Flexafregning: Afklaring for solcelleejere

19. juni 2018

Flexafregning er den eneste gangbare løsning, konkluderer Energistyrelsen, efter at have undersøgt en række alternative løsninger for de årsnettoafregnede egenproducenter. Dermed gives afklaring til solcelleejere, andre egenproducenter samt netvirksomheder i sagen om flexafregning.

Flexafregning af elforbruget forventes helt generelt at komme den almindelige forbruger til gode, fordi det bliver muligt at opnå en økonomisk gevinst ved at flytte sit elforbrug fra de dyre til de billige timer. Flexafregning forventes imidlertid at give de årsnettoafregnede solcelleejere og andre egenproducenter en meromkostning på mellem 200 og 500 kr. årligt, primært pga. øgede momsudgifter på indkøb af selve energien.

I efteråret 2017 nedsatte energi-, forsynings- og klimaministeren derfor en arbejdsgruppe, som skulle undersøge, om der findes alternative løsningsmodeller. Arbejdsgruppen blev ledet af Energistyrelsen og bestod desuden af deltagere fra Energinet og ministerens departement. Arbejdsgruppen skulle undersøge, om der var løsninger, som kunne give de årsnettoafregnede solcelleejere og andre egenproducenter vilkår, der svarer til de nuværende, uden at det ville give andre forbrugere en ekstraregning.

Arbejdsgruppen har konkluderet, at ingen af de identificerede alternative løsningsmodeller kan gennemføres bl.a. som følge af en afgørelse fra Landsskatteretten fra 2016. Afgørelsen betyder blandt andet, at uanset om solcelleejere og andre egenproducenter overgår til flexafregning eller ej, så vil de ikke længere kunne opretholde en årsnettoafregning af momsen på elindkøbet. Derudover er det arbejdsgruppens vurdering, at ingen af de identificerede alternative løsningsmodeller vil være juridisk eller omkostningsmæssigt mulige at implementere. Det skyldes, at de enten er i strid med lovgivningen, ikke vil kunne sikre uændrede økonomiske vilkår til alle årsnettoafregnede egenproducenter, eller at de efterlader administrative omkostninger, der langt overstiger meromkostningen.

Hverken flexafregning eller Landsskatterettens afgørelse ændrer på, at de årsnettoafregnede solcelleejere ikke skal betale elafgift og PSO for egenproduceret el.

Læs arbejdsgruppens notat vedr. ”Alternative løsningsmodeller til flexafregning”.

Afgørelsen fra Landsskatteretten fra 2016 medfører en ændring af SKAT’s praksis. SKAT har netop sendt udkast til såkaldt styresignal i høring. Styresignalet er en vejledning til ny praksis, som indarbejder Landsskatterettens afgørelse.

Fakta

  • Flexafregning betyder, at 3,3 mio elforbrugere, herunder ca. 85.000 årsnettoafregnede egenproducenter, løbende vil blive afregnet for deres faktiske elforbrug, time for time. Elforbrugerne kan dermed drage fordel af at flytte elforbrug fra timer, hvor elpriserne er høje til timer, hvor elpriserne er lave. Flex­afregning forventes at gavne både elforbrugerne og elsystemet samt understøtte den grønne omstilling.
  • For årsnettoafregnede egenproducenter vil elafgift og PSO-tarif fortsat blive afregnet efter årsnettoforbruget, således at besparelsen på denne del af elregningen opretholdes.
  • Udrulning af flexafregning til fjernaflæste elforbrugere begyndte i december 2017 og skal være fuldt gennemført ved udgangen af 2020.
  • SKAT har sendt et udkast til såkaldt styresignal i høring, som indarbejder Landsskatterettens afgørelse fra 2016 i praksis.

Kontakt

Chefkonsulent Maiken Duelund Gravgaard, mgr@ens.dk, 3392 6760

Pressechef Ture Falbe-Hansen, tfh@ens.dk, 2513 7846

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig