Danske energiløsninger hitter i Vietnam

14. september 2018
Foto: Energistyrelsen
Foto: Energistyrelsen

Tre delegationer fra Vietnam besøger Danmark i disse uger for at blive klogere på energieffektivisering inden for industrien, integration af vedvarende energi i el-systemet og langsigtet modellering af energisystemet. Delegationerne består af embedsmænd fra den vietnamesiske energiadministration og to lokale provinser, som Danmark samarbejder med igennem det dansk-vietnamesiske myndighedsprogram.

Det dansk-vietnamesiske myndighedssamarbejde skal hjælpe vietnameserne til grøn omstilling med mere vedvarende energi og energieffektivisering. Samarbejdet har bl.a. resulteret i lanceringen af ’Vietnam Energy Outlook Report 2017’, som er den første rapport af sin art. Rapporten indeholder alternativer til den fremtidige udvikling af energiområdet i Vietnam og identificerer muligheder for en lavere udledning af CO2 i fremtiden. Rapporten bliver opdateret i 2019 og vil blive brugt som input til det videre arbejde.

Fakta om de tre delegationer

Den første vietnamesiske delegation består af embedsmænd fra Ministry of Trade and Industry (MOIT) og de to lokale provinser Bac Giang og Dong Nai i hhv. Nord- og Sydvietnam. Delegationen mødes bl.a. med Energistyrelsens energieffektiviseringseksperter, der vil dele deres viden om national- og EU-regulering af energisektoren for at fremme energibesparelser inden for industri. Fokus vil blandt andet være på energiledelse, energisyn og den frivillige aftaleordning for at fremme konkrete og rentable energispare-projekter i virksomheder.

Den anden delegation er fra de vietnamesiske myndigheder med ansvar for planlægning og regulering af el-systemet. Delegationen mødes bl.a. med danske energieksperter i Energistyrelsen, der giver en introduktion til den danske elsektor herunder ansvars- og rollefordeling mellem forskellig myndigheder, særlige reguleringsmæssige initiativer til at fremme vedvarende energi samt en introduktion til det nordiske el-marked. Delegationen skal også mødes med Forsyningstilsynet og Energinet for at blive klogere på, hvordan fluktuerende el fra vindmøller og solceller forudsiges og integreres mest hensigtsmæssigt i det danske elsystem.

Tredje vietnamesiske delegation består af en række energiplanlægningsmyndigheder. Delegationen skal undervises i langsigtet energiplanlægning. Danmark har en lang tradition for energiplanlægning, der anvendes direkte til udvikling af politik. Den danske energipolitik er blandt andet baseret på et solidt datagrundlag om teknologi og ressourcer, avancerede modeller og viljen til at træffe langsigtede beslutninger.

Fakta om landesamarbejdet

  • Danmark investerer i alt 115 mio. kr. i de nye energipartnerskaber med Mexico, Vietnam, Sydafrika og Kina
  • Der er budgetteret med 25 mio. kr. til Kina, 34 mio. kr. til Mexico, 18 mio. kr. til Sydafrika og 21 mio. kr. til Vietnam.
  • Siden 2012 har Danmark med udviklingsbistand via Klimapuljen støttet samarbejder med Mexico, Kina, Sydafrika og Vietnam inden for energi og klima.
  • Programmernes tilstedeværelse lokalt sikres via indplacering af rådgivere med viden om danske erfaringer hos nøglesamarbejdspartnere samt via de danske ambassaders tætte engagement i programimplementeringen.
  • Energistyrelsen har i første fase af partnerskabsprogrammet med Vietnam introduceret det vietnamesiske ministerium for industri og handel til brug af energimodeller og energiscenarier. Nuværende fase sigter mod at konsolidere det arbejde og opbygge kapacitet hos energimyndighederne med henblik på fremtidig politik udvikling og energisektorplanlægning tilrettelagt for mere vedvarende energi. Samtidig styrkes samarbejdet om at forberede el-systemet til effektiv integration af vedvarende energi inklusiv gennem øget kraftværksfleksibilitet. Potentialet for energieffektivisering i industrisektoren er betydeligt, og nuværende program vil derfor bistå centrale- og provinsmyndigheder med udvikling af planlægning og regulatoriske instrumenter.

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig