Dansk-kinesisk partnerskab viser vejen til Kinas opfyldelse af globale klimamål

12. december 2019
Foto: Energistyrelsen
Foto: Energistyrelsen

Ny rapport viser, hvordan Kina kan spare mere end 7 milliarder tons CO2 om året i 2050. Det er næsten 200 gange den årlige danske CO2-udledning fra energiforbruget. Kina kan leve op til både sit nationale klimamål og FN’s 2-graders mål uden ekstra energiomkostninger.

Ved COP25 i Madrid lancerede Klima-, Energi- og Forsyningsminister Dan Jørgensen og den kinesiske viceminister for miljø og økologi Zhao Yingmin i dag China Renewable Energy Outlook 2019 (CREO). Rapporten er udarbejdet af China National Renewable Energy Centre (CNREC) i tæt samarbejde med Energistyrelsen og andre internationale partnere. Rapporten udlægger, hvordan Kina kan leve op til sin forpligtelse i Parisaftalen om at holde den globale temperaturstigning under 2°C uden at energiomkostningerne stiger. Det vil medføre, at Kina tidobler kapaciteten for vedvarende energi fra 699 GW i 2018 til 6.033 GW i 2050. Alene inden for vindsektoren skal Kina udvide kapaciteten fra 184 GW i 2018 til 2.636 GW i 2050. Det svarer til knap 450 gange den samlede danske vindkapacitet i 2018 og vil cementere Kinas position som det største marked for vindenergi på verdensplan.

Gør den kinesiske regering dette scenarie til virkelighed, vil landet reducere sin totale CO2-udledning med mere en 7 milliarder tons om året i 2050. Det svarer til ca. 200 gange Danmarks aktuelle CO2-udledning fra energiforbruget.

I Danmark har vi erfaret, at det er muligt at gennemføre en grøn omstilling uden at gå på kompromis med økonomisk udvikling. Med udgivelsen af China Renewable Energy Outlook 2019 har Kina, som er verdens største udledere af CO2 og verdens næststørste økonomi, fået en plan for, hvordan det kan realiseres i Kina. Det er gode nyheder for kineserne og for klimaet”, udtaler vicedirektør i Energistyrelsen, Stig Uffe Pedersen.


Grøn omstilling med økonomisk vækst er muligt for Kina

Resultaterne fra China Renewable Energy Outlook 2019 forventes at levere input til Kinas kommende 5-års plan for udvikling af vedvarende energi samt landets mellem- og langsigtede strategiske energiudvikling.

China Renewable Energy Outlook 2019 er et stærkt eksempel på det succesfulde myndighedssamarbejde mellem Kina og Danmark. I Kina opfattes Danmark som et foregangsland inden for vedvarende energi og grøn omstilling. I Energistyrelsen ønsker vi at styrke energipartnerskabet og fortsætte med at støtte Kinas indsats for mere vedvarende energi og større CO2-reduktioner”, udtaler Stig Uffe Pedersen.

Det dansk-kinesiske energisamarbejde er en integreret del af Danish Energy Partnership Programme (DEPP), der drives af Energistyrelsen med midler fra Klimapuljen.

Se her for mere information om China Renewable Energy Outlook 2019 (CREO).

Fakta

  • Danmark samarbejder bilateralt med 15 lande. Myndighedssamarbejderne udmøntes af Energistyrelsen, og fremmer grøn omstilling af energisektoren i partnerlandene.
  • Energipartnerskabet mellem Kina og Danmark startede i 2006. Partnerskabet har til formål at fremme CO2-reduktioner i Kina, og hermed bidrage til Kinas opfyldelse af Parisaftalen samt verdensmål 7 og 13.
  • Partnerskabet finansieres af Udenrigsministeriet gennem Klimapuljen. Aktiviteterne i partnerskabet fokuserer på vedvarende energi, scenarieplanlægning, systemfleksibilitet og energieffektivitet.
  • Danmark har støttet etableringen af China Renewable Energy Centre i Beijing i 2011. Centret fungerer i dag som en central national tænketank for Kinas grønne omstilling af energisystemet.
  • China Renewable Energy Centre og Energistyrelsen samarbejder om langsigtet energiplanlægning af det kinesiske energisystem.

Kontakt

Pablo Hevia-Koch, Fuldmægtig, Energistyrelsen, +45 33 92 68 61, phk@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig