Gode udsigter for batterilagring i det sydafrikanske energisystem
Sydafrika har som ambition at øge sin andel af vedvarende energi med mere end 20 procent i 2030. Batterilagring af den varierende energiproduktion kommer til at spille en afgørende rolle i omstillingen, og nu er de tekniske specifikationer for batterilagringen på plads. Det tekniske forarbejde, som har banet vejen herfor, er lavet i tæt energipartnerskab mellem danske og sydafrikanske energimyndigheder.
Sydafrika har en ambition om at skabe større diversitet i sit energimix, indføre flere vedvarende energikilder samt forbedre energikapaciteten, som i dag ikke dækker landets behov. Det fastslår Sydafrikas Department of Mineral Resources and Energy (DMRE) i de nye grønne mål, der står skrevet i den integrerede ressourceplan fra 2019 (IRP 2019), som omhandler landets energiproduktion frem til 2030.
Ifølge IRP 2019 forventer regeringen, at kul vil fylde 30 procent mindre i energiproduktionen i 2030, hvor vedvarende energi derimod vil stige til ca. 25 procent. Grundet stigningen i vedvarende energi er der behov for energilagringskapacitet for bedst muligt at udnytte de mere variable vedvarende energikilder, så der ikke kun er strøm i kontakten, når vinden blæser. En del af løsningen kan være batterilagring.
Grid Code-sekretariatet, som er det sydafrikanske elforsyningsselskab Eskoms systemoperatør, kom derfor for nylig med anbefalinger om tekniske standarder for batterilagring i energinettet til National Energy Regulator (NERSA). Det tekniske forarbejde til anbefalingerne er en vigtig forudsætning og et resultat af det dansk-sydafrikanske energipartnerskab, der har været aktivt siden 2013.
Danske erfaringer sættes i spil i samarbejdet om tekniske specifikationer
Verden over er der stigende fokus på fordelene ved at integrere batterilagring, når man øger andelen af vedvarende energi i energimixet. Danmark er et af de første lande i Europa, der har udviklet tekniske forskrifter for batterilagringssystemer. Samarbejdet mellem Danmark og Sydafrika er derfor afgørende for, at Sydafrika kan nå i mål med den omstilling af energinettet, som allerede er skudt i gang.
I august 2020 opfordrede Eskom til bud på design og konstruktion af et batterilagringssystem, der skulle installeres i Western Cape, hvor koncernens 100 megawatt Sere-vindmøllepark er placeret. Dette er første trin i indkøbsprocessen for store batterilagringsløsninger i Sydafrika og det første af sin art – ikke kun nationalt, men i hele Afrika.
Netforbindelseskoden, som skal sikre, at energisystemet fungerer sikkert og økonomisk attraktivt, er udviklet af Grid Code-sekretariatet i tæt samarbejde med Energistyrelsen og den danske TSO, Energinet, som en af hovedaktiviteterne inden for rammen for det dansk-sydafrikanske energipartnerskabsprogram.
I løbet af de sidste to år har Energistyrelsen, Energinet, NERSA, Grid Code-sekretariatet og Industry Expects samarbejdet tæt og delt erfaringer og best practice med hensyn til udvikling af regulering til ny teknologi såsom batterilagringssystemer.
Fakta om det dansk-sydafrikanske energisamarbejde
- I 2013 indgik Sydafrika og Danmark en langsigtet samarbejdsaftale med det formål at fremme omstillingen til en kulstoffattig økonomi i Sydafrika. Samarbejdet finansieres af den danske regering og administreres af Energistyrelsen i tæt samarbejde med Udenrigsministeriet, den danske ambassade og Energinet.
- Energistyrelsen samarbejder med Department of Mineral Resources and Energy (DMRE) og Eskom gennem det fælles energipartnerskabsprogram mellem Sydafrika og Danmark. Programmet er i sin tredje fase, der løber fra november 2020 til 2025, og vil fokusere på retfærdig energiomstilling, indkøb af vedvarende energi, integration af vedvarende energi i elnettet og langsigtet energiscenariemodellering.
- Danmark har 16 myndighedssamarbejder om energi med lande, der til sammen udleder mere end 60 procent af verdens CO2. Ved at opbygge viden og kapacitet i partnerlandenes nationale myndigheder, styrkes de politiske beslutningstagere til at træffe bæredygtige og omkostningseffektive energipolitiske beslutninger, der understøtter den globale grønne omstilling.
For yderligere info, kontakt venligst Birgitte Torntoft: 3392 7901.