Danskernes forbrugsbaserede klimaaftryk er faldet

Energistyrelsens rapport ”Danmarks globale klimapåvirkning – Global afrapportering 2025” viser, at Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk er faldet med 3,3 mio. ton CO2e i 2023 sammenlignet med 2022.

Kilde: Energistyrelsen og Danmarks Statistik.

Kilde: Energistyrelsen og Danmarks Statistik.

Danmarks samlede klimaaftryk fra forbrug er faldet med 5 pct. fra cirka 63 mio. ton CO2e i 2022 til cirka 60 mio. ton CO2e i 2023. Det svarer til en gennemsnitsudledning per dansker på 10 ton CO2e. Siden 1990 er klimaaftrykket fra forbrug faldet i en periode, hvor det danske forbrug i kroner og ører er steget betydeligt.

Global Afrapportering er Energistyrelsens årlige analyse af, hvordan danske forbrugere, dansk erhvervsliv og danske myndigheder på forskellige måder påvirker de globale drivhusgasudledninger. 

 

Danmark har en global klimapåvirkning

Det forbrugsbaserede klimaaftryk dækker over alle nationale og internationale udledninger i forbindelse med danskernes forbrug, når man f.eks. køber biler, fødevarer, elektronik og tøj. Det vil sige alle de udledninger, der er i forbindelse med produktion og transport af varer og serviceydelser, der forbruges i Danmark. Ifølge opgørelsen er 40 pct. af Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk danske udledninger, mens 60 pct. er udledninger i udlandet.

I dette års Global Afrapportering er der lagt vægt på øget digitalisering og tilgængelighed af resultaterne.

Hvis du vil klikke dig rundt i en lang række data og læse mere om Danmarks globale klimaaftryk, kan du dykke yderligere ned i rapportens resultater på Energistyrelsens hjemmeside.

Du kan f.eks. se, hvilket klimaaftryk Danmark specifikt sætter i EU, hvad vores forbrugsudledninger i husholdningen knytter sig til, eller hvor stor en del af energiforbruget i danske husholdninger, der dækkes af vedvarende energi.

Energistyrelsens pressetelefon (modtager ikke SMS'er)
Mail Icon