Energistyrelsen til butikker: Energimærker for TV-apparater skal ikke ligge i skuffen
Det Økologiske Råd har rejst kritik af, at butikkerne endnu ikke mærker TV-apparater med EU-energimærkning. Energistyrelsen er enig i, at det er vigtigt, at energimærkerne kommer på apparaterne i butikkerne og indskærper dette overfor butikkerne.
Det skal være nemmere for forbrugerne hurtigt at gennemskue, hvor stort et energiforbrug deres kommende tv-apparat har, når de står i butikken. TV-apparater er nu en del af EU's energimærkningsordning, og de skal derfor alle have et energimærke, ligesom hårde hvidevarer har haft i en årrække.
Nogle butikker har ikke sat mærkerne fra leverandøren på produkterne, men i stedet lagt dem i skuffen, viser en undersøgelse foretaget af Det Økologiske Råd. Det er uacceptabelt, mener Energistyrelsen også.
”Vi er glade for, at Det Økologiske Råd har fokus på sagen, da det er meget vigtigt, at både butikkerne og forbrugerne er opmærksomme på den nye energimærkning for TV, og hvor stort et energiforbrug deres tv-apparat har. Reglerne er dog nye, og vi er stadig i en indfasningsperiode,” siger Charlotta Castenfors Laursen fra Energistyrelsen.
”Reglerne om energimærkning fik virkning fra den 30. november 2011. Det betyder, at leverandører fra denne dato skal levere et energimærke sammen med nye apparater, der kommer på markedet. Det har dog været tilladt at bruge etiketten på frivillig basis fra den 20. december 2010, da de nye regler trådte i kraft. Mærkerne er med til at motivere forbrugerne til at vælge produkter med det laveste energiforbrug. Derfor er det også meget vigtigt, at mærket ses tydeligt på TV-apparatet ” siger Charlotta Castenfors Laursen.
Energistyrelsen holder øje med butikkerne
”Det er leverandørens ansvar at levere et korrekt energimærke sammen med apparatet, og når leverandøren har lagt et energimærke ned i kassen til tv-apparatet, så er det forhandlerens ansvar at sætte det på produktet. Det kan vi slet ikke sige nok, og vi holder øje med butikkerne gennem løbende tilsyn,” siger Charlotta Castenfors Laursen.
I oktober sidste år besøgte Energistyrelsen 60 butikker og undersøgte, om produkterne var korrekt mærket. På dette tidspunkt var 15 pct. af TV-apparaterne energimærket på frivillig basis. I år følger endnu en række tilsyn, hvor der vil være særlig fokus på korrekt mærkning af TV-apparater.
Energistyrelsen har i samarbejde med Go’ Energi informeret forhandlerne om den nye energimærkning for TV-apparater. Der er blandt andet lavet en folder, som er sendt bredt ud til forhandlerne. ”Skulle der alligevel være nogen tvivl om mærkningsordningen, svarer vi altid gerne på spørgsmål,” siger Charlotta Castenfors Laursen.
Sekretariatet for Ecodesign og Energimærkning af Produkter gennemfører markedstilsyn på vegne af Energistyrelsen og kan kontaktes på telefon 43 30 50 20.
Om energieffektive TV-apparater:
TV-apparater er nu en del af EU's energimærkningsordning, og de skal derfor alle have et energimærke, ligesom hårde hvidevarer har haft i en årrække.
EU’s energimærkning stiller høje krav til TV-apparaters energieffektivitet.
Forskellige TV apparaters elforbrug kan udgøre fra et halvt hundrede til flere hundrede kWh pr, år, og dermed kan elregningen variere med flere hundrede kroner årligt. Det er vigtigt, at købere af TV-apparater får information herom.
Selve mærket er designet med henblik på at give forbrugerne præcis, genkendelig og sammenlignelig information, når de køber energiforbrugende produkter. Informationen har særligt fokus på energiforbruget, men omfatter også andre egenskaber som volumen, vandforbrug, kvalitetsaspekter og støjniveau for produkter, hvor det er relevant.
Som noget nyt er det leverandørens ansvar at levere energimærket sammen med det enkelte produkt. Forhandleren har til gengæld ansvaret for at placere mærket på et iøjnefaldende sted på produktet, så forbrugeren har let adgang til oplysningerne om energiforbrug.
Mærket er fortsat baseret på en skala, der afspejler produktets energieffektivitet fra A (mest effektiv)til G (mindst effektiv). For at give plads til yderligere differentiering og teknologiske fremskridt er skalaen nu blevet udvidet med A+, A++ og A+++ for flere af produkterne.
Kontakt: Charlotta Castenfors Laursen, Fuldmægtig, Energistyrelsen, tlf. 33 92 66 68, e-post: ccl@ens.dk
Civ. ing. Ture Hammar, Energistyrelsen, mobil: 20 46 40 62, e-post: tha@ens.dk
Sekretariatet for Ecodesign og Energimærkning af Produkter, tlf. 43 30 50 20, sekretariat@eco-energimaerke.dk,
Det Økologiske Råds pressemeddelelse , Energimærkning af apparater