National energisparekampagne bidrog til markante el- og varmebesparelser

Energistyrelsens nationale energisparekampagne nåede bredt ud til danskerne, øgede kendskabet til de gode spareråd og bidrog til markante el- og varmebesparelser. Det viser evalueringen af den nationale kampagne ’Sammen sparer vi på energien’.

2022 var året, hvor danskere for alvor blev opmærksomme på deres energiforbrug. Og her har Energistyrelsen energisparekampagne spillet en væsentlig rolle. Det viser en evaluering af kommunikationsindsatsen.

Evalueringen viser bl.a. at:

  • 9 ud af 10 danskere kender Energistyrelsens spareråd.
  • 70 % af danskerne mener, at Energistyrelsens spareråd hjælper dem til at spare på energien.
  • 3 ud af 4 er mere motiverede for at spare på deres el-, varmtvands,- og varmeforbrug end før kampagnen.

Mindre forbrug

Danskernes indsats for at spare på energien ses også i Energistyrelsens forbrugstal, som viser, at danskernes el- og gasforbrug i andet halvår 2022 var reduceret med henholdsvis 6 % og 19 % i forhold til det forventede forbrug.

”Det er glædeligt, at danskerne i højere grad end tidligere fokuserer på at spare på el, varmt vand og varme. Vi står stadig i en situation, hvor energiforbruget skal bringes ned af hensyn til forsyningssikkerheden og den grønne omstilling. Og det er tid til at vi lader de gode, nye vaner blive til god ny livsstil, når det kommer til energi,” siger Stine Leth Rasmussen, vicedirektør i Energistyrelsen.

Stort potentiale i energioptimeringer

Mens danskernes sparevaner er blevet markant bedre gennem det seneste år, viser kampagneevalueringen også, at der stadig er et stort potentiale for energioptimeringer og boligrenoveringer.

”Det var afgørende hurtigt at klæde danskerne på til at spare på energien ved hjælp af gode, konkrete adfærdsråd. Men vi kan også se, at danskerne ønsker mere information om, hvordan de bedst energiforbedrer huset. Det vil vi fortsat støtte danskerne i,” siger Stine Leth Rasmussen.

Arbejdspladserne er en vigtig del af løsningen

Mange af danskere befinder sig cirka halvdelen af de vågne timer på arbejdspladsen Derfor sætter energivanerne på arbejdspladsen også et aftryk på virksomhedernes energiforbrug. Kampagnen fokuserede derfor også på, hvordan man kunne at spare energi på arbejdspladsen.

Evalueringen af arbejdspladsindsatsen viser bl.a. at:

  • 8 ud af 10 beslutningstagere på arbejdspladserne føler sig motiverede af sparerådene.
  • 41 % af beslutningstagerne har sørget for, at arbejdspladsen har skruet ned for varmen
  • 39 % af beslutningstagerne har sørget for at elektroniske apparater, der ikke var i brug, blev slukket.

”Virksomhederne reagerede på situationen i efteråret og mange fokuserede på at spare energi her og nu. Men ligesom i de private husstande, ser vi også på arbejdspladserne et stort potentiale og en interesse i at tage fat på de mere langsigtede tiltag,” siger Stine Leth Rasmussen.

Det er muligt at søge tilskud til projekter, der sparer energi og CO2 på arbejdspladsen gennem Erhvervspuljen. Puljens støttesats blev sat op i efteråret 2022 og gjort nemmere at søge.

”Vi kan allerede nu se, at virksomhederne i højere grad end tidligere vælger at søge om hjælp til deres grønne omstilling gennem Erhvervspuljen Det er noget, der tæller i både virksomhedens økonomi og er positivt for klimaet,” siger Stine Leth Rasmussen.

Fakta:

I kampagnen ’Sammen sparer vi på energien’ stødte danskerne blandt andet på spareråd via digitale og printede medier, i byrummet, på arbejdspladsen og på Energistyrelsens hjemmeside med energispareråd; SparEnergi.dk. Desuden cyklede Energistyrelsens rådgivningstjeneste ud i sommerlandet og lavede pop-up events, hvor alle interesserede kunne få gratis energirådgivning.

Læs mere om at spare energi i hjemmet her

Kampagnen blev eksekveret fra slut juni til december 2022. Den tog afsæt i en befolkningsundersøgelse foretaget i primo april 2022, som både fungerede som indsigtsgrundlag og som nulpunktmåling. Undersøgelsen blev fulgt op i juni og primo januar 2023 med det formål at evaluere kampagnen og måle effekten af kommunikationsindsatsen i befolkningen. Begge dataindsamlinger er foretaget som online survey-interviews og er nationalt repræsentative i forhold til køn, alder og region.

Læs kampagneevalueringen her.

Kampagneindsatsen målrettet arbejdspladserne tog afsæt i et indsigtsgrundlag gennemført i forsommeren 2022. Her blev 500 beslutningstagere og 700 medarbejdere spurgt om deres energispareadfærd og motivationsfaktorer for at spare på energien på arbejdspladsen. Herefter blev der i samarbejde med relevante brancheorganisationer udviklet materialepakker med råd og hjælp til beslutningstagere og medarbejdere på arbejdspladserne. Undersøgelsen blev fulgt op i primo januar 2023 med det formål at evaluere kampagnen og måle effekten af kommunikationsindsatsen målrettet arbejdspladserne.

Læs mere om at søge erhvervspuljen her.

Pressetelefon (modtager ikke SMS'er)
Mail Icon