Ny rapport om metantab fra danske biogasanlæg
Rambøll har udført en ny undersøgelse for Energistyrelsen af metantabet fra biogas- og rensningsanlæg. Undersøgelsen viser, at de deltagende anlæg gennemsnitligt havde et metantab på 2,5 pct. Energistyrelsen vil fremlægge forslag til regulering, der kan reducere metantabet.
I forlængelse af den tidligere regerings Klima- og luftudspil fra oktober 2018 blev der med ”Aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti: Finansloven for 2019” af 30. november 2018 igangsat en målrettet indsats til reduktion af metanlækage fra biogasanlæg. Projektet havde til formål både at bistå de deltagende biogasanlæg med at identificere og reducere metanlækager og at kvantificere metantabet fra anlæggene.
Rambøll’s afsluttende rapport med projektets resultater viser et gennemsnitligt metantab på 2,5 pct. fra de anlæg, der deltog i projektet, samt at nogle anlæg har et relativt højt tab. Det laveste gennemsnitlige metantab ses hos biogasfællesanlæggene (1,9 pct.), mens det højeste er målt hos renseanlæggene (7,7 pct.).
Behov for regulering der reducerer metantab
Undersøgelsens resultater understreger, at der er behov for at få indført regulering på området. Det er vigtigt, at metanlækager reduceres for at bevare den positive klimaeffekt ved biogas, således at den stadig understøtter den grønne omstilling. Samtidig er der også et økonomisk incitament for biogasanlæg i at reducere metantabet, da lækager reducerer det samlede gasudbytte.
Af helt konkrete kilder til metanlækage fremhæves i rapporten især utætte tryk-/vakuumventiler samt manglende overdækning af efterlagertanke/slamlager. Dette er vigtig viden, som Energistyrelsen vil benytte til at vurdere, hvordan en fremtidig regulering af metanemissioner fra biogasanlæg bedst kan udformes. Samtidig må det også forventes, at en del anlæg på baggrund af rapportens nye oplysninger selv tager initiativ til at reducere deres metanemission for at undgå indtægtstab.
Betydning for historisk udledning og fremskrivning
Rapporten kan få betydning både for den historiske udledning og for den fremadrettede klimafremskrivning. I Klimafremskrivningen 2021 har der været regnet med et gennemsnitligt metantab på 1 pct. fra biogasanlæg, mens DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi - hidtil har regnet med en lækagerate på ca. 4,2 pct. i opgørelsen over historiske danske emissioner. Der vil derfor nu være en dialog med DCE om, hvordan denne nye viden kan indgå ved opgørelse af de historiske udledninger og i de kommende klimafremskrivninger.
Læs rapporten "Målrettet indsats for at mindske metantab fra danske biogasanlæg", august 2021 på Energistyrelsens hjemmeside.
Fakta:
- I 2019 igangsatte Energistyrelsen et projekt, der skulle indsamle viden, der kunne benyttes til en fremtidig indsats for at reducere metantab fra danske biogasanlæg. Formålet med projektet var at give et billede af omfanget af metanemission fra biogasanlæg.
- 60 biogasanlæg deltog i projektet, og 9 øvrige biogasanlæg indsendte målerapporter. Tidligere måleprojekter har været med færre anlæg. I 2015 udførte Dansk Gasteknisk Center et projekt, der viste en gennemsnitlig lækage fra 9 danske biogasanlæg på 4,3 pct. af biogasproduktionen, og i 2016 gennemførte DGC et projekt, i et samarbejde med Energistyrelsen og Biogas Danmark, der viste et metantab mellem 1,1 og 3,3 pct. for 6 undersøgte anlæg.
Kontakt:
Nathalie Josephine Jacobsen, fuldmægtig. njjb@ens.dk, 33 95 09 15