FN finder ikke tegn på svindel i HFC-23 klimaprojekter
FN’s undersøgelse viser, at de eksisterende FN-regler er overholdt. FN anbefaler dog en opstramning af reglerne for fremtidig godkendelse af HFC-projekter.
Klima- og energiminister Lykke Friis har i dag sendt en redegørelse til Energipolitisk Udvalg om resultatet af FN’s undersøgelse af samtlige 19 FN-godkendte HFC-23 projekter på verdensplan. FN’s undersøgelse viser, at de eksisterende FN-regler er overholdt. Der er ikke konstateret brud på de eksisterende regler, og FN har derfor genoptaget udstedelsen af kreditter til de allerede godkendte HFC-23 projekter.
FN påpeger dog samtidig, at det nuværende FN-regelsæt bl.a. ikke giver tilstrækkelig incitament til at reducere mængden af HFC-23 per enhed produceret kølemiddel, ligesom den eksisterende metode potentielt kan bevirke, at utidssvarende produktionsudstyr producerer på bekostning af nyere og mere effektivt udstyr. FN anbefaler derfor en opstramning af reglerne for fremtidig godkendelse af HFC-projekter. Forslag herom vil blive udarbejdet til et møde i FN’s øverste CDM-myndighed primo maj 2011.
På baggrund af artikler i dagspressen om svindel med CO2-kreditter fra kinesiske HFC-23 projekter sendte klima- og energiministeren 18. oktober 2010 en redegørelse til Folketinget om statens engagement via Danish Carbon Fund i 2 kinesiske HFC-23 projekter. Det fremgår af redegørelsen, at regeringen arbejder for en stram regulering af HFC-23 og af kølemidlet HCFC-22, og at regeringen allerede i 2008 besluttede, at staten ikke vil købe flere kreditter fra HFC-23 projekter.
EU-Kommissionen har 25. november 2010 fremsat forslag til forbud mod anvendelse af kreditter fra HFC-23 projekter og N2O-kreditter fra nylon-industrien inden for EU’s kvotesystem efter 2012. Forslaget begrundes bl.a. med, at lande som Indien og Kina fremover selv bør finansiere de billigste drivhusgasreduktioner så som fjernelse af den høj potente drivhusgas HFC-23.
Redegørelse af 18. okt. 2010 om danske HFC-23 projekter sendt til Folketinget
Orientering om resultat af FN-undersøgelse af HFC-23 klimaprojekter
Ture Falbe-Hansen
Pressechef
Center for Organisation
Tlf.: 25 13 78 46
tfh@ens.dk
Christian van Maarschalkerweerd
Specialkonsulent
Tlf.: 3395 4390 / Mobil tlf: 4190 5253
cma@ens.dk