Hurtigt bredbånd buldrer nu også frem i sommerhusområder

En tur i sommerhus væk fra hverdagens stress og jag betyder ikke et farvel til en god internetforbindelse. Energistyrelsens bredbåndskortlægning 2021 viser, at bredbåndsdækningen i hele landet, og særligt i landzoneområderne, er blevet endnu bedre det seneste år.

Hvis de lange sommeraftener skal bruges på at streame de nyeste film og serier, kan danskerne roligt søge mod sommerhuset. I det seneste år er der i den grad udrullet hurtigt bredbånd til de danske sommerhuse. Det betyder, at 81 pct. af sommerhusene nu har adgang til lynhurtigt bredbånd med download-hastigheder på mindst 100 Mbit/s og upload på mindst 30 Mbit/s.

”En stabil og hurtig internetforbindelse er for mange danskere og turister en vigtig del af den gode ferie. Derfor er jeg rigtig glad for at se, hvor hurtigt og godt det går med at forbedre dækningen i sommerhusområderne. Det danske vejr kan jo være lunefuldt, så om det er udenfor på en solskinsdag eller indenfor, mens regnen siler ned, skal det være muligt at komme på en lynhurtigt forbindelse,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Figur 1. Udviklingen i bredbåndsdækningen med 100/30 Mbit/s i sommerhuse. (Kilde: Energistyrelsens bredbåndskortlægning).

Danmark distancerer sig fra turistlandene

De fleste europæiske lande kan prale af varmere temperaturer end de danske. Hvis det imidlertid er en god bredbåndsforbindelse, som er afgørende for valg af sommerferiedestination, kan sommerferien med fordel nydes i Danmark, som ligger helt i top, hvad angår adgang til hurtig bredbåndsinfrastruktur. Og langt foran flere af danskernes yndede turistdestinationer.

Figur 2. Danmark ligger helt i top, hvad angår adgangen til hurtig bredbåndsinfrastruktur. (Kilde: Europa-Kommissionen.)

Stort fald i restgruppen – særligt i landzoneområder

Også landets boliger og virksomheder har nydt godt af den bredbåndsudrulning, som har fundet sted det seneste år. Den såkaldte restgruppe af boliger og virksomheder, som ikke har adgang til lynhurtigt bredbånd på mindst 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload, er reduceret med 22 pct. Det betyder, at ca. 27.000 bolig- og virksomhedsadresser har fået adgang til 100 Mbit download og 30 Mbit upload det seneste år. Sammenlagt har 96 pct. af alle danske boliger og virksomheder nu adgang til de høje hastigheder.

Traditionelt set har bredbåndsdækningen været bedst i byerne, men i de senere år har boliger og virksomheder i landzoneområder med hastige skridt nærmet sig den gode dækning, som opleves i byerne. En udvikling, som glæder Dan Jørgensen:

”Hvis der er noget, hjemmearbejdet under corona har lært os, så er det, at alle har brug for hurtigt og stabilt internet. Om man bor midt i byen eller ude på landet skal ikke være afgørende for, om man har god forbindelse, og derfor har vi fokus på, at udrulningen af bredbånd uden for byerne også har fart på.”

Figur 3. Udviklingen i bredbåndsdækningen med 100/30 Mbit/s i byzone og landzone. (Kilde: Energistyrelsens bredbåndskortlægning)

Fakta

  • 96 pct. af boliger og virksomheder har adgang til mindst 100/30 Mbit/s.
  • 97 pct. af boliger og virksomheder har adgang til mindst 30/5 Mbit/s.
  • 98 pct. af boliger og virksomheder i byzoneområder har adgang til mindst 100/30 Mbit/s
  • 84 pct. af boliger og virksomheder i landzoneområder har adgang til mindst 100/30 Mbit/s. En stigning på knap 35 procentpoint siden 2015.
  • 81 pct. af sommerhusene har adgang til mindst 100/30 Mbit/s. En stigning på otte procentpoint fra 2020.
  • På Energistyrelsens hjemmeside Tjekditnet.dk kan du finde informationer om bredbåndsdækningen i Danmark. Du kan slå din adresse op og se hvilke udbydere, der udbyder bredbånd på adressen. Gå også på opdagelse i de mange data om bredbånd, som kan udtrækkes fra hjemmesiden.

Kontakt:

Chefkonsulent Hans Teglhus Møller, tlf: 3392 7585, htm@ens.dk

Pressechef Ture Falbe-Hansen, mobil: 2513 7846, tfh@ens.dk

Pressechef
Ture Falbe-Hansen
Mail Icon