Nedtælling til 1. marts – hjemmesiden www.skrotditoliefyr.dk går i luften
På hjemmesiden www.skrotditoliefyr.dk kan interesserede nu læse mere om skrotningsordningen for oliefyr og sætte sig ind i ansøgningsprocedurerne. Ordningen åbner for modtagelse af ansøgninger mandag den 1. marts.
Skrotningsordningen for oliefyr åbner for modtagelse af ansøgninger mandag den 1. marts kl. 9. Men allerede fra i dag kan interesserede ejere af helårsboliger med oliefyr læse om ordningen og sætte sig ind i ansøgningsprocedurerne på www.skrotditoliefyr.dk. Ordningen administreres af et sekretariat skrotditoliefyr.dk, der varetages af Teknologisk Institut. Sekretariatet kan fra i dag kontaktes på tlf. 72 20 30 40.
Klima- og energiminister Lykke Friis ser frem til, at ordningen får sat skub i skrotningen af gamle oliefyr til glæde for både klimaet, beskæftigelsen og forsyningssikkerheden:
”Det er sund fornuft at udskifte gamle ineffektive oliefyr med mere energieffektive opvarmningssystemer som fjernvarme, varmepumper, jordvarme eller solvarme. Derfor har Regeringen og Dansk Folkeparti afsat 400 millioner kroner til skrotning af oliefyr, der giver et skub i den rigtige retning til opfyldelse af Regeringens målsætninger. Både de kortsigtede - og her tænker jeg især på opfyldelse af vores klimamål og en hjælpende hånd til beskæftigelsen - men så sandelig også de mere langsigtede i forhold til forsyningssikkerheden. Og i længden tjener forbrugerne jo også investeringen ind gennem lavere varmeregninger”, siger Lykke Friis.
På finansloven for 2010 blev afsat 400 millioner kr. til en tilskudsordning til køb og installation af energieffektive opvarmningssystemer ved skrotning af et oliefyr. Bor man inden for et område, der er udlagt til fjernvarme, yder ordningen alene tilskud til installation af fjernvarme. Bor man uden for et fjernvarmeområde, er der tre muligheder for tilskud. 1) til effektive luft til vand-varmepumper, 2) til effektive væske til vand-varmepumper (jordvarmeanlæg), eller 3) til solvarmeanlæg.
Fra 1. marts kan ansøgningsmateriale findes på www.skrotditoliefyr.dk Ansøgninger til ordningen modtages fra mandag 1. marts kl. 9 og midlerne disponeres efter ”først-til-mølle” princippet. Det er en forudsætning, at arbejdet først påbegyndes, når der er givet tilsagn om tilskud.
Morten Nordahl Møller
Kontorchef
Center for Global Rådgivning og Forhandling
Tlf.: 4533927601
mnm@ens.dk
Mette Vingaard
AC-medarbejder
Center for Forsyning
Tlf.: 33 92 78 27
mvi@ens.dk