Danske energierfaringer og løsninger hjælper Washington med grøn omstilling

26. oktober 2017

Washington D.C. vil drage nytte af de særlige danske erfaringer med energiplanlægning, fjernvarme og havvind for at indfri byens ambitiøse energi- og klimaplaner. Det skaber nye muligheder for eksport af danske energi- og klimaløsninger.

Energi- forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt underskrev onsdag en samarbejdsaftale med Tommy Wells, der er energi og miljødirektør i Washington D.C. I samarbejdet vil Energistyrelsen udveksle de danske fjernvarme- og energiplanlægningserfaringer med Washington om energiplanlægning, regulering, fjernvarmeløsninger og potentialet for offshore vindenergi.

Det er utrolig vigtigt, at byer som Washington D.C. går forrest i forhold til energi- og klimadagsordenen, bakker op om den grønne omstilling og er med til at vise vejen. Vi har danske erfaringer og grønne løsninger, som kan hjælpe byer som Washington D.C. i deres grønne omstilling. Det vil vi gerne støtte op om, og derfor indgår vi den her aftale.”, siger Lars Chr. Lilleholt.

Washington D.C. er en af de mest ambitiøse nordamerikanske byer, og byen har et mål om at reducere emissionerne af drivhusgasser med 50 pct. i 2032 og 80 pct. i 2050 sammenlignet med 2006. Byen er netop i færd med at færdiggøre deres energi- og klimaplan, der identificerer konkrete tiltag for at nå deres ambitiøse mål, og her kan danske erfaringer fungere som inspirationskilde.

Aftalen kan styrke danske virksomheders eksportmuligheder

Aftalen indgås under den eksportordning, der blev lanceret med regeringens eksportstrategi for energiteknologi i foråret. Her samarbejder Energistyrelsen med myndigheder i blandt andet USA for at udbrede viden om danske erfaringer med grøn omstilling og dermed skabe en platform og et udstillingsvindue for dansk energiteknologi.

Det nye samarbejde med Washington D.C. åbner også muligheder for at fremvise de danske virksomheders grønne løsninger, som kan være med til at virkeliggøre Washingtons høje energi- og klimaambitioner.

Blandt andet undersøger Washington D.C. muligheden for at indpasse mere kraftvarme og mindre fjernvarme net i byen. Netop fjernvarme er noget at det, som Danmark er særligt gode til. Danske virksomheder er i verdensklasse, når det kommer til planlægning, udbygning og drift af billig, grøn og stabil fjernvarme, og samarbejdet åbner mulighed for at fremvise de danske virksomheders kompetencer.

Ministeren inviterede samtidig byens miljødirektør Tommy Wells til København, så han med egne øjne kan se eksempler på danske løsninger.

Danmark er verdensførende indenfor fjernvarme, og derfor har jeg inviteret energidirektøren fra Washington D.C. til Danmark, så han med egne øjne kan se eksempler på de danske løsninger”, siger Lars Chr. Lilleholt.

Det nye samarbejde mellem Energistyrelsen og Washington D.C. bygger videre på det allerede eksisterende samarbejde mellem Washington og Københavns kommune om at udveksle erfaringer om energi- og klimaudfordringer. Ved at koble Energistyrelsens planlægnings- og reguleringserfaringer med Københavns konkrete løsninger på fremtidens energi- og klimaudfordringer præsenteres USA’s hovedstad for alle styrkerne ved den danske energimodel.

Det er den danske ambassade og Handelsrådet i Washington, der gennem deres tætte samarbejdsrelationer til Washington D.C.s energi- og miljøforvaltning, har formidlet kontakten og skabt muligheden for samarbejdet. Ambassaden fungerer også som kontakt og indgang for danske virksomheder, der vil vide mere om eksportmulighederne for energiteknologi i det amerikanske marked.

Fakta

  • ”Eksportstrategi for energiområdet” blev lanceret i foråret 2017 med den vision, at Danmark skal forblive foregangsland og udnytte sine styrkepositioner på energiområdet med henblik på mindst at fordoble eksporten af energiteknologi fra ca. 70 mia. kr. i 2015 til over 140 mia. kr. i 2030.
  • En del af eksportstrategien er et myndighed-til-myndighedssamarbejde, hvor Energistyrelsen samarbejder med andre myndigheder i hhv. USA, Tyskland og UK og derigennem formidler og udbreder viden om danske regulatoriske og energiteknologiske løsninger.
  • Ordningen er et tæt samarbejde mellem Energistyrelsen, Udenrigsministeriet og energibranchen og har tilknyttet rådgivere fra Energistyrelsen samt sektorrådgivere fra Udenrigsministeriet på de danske ambassader i de tre lande.
  • Danmark eksporterede for 4,4 mia. kroner energiteknologi til USA i 2016. USA er hermed det fjerdestørste marked for dansk eksport af energiteknologi. Regeringen har et mål om at fordoble eksporten af dansk energiteknologi fra ca. 70 mia. kr. i 2015 til mindst 140 mia. kr. i 2030.

Kontakt: Bo Riisgaard Pedersen, brp@ens.dk, tlf: +45 41 15 11 36.

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig