Geotermisk varme er en perspektivrig energikilde

11. maj 2010

Ny redegørelse fra Energistyrelsen viser, at geotermi i mange tilfælde er konkurrencedygtig med anden fjernvarme

Geotermisk varmeproduktion kan blive en vigtig del af fremtidens danske energisystem. En ny redegørelse fra Energistyrelsen viser, at varmeprisen fra geotermiske anlæg i mange tilfælde vurderes at ligge på niveau med varmeprisen fra andre kollektive varmeforsyningsanlæg. Alt efter hvilke lokale forhold, der gør sig gældende vil geotermi med andre ord kunne være en konkurrencedygtig produktionsform. Dermed kan geotermisk varme sammen med vedvarende energikilder til elproduktion kunne yde et bidrag til at reducere den danske udledning af drivhusgasser.

Der er meget store mængder varme gemt i den danske undergrund. Varmen findes i det salte vand, der ligger i porøse sandstenslag, som i dybder på mellem 800 og 3000 meter kan findes i store dele af Danmark. Men indpasning af den geotermiske varmeproduktion i den eksisterende fjernvarmeforsyning vil være en udfordring, hvor samspillet med eksisterende varmekilder fra affaldsforbrænding og større kraftvarmeanlæg også spiller ind, når det skal vurderes, om der er basis for etablering af et geotermisk anlæg.

Energistyrelsens redegørelse ”Geotermi, varme fra jordens indre – internationale erfaringer, økonomiske forhold og udfordringer for geotermisk varmeproduktion i Danmark” beskriver forhold, muligheder og udfordringer for etableringen af geotermiske anlæg i Danmark. Dette perspektiveres i forhold til geotermisk produktion i andre lande, og hvordan man i disse lande forsøger at overkomme udfordringerne og fremme geotermi.

Det er især etableringsfasen for geotermianlæg, der er forbundet med store omkostninger i forbindelse med boringer, etablering af selve anlægget samt den efterfølgende nettilslutning. Hertil kommer risikoen ved omkostningstunge boringer, hvis boringerne ikke påviser de rette forhold for porøsitet og permeabilitet. Det kan gøre det vanskeligt for mindre markedsaktører at engagere sig i geotermiske aktiviteter på egen hånd.

Redegørelsen bygger videre på konklusioner fra redegørelsen fra Energistyrelsen ”Geotermi, varme fra jordens indre, status og muligheder i Danmark” fra oktober 2009, hvor mulighederne for geotermisk varmeproduktion i Danmark beskrives.

De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, har bidraget til begge redegørelser med rapporten ”Vurdering af det geotermiske potentiale i Danmark”. I denne rapport kortlægges blandt andet, hvor man kan vente at finde egnede sandstenslag til geotermisk energiproduktion, samt hvor meget varme der findes i undergrunden.

Redegørelserne fra Energistyrelsen og rapporten fra GEUS er tilgængelige via Energistyrelsens hjemmeside. Hos GEUS kan man bestille en trykt udgave af deres rapport.

Tidligere redegørelse fra 2009 samt rapport fra GEUS

Redegørelsen Geotermi - varme fra jordens indre (maj 2010)

Steffen Bjørn Olsen
Specialkonsulent
Center for Energiressourcer
Tlf.: 33 92 66 73
sbo@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig