Energistyrelsen udmelder indikative forbrugerprislofter på fjernvarme for 2023-2025

For at styrke gennemsigtigheden og øge forbrugerbeskyttelsen på fjernvarmeområdet er det besluttet at indføre et prisloft på forbrugerpriserne på fjernvarme. Energistyrelsen udmelder nu de indikative prislofter for 2023-2025. De endelige prislofter for forbrugerpriserne på fjernvarme for 2023-2025 udmeldes den 2. januar 2025, forudsat at lovforslag om gennemsigtighed i varmeforsyningsvirksomheder vedtages.

Formålet med prisloftet på fjernvarme er blandt andet at sikre gennemsigtighed i prisen på fjernvarme og styrke forbrugerbeskyttelsen. Konkret vil prisloftet give forbrugerne en indikation af, om deres varmeforsyningsvirksomhed har høje priser sammenlignet med omkostningerne til en individuel luft-til-vand-varmepumpe. Dertil vil fjernvarmeforbrugere med høje varmepriser få bedre mulighed for at fravælge fjernvarme.

Der er ikke tale om et prisloft i traditionel forstand, da varmeforsyningsvirksomhederne ikke direkte begrænses i, hvad de kan opkræve hos forbrugerne.

Prisloftniveauerne for 2023-2025 forventes foreløbigt, med et politisk besluttet forsigtighedstillæg på 15 procent, at blive:

  • Prisloft 2023: 486 kr./GJ i 2023-prisniveau
  • Prisloft 2024: 410 kr./GJ i 2024-prisniveau
  • Prisloft 2025: 412 kr./GJ i 2025-prisniveau

Mere information om fastsættelsen af prislofterne, herunder datagrundlag, fremgår på https://ens.dk/ansvarsomraader/varme/forbrugerprisloft-paa-fjernvarme

Energistyrelsen arbejder fortsat med opfølgning på de modtagne høringssvar i forbindelse med høring over udkast til Bekendtgørelse om omkostninger baseret på individuel varmeforsyning og beregnede forbrugerpriser for varmeforsyningsvirksomheder, der skal implementere de nærmere regler om prisloftet. Endvidere pågår der fortsat lovbehandling i Folketinget af Forslag til Lov om ændring af lov om varmeforsyning og lov om planlægning (Gennemsigtighed i varmeforsyningsvirksomheder), som indfører bestemmelser i varmeforsyningsloven vedrørende prisloftet. Det tages der forbehold for i beregningen af ovenstående niveauer.

De endelige prislofter for 2023-2025 udmeldes af Energistyrelsen den 2. januar 2025, forudsat at lovforslag om gennemsigtighed i varmeforsyningsvirksomheder vedtages.

Fra 2026 vil Forsyningstilsynet hvert år skulle beregne prislofterne og offentliggøre en oversigt over varmeforsyningsvirksomheder, der i gennemsnit har haft beregnede forbrugerpriser over prisloftet over en treårig periode. Varmeforsyningsvirksomheder på oversigten vil skulle udarbejde en plan for nedbringelse af priserne, og hvis virksomheden ikke får nedbragt priserne tilstrækkeligt, vil det kunne betyde, at forbrugerne får ophævet deres forbrugerbindinger.

Baggrund for prisloftet
Med Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022 blev det politisk besluttet at indføre et prisloft på forbrugerpriserne på fjernvarme for at styrke gennemsigtigheden og øge forbrugerbeskyttelsen på fjernvarmeområdet. Med den opfølgende klimaaftale om gennemsigtighed i varmeforsyningsvirksomheder fra juni 2024 blev det besluttet, at prisloftet skal tage afsæt i omkostningerne for en individuel luft-til-vand-varmepumpe.

FAKTA
Prisloftet på fjernvarme

  • Prisloftet indføres, såfremt Folketinget vedtager Forslag til Lov om ændring af lov om varmeforsyning og lov om planlægning (Gennemsigtighed i varmeforsyningsvirksomheder), som blev fremsat den 6. november 2024.
  • Prisloftet på fjernvarme har blandt andet til hensigt at give forbrugerne en indikation af, om deres varmeforsyningsvirksomhed har høje priser sammenlignet med omkostningerne til en individuel luft-til-vand-varmepumpe.
  • Der er tale om et nationalt prisloft, der vil gælde alle varmeforsyningsvirksomheder, som leverer opvarmet vand, uanset størrelse. Der er ikke tale om et prisloft i traditionel forstand, hvor prisloftet lægger et loft over, hvor meget en varmeforsyningsvirksomhed vil kunne indregne i sine varmepriser.
  • Prisloftet kan ikke i sig selv informere den enkelte forbruger om, hvilken varmeløsning der vil være mest økonomisk fordelagtig. Det skyldes, at prisen for opvarmning med forskellige varmeløsninger vil variere for den enkelte forbruger og afhænge af en række forhold, eksempelvis:
    • Karakteristika ved den konkrete bolig, der skal opvarmes, herunder boligens størrelse og isolering, kvaliteten af forbrugerens eget varmeanlæg m.v.
    • Lokale forhold som variationer i elomkostninger
  • Der vil endvidere være omkostninger forbundet med at skifte eller etablere varmeløsning, som ikke er inkluderet i prisloftet. Det kan f.eks. være omkostninger for en fjernvarmekunde, der ønsker at udtræde af kundeforholdet med en varmeforsyningsvirksomhed.
  • Ligeledes kan der være eventuelle omkostninger ved at tilslutte sig fjernvarme, som ikke er fuldt afspejlet i den beregnede forbrugerpris på fjernvarme, som sammenlignes med prisloftet.
  • Herudover kan andre forhold, som fx bebyggelsens tæthed, pladsbegrænsninger og adgang til fjernvarme være relevante i forhold til valg af varmeløsning.
Energistyrelsens pressetelefon (modtager ikke SMS'er)
Mail Icon