Energistyrelsen offentliggør basisfremskrivning 2011

18. april 2011

Kyoto-mål og nationale mål om energibesparelser og vedvarende energi i 2011 opfyldes, ligesom Danmark er på ret kurs mod at opfylde energi- og klimamål i 2020.

Energistyrelsen har opdateret basisfremskrivningen for Danmarks fremtidige energiforbrug og udledning af drivhusgasser med nye forudsætninger og de seneste politiske tiltag. Fremskrivningen viser, at Danmark vil opfylde klimamålet i Kyoto-aftalen, og at de mål for andelen af vedvarende energi og energibesparelser for 2011, som er aftalt i energiaftalen, nås. Samtidig er Danmark på en række områder kommet nærmere opfyldelse af EU’s energi- og klimamål i 2020 sammenlignet med sidste års basisfremskrivning.

Kyoto-aftalen indebærer, at Danmarks samlede regnskab for drivhusgasudledninger ikke må overstige 54,8 mio. ton CO2 i gennemsnit for perioden 2008-2012. Det er 21 pct. mindre end i 1990. I den nye fremskrivning ventes Danmark at overopfylde Kyoto-målet med 0,8 mio. ton årligt.

Det fremgår af energiaftalen fra 2008, at bruttoenergiforbruget skal reduceres med 2 pct. i 2011 og 4 pct. i 2020 sammenholdt med 2006. Fremskrivningen viser, at disse mål overopfyldes, eftersom energiforbruget nu ventes reduceret med mere end 7 pct. i 2011 og mere end 5 pct. i 2020.  Fremskrivningen viser endvidere, at energiaftalens mål om, at andelen af vedvarende energi i forhold til bruttoenergiforbruget skal udgøre 20 pct. i 2011, opfyldes.

Derudover har Danmark i EU forpligtiget sig til at øge anvendelsen af vedvarende energi, så VE-andelen udgør mindst 30 pct. opgjort i forhold til en særlig EU metode. Det fremgår af fremskrivningen, at andelen af vedvarende energi ventes at udgøre knap 28 pct. i 2020 med allerede besluttede initiativer. I EU’s klima- og energipakke indgår et særligt mål for transportsektoren, hvor VE-andelen skal være 10 pct. i 2020. Med fremskrivningens forudsætninger opnås en VE-andel på 6 pct., som primært skyldes den vedtagne indfasning af biobrændstoffer fra 2010.

Regeringen har et mål om at Danmark i 2050 skal være uafhængigt af kul, olie og gas. Fra 1990 til 2009 blev det samlede forbrug af fossile brændsler til energiformål reduceret med 13 pct. Fra 2009 til 2020 vil forbruget af fossile brændsler blive yderligere reduceret med 10 pct. i basisscenariet.

Danmark har i henhold til EU’s klima- og energipakke forpligtet sig til at reducere udledningerne af drivhusgasser i de ikke-kvoteomfattede sektorer med 20 pct. i 2020 i forhold til niveauet i 2005. Danmark skal hvert år 2013-2020 leve op til et fast reduktionsmål, hvor der dog er indbygget en vis fleksibilitet. Fremskrivningen viser her en overopfyldelse af målet frem til 2015, en samlet reduktion på 9 pct. i 2020 i forhold til 2005 og en manko på 3,9 mio. ton CO2-ækvivalenter.

Energistyrelsens basisfremskrivning af Danmarks energiforbrug og udledning af drivhusgasser er ikke en prognose, men beskriver den udvikling, som under en række forudsætninger om teknologisk udvikling, priser, økonomisk udvikling mv. kan forekomme i de kommende år, hvis der hypotetisk antages ikke at blive gennemført nye initiativer eller virkemidler.

Det skal understreges, at der er store usikkerheder i så langsigtede fremskrivninger, og at usikkerheden må forventes at øges henover fremskrivningsperioden. Usikkerhederne stammer fra blandt andet vækst-, pris- og teknologiforudsætninger, der kan vise sig at udvikle sig væsentligt anderledes end forudsat.

Forudsætninger og resultater for basisfremskrivningen er beskrevet i et dokumentationsnotat. Der er desuden udarbejdet et kort notat, som beskriver hovedresultaterne.

Energistyrelsen har endvidere opdateret de brændselsprisforudsætninger, som bør anvendes i samfundsøkonomiske analyser på energiområdet, f.eks. ved analyser af omlægning og udvidelse af decentrale varme- og kraftvarmeanlæg, kommunale projektgodkendelser mv. De nye priser fremgår af ”Forudsætninger for samfundsøkonomiske analyser på energiområdet, april 2011”.

Kontakt:
Kontorchef Jacob Vastrup, mobil: 25 44 95 08, e-mail: jva@ens.dk eller
pressechef Ture Falbe-Hansen, mobil: 25 13 78 46, e-mail: tfh@ens.dk

Basisfremskrivning 2011 og baggrundsnotater, Samfundsøkonomiske beregningsforudsætninger

Hovedresultater fra basisfremskrivning 2011

Jacob Vastrup
Kontorchef
Center for Energiressourcer
Tlf.: 3392 6792
jva@ens.dk
 

Ture Falbe-Hansen
Pressechef
Center for Organisation
Tlf.: 25 13 78 46
tfh@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig