Basisfremskrivning 2012: Forbruget af kul og naturgas falder kraftigt de kommende år

27. september 2012

Forbruget af kul halveres, og gasforbruget falder betydeligt frem mod 2020. Samtidig vil vedvarende energi dække en stadig større del af energiforbruget og udledningen af drivhusgasser falde kraftigt. Det viser Energistyrelsens Basisfremskrivning 2012

Forbruget af kul og naturgas ventes at falde med henholdsvis 50 pct. og 27 pct. de næste 8 år, og samlet set reduceres Danmarks forbrug af fossile brændsler med ca. 120 PJ frem mod 2020. I stedet øges forbruget af vedvarende energi med mere end 40 pct. fra 2011 til 2020. Det fremgår af Energistyrelsens ’Basisfremskrivning 2012’, som har indregnet effekterne af energiaftalen fra marts 2012.

De største bidrag til ny vedvarende energi kommer fra de kommende havmølleparker ved Anholt, Kriegers Flak og Horns Rev og fra en øget anvendelse af biomasse. Med denne omstilling forventes andelen af vedvarende energi i elforsyningen at stige fra ca. 40 pct. i 2011 til omkring 69 pct. i 2020 og 75 pct. i 2025.

Udbygningen med havvindmøller og kystnære vindmøller er den primære årsag til, at bruttoenergi­forbruget falder 6 pct. frem mod 2020, da produktionen af elektricitet bliver mere effektiv. Det endelige energiforbrug falder fra 640 PJ i 2011 til 632 PJ i 2020 som en konsekvens af et fald i erhvervenes og husholdningernes energiforbrug, mens transportsektorens energiforbrug forventes at stige.

Danmark har i EU forpligtiget sig til at øge anvendelsen af vedvarende energi, så VE-andelen udgør mindst 30 pct. opgjort i forhold til en særlig EU metode, ligesom Danmark skal følge en udbygningstakt med årlige mål for VE-andelen. Med de initiativer, der allerede er besluttet, ventes andelen af vedvarende energi at udgøre knap 36 pct. i 2020, ligesom EU-målet overopfyldes i hele perioden frem til 2020.

I EU’s klima- og energipakke indgår et særligt mål for transportsektoren, hvor mindst 10 pct. af brændstofforbruget skal være baseret på vedvarende energi i 2020. Med fremskrivningens forudsætninger opnås en VE-andel på 11 pct. baseret på, at der fra 2020 iblandes 10 pct. biobrændstof, ligesom der er antaget et mindre bidrag fra elbiler og –tog.

Danmarks samlede drivhusgasemissioner ventes at falde til 45,1 mio. ton CO2-ækvivalent i 2020. Det svarer umiddelbart til, at den samlede udledning reduceres med 35 pct. i forhold til udledningen i 1990-basisåret. Tallet er dog behæftet med stor usikkerhed, og en konsolideret mankoopgørelse i forhold til regeringens mål om en reduktion med 40 pct. vil indgå i arbejdet med den kommende klimaplan.

Kyoto-aftalen indebærer, at Danmarks samlede regnskab for drivhusgasudledninger ikke må overstige 54,8 mio. ton CO2-ækvivalent i gennemsnit for perioden 2008-2012. Fremskrivning­en viser, at Kyoto-forpligtelsen indfries.

Danmark er i henhold til EU’s klima- og energipakke forpligtet til at reducere udledningerne af drivhus­gasser i de ikke-kvoteomfattede sektorer med 20 pct. i 2020 i forhold til niveauet i 2005. Basisfremskrivning 2012 viser her en overopfyldelse i hele perioden 2013-2020 og en samlet overopfyldelse på ca. 16 mio. ton CO2-ækvivalent.

Energistyrelsens basisfremskrivning af Danmarks energiforbrug og udledning af drivhusgasser er ikke en prognose, men beskriver den udvikling, som under en række forudsætninger om teknologisk udvikling, priser, økonomisk udvikling mv. kan forekomme i de kommende år, hvis der hypotetisk antages ikke at blive gennemført nye initiativer eller virkemidler ud over dem, der allerede er truffet politisk beslutning om.

Det skal understreges, at der er store usikkerheder i så langsigtede fremskrivninger, og at usikkerheden må forventes at øges henover fremskrivningsperioden. Usikkerhederne stammer fra blandt andet vækst-, pris- og teknologiforudsætninger, der kan vise sig at udvikle sig væsentligt anderledes end forudsat.

Kontakt:
Kontorchef Jacob Vastrup, mobil: 25 44 95 08, e-mail: jva@ens.dk eller pressechef Ture Falbe-Hansen, mobil: 25 13 78 46, e-mail: tfh@ens.dk


Basisfremskrivning 2012 (pdf)

Jacob VastrupKontorchef
Center for Energiressourcer
Tlf.: 3392 6792
jva@ens.dk
 

Ture Falbe-Hansen
PressechefCenter for Organisation
Tlf.: 25 13 78 46
tfh@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Head of Media Relations (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig