendler frem og tilbage fra Odense og har rigtig stor frihed til at arbejde i toget og selv tilrettelægge mine opgaver henover ugen gennem hjemmearbejdsdage. Og så oplever jeg at arbejde konkret med den grønne omstilling. Det er fedt, at jeg kan knytte det, medierne skriver om – og nyhederne viser – direkte til mit arbejdsfelt. Det er også noget, mine venner har bemærket”, siger Emil med et smil.

Læs flere "Mød en medarbejder"-portrætter

Læs om Energistyrelsens arbejde med Power-to-X og grøn brint

Se vores ledige stillinger 

Kontakt

Fuldmægtig
Coco Heitman
Mail Icon
Fuldmægtig
Emil de Bekker Steffensen
Mail Icon