Energistyrelsen giver tilladelse til Nord Stream projektet
Det russisk-tyske rørledningsprojekt har fået tilladelse til at anlægge en naturgasledning på en delstrækning hen over dansk havområde.
Energistyrelsen har i dag givet Nord Stream AG tilladelse til en delstrækning på dansk havområde af Nord Stream naturgasrørledningerne i Østersøen.
Det drejer sig om to parallelle 1220 km lange naturgasrørledninger, som skal udgå fra Vyborg i Rusland og forløbe hen over russisk, finsk, svensk, dansk og tysk havområde og gå i land i nærheden af Greifswald på den tyske kyst. Rørledningerne skal kunne transportere 55 mia. m3 naturgas om året fra Rusland til det europæiske marked, hvilket svarer til 11 % af EU’s forventede årlige forbrug i 2011.
Der er søgt om en strækning på omkring 137 km for hver af de to parallelle rørledninger i dansk område. Selskabet har udført en række undersøgelser i Østersøen. Flere rutealternativer har været undersøgt i det danske havområde. De danske myndigheder er af den opfattelse, at en rute øst og syd om Bornholm vil være at foretrække, og selskabet har valgt denne rute.
Af særlig betydning i dansk område har været:
Dumpet ammunition
Øst for Bornholm findes der ammunition, som blev dumpet efter de to verdenskrige. Det sker, at især fiskerne får denne ammunition i deres redskaber. Denne opfiskede kemiske ammunition nedsænkes ofte i havet igen, og det skal ske i dertil udpegede områder, som er markerede på søkort.
Selskabet har foretaget undersøgelser af, om nedlægning af rørledningen i området ville kunne medføre forøget forurening af Østersøen fra den kemiske ammunition eller om ammunitionen er en risiko i øvrigt. Selskabet har undersøgt den 137 km lange rute for rørledningerne på dansk område for ammunition. Man har taget ca. 100 prøver, som er undersøgt både af DMU i Danmark og af Verifin, som er et institut under Universitetet i Helsinki og certificeret under Konventionen om Kemiske Krigsgasser. Resultaterne viste, at der kun er ringe koncentrationer af kemikalier i havbunden, og at disse ikke kunne findes i de fleste af prøverne. Konklusionen er, at nedlægning af rørledningen på dette sted ikke vil medføre målbar påvirkning på miljøet fra den dumpede kemiske ammunition.
Fiskeriet
Et andet spørgsmål, som har været genstand for drøftelser med Nord Stream selskabet er muligheden for at fiske hen over rørledningen. Det har vist sig, at selv om rørledningen ikke tager skade af, at et trawl trækkes hen over den, så har de bornholmske fiskeres kuttere ikke maskinkraft nok til at trække redskaberne hen over ledningen. De dansk myndigheder har forlangt, og selskabet har givet tilsagn om, at der skal findes en løsning, som tilfredsstiller fiskerne. Dette er sket ved indgåelse af en aftale mellem fiskerne og selskabet, som bl.a. indebærer, at de berørte fiskere vil få økonomisk støtte fra selskabet til investering i nyt fiskeudstyr, der muliggør at hæve fiskeudstyret over rørledningerne og samtidigt reducerer brændstofforbruget på fiskerfartøjerne.
Kulturarven
Ved undersøgelserne af havbunden omkring ruten, hvor selskabet gerne vil lægge rørledningerne, er der gjort flere kulturhistoriske fund. Der blev bl.a. fundet et træror fra et 1600-tals skib. Træroret er blevet hævet af selskabet og er nu bragt til konservering på Nationalmuseets konserveringsafdeling i Brede for senere at kunne blive udstillet på et dansk museum.
Energistyrelsen modtog en ansøgning den 4. marts 2009 om tilladelse til den del af de to parallelle rørledninger, som forudses at skulle ligge på dansk havområde i Østersøen øst og syd om Bornholm. Vedlagt ansøgningen var en miljøvurdering af projektet (VVM) som en del af ansøgningsmaterialet. Miljøvurderingen blev sendt i offentlig høring fra den 9. marts 2009 til den 8. maj 2009. De øvrige østersølande blev ligeledes hørt. De blev bedt om at tage stilling til, om de var af den opfattelse, at den danske del af rørledningen kunne påvirke miljøet i deres respektive områder.
Alle indkomne svar er behandlet af Energistyrelsen og de øvrige danske myndigheder, som er involverede i denne tilladelse. I Danmark gives tilladelse til transitrørledninger på havet af Energistyrelsen i samarbejde med en række andre myndigheder i medfør af kontinentalsokkelloven.
Selskabet har sideløbende ansøgninger under behandling hos myndighederne i Rusland, Finland, Sverige og Tyskland.
EU har vedtaget strategier for at sikre naturgasforsyningen af EU-landene. Der er faldende produktion i EU, medens forbruget er stigende. Derfor er der vedtaget såkaldte prioriterede ledningsprojekter, de såkaldte Trans European Networks. Et af disse projekter er en korridor fra Rusland til Storbritannien, via det kontinentale Nordeuropa til import af naturgas fra Rusland, den såkaldte NG1 akse. Nord Stream skal realisere dette formål.
Selskabet regner med at begynde nedlægning af rørledningerne i 2010. Når den første af de to parallelle rørledninger ifølge planerne er færdig i efteråret 2011 begynder leveringen af naturgas. Hele projektet skal være afsluttet i 2012.
Tilladelse til delstrækning på dansk havområde af Nord Stream naturgasrørledningerne
Ture Falbe-Hansen
Pressechef
Center for Organisation
Tlf.: 25 13 78 46
tfh@ens.dk