EUDP får ny energiteknologi på markedet
Blandt deltagerne i EUDP-støttede projekter forventer over 70 % at bringe ny energiteknologi på markedet. Det fremgår af en evaluering som Oxford Research har lavet af EUDP
Blandt deltagerne i EUDP-støttede projekter forventer over 70 % at bringe ny energiteknologi på markedet. Og for hvert tredje af de afsluttede projekter er dette allerede lykkedes.
Det fremgår af en evaluering som Oxford Research har lavet af Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, EUDP, der nu har eksisteret i 4 år. Evalueringen bygger på svar fra 369 eller 62 % af deltagerne i 175 EUDP-støttede projekter og på en række kvalitative interviews.
Evalueringen konkluderer, at EUDP i høj grad opfylder sit formål: De støttede projekter udvikler nye klimavenlige og effektive teknologier og bringer dem frem til markedet. EUDP bidrager til at skabe arbejdspladser, øget indtjening og bedre eksportmuligheder for virksomhederne. Og projekterne overfører viden fra universiteter til virksomheder, hvor den anvendes i praksis.
Kun knap en fjerdedel af EUDPs projekter er afsluttede, og hovedparten er halvvejs eller under halvvejs i deres projektforløb. Alligevel har en femtedel af alle de deltagende virksomheder allerede øget indtjeningen eller ansat flere medarbejdere. Knap halvdelen har eller forventer at få fodfæste på et nyt marked uden for Danmark.
"Det er tilfredsstillende, at vi allerede nu kan påvise målbare resultater af programmet. Men de egentlige effekter har vi endnu til gode. Det tager tid at udvikle ny energiteknologi, og EUDPs støtte ophører inden den egentlige markedsføring begynder", siger Torkil Bentzen, bestyrelsesformand for EUDP.
Ifølge evalueringen er EUDP et smidigt og virksomhedsrettet program, der formår at tiltrække både små og store virksomheder. Programmet har haft en stor tilskyndelses-effekt, og projekterne har en god projektstyring og fremdrift.
"Evalueringen viser, at vi er på rette spor. Men hvor det er muligt vil vi bruge resultaterne til at udvikle programmet yderligere. Vi vil blandt andet se på om vi kan styrke projekternes kommercielle fokus", siger Torkil Bentzen.
EUDP støtter projekter, hvor det teknologiske potentiale er klart, men hvor risikoen samtidig er for stor til, at det er muligt at skaffe private investorer eller lånekapital. EUDP har de første 4 år støttet 600 virksomheder og videninstitutioner i at skabe energiteknologiske udvikling for 1,8 mia. kr., hvoraf EUDPs investering har udgjort ca. halvdelen.
Støtten går i høj grad til små virksomheder. Disse står for ca. 1/3 af støttemidlerne og deltager i næsten halvdelen af projekterne. To trediedele af EUDPs energiteknologiske projekter indebærer et samarbejde mellem mindst en privat virksomhed og en videninstitution.
Yderligere oplysninger: Sekretariatschef Nicolai Zarganis tlf.: 33927601, mobil: 2361 7565, email: nz@ens.dk
Evalueringen af EUDP , Nyheder om EUDP
Morten Nordahl Møller
Kontorchef
Center for Global Rådgivning og Forhandling
Tlf.: 4533927601
mnm@ens.dk