Fald i dansk eksport af energiteknologi og -udstyr

3. maj 2011

2010 blev et år med faldende eksport af energiteknologi samtidig med at den øvrige vareeksport steg. Eksporten af energiteknologi udgør nu 9,5 pct. af den samlede vareeksport, hvilket fortsat er den højeste andel i EU.

 Danmark eksporterede energiteknologi og -udstyr for en værdi af 52,2 mia. kr. i 2010. Dette er et fald på 10,8 pct. i forhold til 2009, hvor eksporten var 58,5 mia. kr. Det viser nye tal, som Energistyrelsen offentliggør i samarbejde med Erhvervs- og Byggestyrelsen og DI Energibranchen. Samtidig steg den øvrige danske vareeksport med 12 pct. fra 2009 til 2010. Dermed faldt energiteknologieksportens andel af den samlede danske eksport af varer fra 11,7 pct. i 2009 til 9,5 pct. i 2010.

I samme periode, hvor EU15-landene har øget eksporten af energiteknologi med 12 pct. og importen med 13,2 pct., er den danske energiteknologieksport til Europa faldet med 16,9 pct. Dette kan enten være udtryk for, at danske virksomheder i 2010 har mistet markedsandele, eller være et resultat af en udflytning af dansk produktion af energiteknologi til andre markeder. I 2009 var situationen en anden. Her var det danske virksomheder, der så ud til at vinde markedsandele fra de øvrige eksportører inden for EU15. På trods af det store fald i eksporten af energiteknologi er Danmark dog forsat EU’s relativt største eksportør af energiteknologi, når man ser på energiteknologiens andel af den samlede vareeksport. Desuden er danske virksomheders eksport af energiteknologi fordoblet fra 2000 til 2010.

”Den store tilbagegang i eksporten af energiteknologi er naturligvis skuffende, men der er en voldsom efterspørgsel efter grønne løsninger, så fremtiden tegner generelt lys for branchen. Regeringen har øget de offentlige tilskud til energiteknologisk forskning markant, og vi har med Energistrategi 2050 fremlagt en køreplan for Danmarks vej til uafhængighed af fossile brændsler”, siger klima- og energiminister Lykke Friis, der så sent som i sidste uge drøftede udfordringer og muligheder i forhold til dansk eksport af energiteknologi med en række større virksomheder i det tilbagevendede ’Grønne Dialogforum’.

”Der er ingen tvivl om, at mulighederne for en betydelig stigning i eksporten er store. Grønne løsninger står højt på ønskelisten mange steder i verden, og interessen er stigende. Men der også problemstillinger, som vi fra politisk hold skal være endnu mere opmærksomme på. En af de ting virksomhederne pegede på ifm. Grønt Dialogforum, var, at de oplever grøn protektionisme - også inden for EU. Hvis det er tilfældet, er det naturligvis noget, jeg vil se med alvor på, og det kunne i givet fald blive en sag, som regeringen vil tage op under det danske EU formandskab,” siger Klima- og Energiminister, Lykke Friis.

Der er ingen entydig forklaring på det store fald i energiteknologieksporten i 2010. Danmark havde dog i 2009 en ekstraordinær eksport af boreplatforme til Singapore på mere end 2 mia. kr., som ikke blev gentaget i 2010. Samtidig har der været et fald i eksporten af komponenter til energiteknologisektoren. Hertil kommer, at der i nogle lande stilles krav om lokal produktion af energiteknologi, som kan medføre en øget udflytning af dansk produktion af energiteknologi til disse lande. Dette har en negativ effekt på eksporten, da de producerede produkter solgt til udlandet i givet fald ikke vil være produceret i Danmark og derfor heller ikke indgå som dansk eksport.  

”Vi står med en udfordring og et gigantisk potentiale. Vi formår ikke at fastholde eksport til udviklede lande, hvor rige storbyer vil stille massive krav til energiforsyning, infrastruktur, vandforsyning og spildevandshåndtering. Det er alle områder, Danmark har meget at byde på i form af fjernvarme, energieffektive kraftværker, den store andel vedvarende energi og den danske energiinfrastruktur, som mange lande studerer”, siger branchedirektør Anders Stouge, DI Energibranchen.

De største markeder for dansk energiteknologi er forsat Tyskland, USA og Storbritannien.

Kontakt:
Fuldmægtig Henriette Lindebæk la Cour, Energistyrelsen, telefon 33 95 42 78, e-mail: hlc@ens.dk
Pressechef Ture Falbe-Hansen, Energistyrelsen, mobil: 25 13 78 46, e-mail: tfh@ens.dk
Konsulent Lars B. Termansen, DI Energibranchen, tlf: 33 77 30 57, e-mail: lbte@di.dk
Pressekoordinator Søren Falck, DI, mobil: 3027 7292, e-mail: srfk@di.dk
Økonom Markus Bjerre, Erhvervs- og Byggestyrelsen, tlf: 35 46 63 68, e-mail: bje@ebst.dk bje@ebst.dk

Energierhvervsanalysen for 2010

Henriette Lindebæk la Cour
Fuldmægtig
Tlf.: 3392 6692
hlc@ens.dk
 

Ture Falbe-Hansen
Pressechef
Center for Organisation
Tlf.: 25 13 78 46
tfh@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig