Lov om styrket beredskab i energisektoren i høring

Energistyrelsen inviterer til sektormøde om et nyt lovforslag, der netop er sendt i høring. Loven skal styrke energisektorens modstandsdygtighed og beredskab og implementere NIS2- og CER-direktiverne. Mere end dobbelt så mange virksomheder som i dag ventes omfattet af beredskabskrav og fast tilsyn.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har sendt Lov om styrket beredskab i energisektoren i høring. Lovforslaget skal sikre en tidssvarende implementering af to nye EU-direktiver, NIS2- og CER-direktiverne, samtidig med at den eksisterende beredskabsregulering af energisektoren moderniseres. Energisektoren får dermed sin egen lov og omfattes ikke af de to hovedlove fra Forsvarsministeriet, der implementerer EU-direktiverne i dansk ret.

Formålet med lovforslaget er at styrke energisektorens beredskab med henblik på at forebygge og modstå hændelser, som kan true energiforsyningen. Der er i dag et markant og højt trusselsniveau mod sektoren fra blandt andet cyberangreb og spionage. Desuden sker der store forandringer i sektoren som følge af den grønne omstilling og digitalisering.

Virksomheder i el-, gas-, olie-, fjernvarme-, fjernkøling- og brintsektoren er omfattet af lovforslaget. Dermed omfattes aktører, der i dag ikke er underlagt beredskabsregulering. Antallet af virksomheder, der er omfattet af Energistyrelsens faste tilsyn, er i dag omkring 84 og ventes at blive mere end fordoblet. Yderligere omkring 200 mindre forsyningsvirksomheder vil blive omfattet af krav om at have en beredskabsplan og et kontaktpunkt.

Høj robusthed
CER-direktivet stiller krav til kritiske enheders modstandsdygtighed, mens NIS2-direktivet stiller krav til virksomhedernes cybersikkerhedsniveau. Foruden at implementere direktiverne vil lovforslaget indeholde krav til energisektorens beredskab, herunder krav til fysiske, tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre en høj robusthed. Eksempelvis krav om alarmsystemer og netværksopdeling, der minimerer risikoen for, at cyberangreb kan sprede sig..

Lov om styrket beredskab i energisektoren skal desuden gennemføre de nødvendige lovgivningsmæssige tiltag med henblik på at sikre, at Energistyrelsen har tilstrækkelig hjemmel til at behandle anmodninger om sikkerhedsgodkendelse af ansatte med kritiske funktioner i virksomheder i energisektoren.

Lovforslaget er netop sendt i ekstern høring med frist for afgivelse af høringssvar den 10. juli 2024. Det forventes, at lovforslaget fremsættes i næste folketingssamling, og det foreslås, at loven træder i kraft 1. januar 2025. På hoeringsportalen.dk kan du læse lovforslaget og finde mere information.

Bliv klogere på loven
Energistyrelsen inviterer virksomheder i energisektoren til et sektormøde den 18. juni 2024 kl. 14.30-17.00. Man kan deltage fysisk eller online og få svar på sine spørgsmål om den nye lovgivning. Tilmelding kan ske via: https://ens.nemtilmeld.dk/

FAKTA
Lov om styrket beredskab i energisektoren

  • Der i dag et højt og markant trusselsniveau mod energisektoren i forhold til især cyberangreb og spionage, hvorfor der er behov for et ambitiøst beredskabsniveau, som gør sektoren modstandsdygtig.
  • Energisektoren får sin egen lov for at sikre en tidssvarende implementering af EU-direktiverne NIS2 (Network and Information Security 2) og CER (Critical Entities Resilience).
Energistyrelsens pressetelefon (modtager ikke SMS'er)
Mail Icon
Tino Rueskov Pedersen

Presserådgiver i Energistyrelsen