Klimatilpasning står højt på kommunernes dagsorden

2. juli 2010

Kommunerne er godt i gang med strategier for klimatilpasning og med at håndtere de øgede vandmængder

De fleste kommuner lægger i disse år mange kræfter i at kunne håndtere de øgede mængder vand, som klimaforandringerne ventes at føre med sig. Strategier, planer og kortlægning er kommunerne også godt i gang med.

På andre områder er indsatsen for klimatilpasning begrænset, og mange kommuner oplever, at de mangler både viden og værktøjer til at tage beslutninger.

Det viser en ny omfattende undersøgelse om kommunernes klimatilpasning, som Videncenter for klimatilpasning har gennemført i samarbejde med KL.

Inden for de seneste 5 år har de 73 kommuner, der har svaret på spørgeskemaet, i stigende grad oplevet øget nedbør fra ekstremt regnvejr. Hele 81% af kommunerne forventer flere oversvømmelser i fremtiden fra nedbør, mens 65% af kystkommunerne forventer flere oversvømmelser fra havet. Derfor peger hovedparten af kommunerne på spildevand og planlægning, som de områder, hvor de vil prioritere klimatilpasning i de kommende år.

Strategier for klimatilpasning på vej
For at komme fremtidens klimaudfordringer i forkøbet er mange kommuner i fuld gang med at udarbejde strategier og planer for klimatilpasning. For de kommuner, der har deltaget i undersøgelsen, indgår klimatilpasning i 4 ud af 5 kommuneplaner. 42 % af kommunerne har udarbejdet en særlig klimatilpasningsstrategi, der beskriver mål, indsatsområder og midler til at håndtere klimaforandringerne. Af de kommuner, der endnu ikke har en strategi, siger to tredjedele (67%), at de vil udarbejde en inden for de kommende år. Det betyder, at rigtig mange kommuner nu skal til at overveje, hvilke områder deres planer skal fokusere på, og hvad der skal prioriteres.

De kommuner, som er i gang, har fokus på at beskytte sig mod øgede mængder vand i form af mere nedbør og stigninger i grundvandsniveau og havspejl. 73% af kommunerne har kortlagt arealer, der er sårbare over for oversvømmelser fra regnvand, grundvand eller kloak, og 67% af kystkommunerne har kortlagt arealer, der er sårbare overfor oversvømmelser fra havet. Kommunerne ser klart vand som den største klimaudfordring, og der er få tiltag på andre områder.

Interesserede borgere
Mange af de klimaudfordringer kommunerne står overfor går henover de administrative grænser og påvirker borgere, der bor i kystnære og lavtliggende områder. Derfor samarbejder over halvdelen af kommunerne (52%) med andre kommuner om klimatilpasning. 67% oplever, at borgerne interesserer sig for klimaændringer og mulighederne for tilpasning og 41% af kommunerne har inddraget borgerne i arbejdet.

Klima- og energiminister Lykke Friis hilser undersøgelsen velkommen og siger:
"Undersøgelsen viser, at kommunerne tager klimatilpasning alvorligt. Det er flot, at så mange har kortlagt konsekvenser, udarbejdet strategier og gennemført konkrete tiltag på vandområdet. Mange samarbejder også allerede med andre kommuner og inddrager borgerne."

Lykke Friis hæfter sig ved, at halvdelen af kommunerne i undersøgelsen ikke mener, at de har tilstrækkeligt med viden og værktøjer til at kunne tage beslutninger om klimatilpasning. Her er der imidlertid hjælp at hente på portalen klimatilpasning.dk.

"For de kommuner, som skal i gang med klimatilpasningen, kan det være svært at danne sig et overblik over, hvilke områder der bør tænkes med i en strategi. Derfor har vi oprettet portalen klimatilpasning.dk, hvor kommunerne både kan finde eksempler på, hvordan andre gør, og relevant viden. Undersøgelsen giver også et godt grundlag for videreudvikling af portalen," siger Lykke Friis.

Eksempler på konkrete tiltag i kommunerne
At de øgede vandmængder er den mest påtrængende udfordring afspejler sig i de konkrete tiltag, som kommunerne allerede har iværksat for at mindske skader, forårsaget af klimaændringer:

Undersøgelsen om kommunernes klimatilpasning

Bodil Harder
Chefkonsulent
Center for Forsyning
Tlf.: 41 90 52 54
bha@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig