Den grønne gas kan nu flyde i rørene

26. september 2012

Partierne bag energiforliget er nu enige om retningslinjerne for, hvor mange energiafgrøder, der må blandes i gyllen, når der produceres biogas.

Så nu ved virksomheder og landmænd, der overvejer at investere i biogasanlæg, hvilke regler der gælder. Samtidig viser ansøgertal fra anlægningspuljen til biogasanlæg, at der er stor interesse for at investere i biogasanlæg.

Det er nødvendigt at tilsætte biomasse – fx energiafgrøder - til gyllen, når man producerer biogas. Men partierne bag energiforliget ønsker at begrænse brugen af fødevarer – som majs – i biogasproduktionen. Med de nye regler må højst 25 procent af det, der hældes i biogasanlægget, være majs eller andre energiafgrøder.

Denne grænse gælder som betingelse for at opnå støtte fra 2015 til og med 2017. Fra 2018 må højest 12 procent være energiafgrøder.

”Det er vigtigt, at produktionen af biogas sker så bæredygtigt som muligt. Med de nye regler har vi ramt en god balance. Nu kan virksomheder og landmænd trygt gå i gang med at investere i biogasanlæg”, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

Biogasanlæg for millioner
Interessen for at etablere biogasanlæg i Danmark er stor. Over 50 ansøgere har søgt for over 800 millioner fra Fødevareministeriets pulje på 243 millioner kroner, der skal bruges til at lave nye og udbygge eksisterende anlæg.

”Regeringen ønsker en grøn omstilling af landbruget. Men i mange år har byggeriet af nye biogasanlæg stået stille. Det er slut nu. Regeringen har skabt bedre vilkår for at producere biogas, og det ser vi nu resultatet af med den kæmpe interesse for tilskudsordningen”, siger fødevareminister Mette Gjerskov og tilføjer:

”Regeringen vil vækst og beskæftigelse i landbruget, og med den her ordning giver vi erhvervet nye muligheder.”

Tilskudsordningen til etablering af nye biogasanlæg blev åbnet første gang i 2010, men dengang blev kun en meget begrænset del af pengene søgt. Nu har regeringen gjort puljen mere interessant for ansøgerne ved at sørge for, at man kan få dækket 30 procent af prisen på et nyt biogasanlæg i stedet for 20 procent som det var tidligere. Desuden er der sikret en dispensationsordning, der giver adgang for økologiske biogasprojekter, hvor der ikke er adgang til så meget husdyrgødning. Derfor kommer alle pengene nu ud og arbejder for miljøet. Efter planen skal puljens penge deles ud inden jul.

Mange gevinster ved biogas
Forligskredsen er enig om, at det er helt afgørende at fremme en teknologisk udvikling, så også halm og organisk affald kan erstatte energiafgrøder som supplement til husdyrgødning. Biogas er planlagt til at få en stor rolle i den grønne omstilling af vores energisystem.

Biogas mindsker klima- og miljøpåvirkningerne fra husdyrproduktionen betydeligt. Og produktionen er med til at fastholde arbejdspladser i landdistrikterne.

Endelig er der en række miljømæssige gevinster ved at bruge gylle til energiformål. Det mindsker for eksempel lugtgenerne betydeligt, at man afgasser gyllen, inden den bliver brugt som gødning på marken.

Fakta om biogaspuljen
Antal ansøgere: 57
Samlede ansøgte beløb: 808 millioner kroner
Puljens størrelse: 243 millioner

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard træffes via pressechef Claus Kaae-Nielsen. clkaa@kebmin.dk tlf: 41729011

Fødevareminister Mette Gjerskov træffes via pressesekretær Morten Olsen. mool@fvm.dk tlf.  20 91 59 01


Notat der beskriver aftalen: "Begrænsning for brug af majs og andre energiafgrøder til produktion af biogas", 26. september 2012

Søren Tafdrup
AC-medarbejder
Center for Forsyning
Tlf.:
st@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig