Hvordan kan energiteknologisk forskning og udvikling bidrage til fossil uafhængighed og grøn vækst?

13. maj 2011

De danske energiteknologiske forsknings- og udviklingsprogrammer holder fælles konference og informationsmøde onsdag den 22. juni i Ingeniørhuset i København.

Konferencen vil i år sætte fokus på, hvordan energiteknologisk forskning og udvikling kan bidrage til et samfund uden fossile brændsler og med grøn vækst.
 
De forskellige programmer og tilskudsmuligheder vil blive præsenteret, og du vil høre om andres erfaringer med projekter. Du vil få rig lejlighed til at gå i dialog med oplægsholderne og med repræsentanter for programmerne. 

Energistyrelsen vil sætte fokus på forsknings- og udviklingsprogrammernes strategiske udfordringer. Det danske innovationscenter i Shanghai vil fortælle, hvordan danske virksomheder kan nå de globale vækstmarkeder. Energinet.dk vil give et bud på, hvordan forskning og udvikling kan bidrage til en dansk energiforsyning fri for fossile brændsler i 2050.

Ud over årets konferenceprogram er der følgende faste indslag på konferencen:
 
-       Informationsstande for hvert enkelt program, hvor du kan få information og feedback på din projektidé og høre nærmere om ansøgningsprocedurer og regler
-       Lejlighed til at skabe netværk og lave aftaler med andre potentielle ansøgere
-       Posterudstilling med udvalgte projekter.
 
På tre parallelle sessioner vil der blive præsenteret projekter indenfor
-       Energiproduktion: vind og sol,
-       Energisystemer: brændselsceller og Smart Grid, og
-       Energiforbrug: bygninger og LED-lys.
 
Hvert oplæg vil belyse, hvordan projektet bidrager til et Danmark uden brug af fossil energi og dansk eksport af energiteknologi til de globale vækstmarkeder. 

Konferencen afsluttes med en paneldebat om energiforskningsprogrammernes strategi og fremtid.
 
Konferencen arrangeres i samarbejde mellem EUDP-sekretariatet i Energistyrelsen, Energinet.dk, Dansk Energi, Det Strategiske Forskningsråd (DSF) og Højteknologifonden.
 
Deltagelse i konferencen er gratis. Tilmelding til konferencen kan ske ved at sende en mail til uddannelse@danskenergi.dk inden 15. juni.

Program kan hentes på Dansk Energis hjemmeside: http://www.danskenergi.dk/Uddannelse/Aktiviteter/8561.aspx

Om EUDP, Nyheder om EUDP

Majken Salomon Hess
Fuldmægtig
Tlf.: 3392 7567
msh@ENS.DK

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig