20.000 boligejere vil skrotte oliefyret

1. juli 2011

Med en stærk slutspurt kommer skrotningsordningen for oliefyr op på ca. 20.000 ansøgninger fra boligejere, der ønsker at skifte oliefyret ud med fjernvarme, varmepumper eller solvarme.

Skrotningsordningen for oliefyr lukkede for nye ansøgninger den 30. juni. En meget stor del af de 20.000 ansøgninger vil blive omsat til konkrete projekter, hvor oliefyret erstattes af en mere klimavenlig energikilde.

Klima- og energiminister Lykke Friis siger:

- Med den store interesse, der har været for ordningen inden lukketid er vi nu tæt på 20.000 ansøgninger fra boligejere, der ønsker at skifte oliefyret ud med mere klimavenlig opvarmning. Det er meget tilfredsstillende. Ordningen har ikke alene bidraget positivt til at reducere den danske CO2-udledning, men også skabt arbejde til håndværkere under finanskrisen.

Ved ordningens start 1. marts sidste år blev der reserveret en pulje på 400 mio. kr. Ifølge Energistyrelsen ville der skulle udbetales ca. 25.000-26.000 tilskud, hvis alle midlerne skulle bruges. Puljen bliver derfor ikke brugt helt op, hvilket har ført til kritik af, at skrotningsordningen ikke har været en succes.

Klima- og energiminister Lykke Friis siger:

- Jeg synes, 20.000 ansøgninger er et udmærket resultat. Og man skal huske på, at de penge, der ikke når at blive brugt her og nu, kommer de initiativer til gode, der skal sættes i gang i forlængelse af regeringens Energistrategi 2050. Med det udgangspunkt virker kritikken noget pudsig på mig. Det er i hvert fald første gang, jeg oplever, at regeringen kritiseres for at sætte for mange penge af til en støtteordning.

- Det har aldrig været meningen, at Skrotningsordningen skulle være permanent, og nu er der altså lukket for nye ansøgninger. Men med den nye BoligJobPlan har regeringen dog sørget for, at der fortsat er en hjælpende hånd til boligejere, der har planer om at energirenovere boligen.

Energistrategi 2050, som regeringen i øjeblikket drøfter med partierne, indeholder flere konkrete initiativer, der skal være med til at sikre, at konverteringen fra oliefyr til mere vedvarende energi fortsætter fremover. Det er bl.a. et stop for installation af oliefyr i nybyggeri fra 2012, og et stop for installation af oliefyr i eksisterende bygninger fra 2017. Initiativerne vil blive understøttet, blandt andet af markedsfremmende initiativer for energieffektive varmepumper og solvarme.

Skrotningsordningen for oliefyr

Morten Nordahl Møller
Kontorchef
Center for Global Rådgivning og Forhandling
Tlf.: 4533927601
mnm@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig