Nordiske lande samarbejder om udvikling af CO2-markedet
Nordisk rapport opfordrer til fælles udvikling af JI/CDM konceptet
Ny nordisk rapport peger på behovet for forbedring og videreudvikling af FN’s mekanisme for handel med emissionsreduktioner fra projekter i u-landene og Østeuropa. De nordiske lande har allerede taget initiativ til første fase af et pilotprojekt om reduktion af drivhusgasser og udvikling af nye markedsmekanismer i Vietnam og Peru.
De nordiske lande har stor erfaring med udvikling af klimaprojekter i u-landene og Østeuropa, de såkaldte JI og CDM projekter under Kyoto-protokollen, og kan med fordel samarbejde om udvikling af carbon-markedet i fremtiden. Det viser en ny rapport, som netop er udgivet af Nordisk ministerråd. Rapporten opsummerer resultaterne af projektet: Nordic Perspectives on Carbon Market Mechanisms, som blev iværksat af de nordiske finansministre under Nordisk Ministerråds Globaliseringsinitiativ i efteråret 2009, se http://www.norden.org/da/publikationer/publikationer/2011-505. Der peges bl.a. på forslag til standardisering af CDM metoderne, afskaffelse af barrierer for udbredelse af CDM til de fattigste lande og udvikling af nye, opskalerede markedsmekanismer.
Energistyrelsen har haft formandskabet for projektet, som desuden har haft deltagelse af de andre nordiske landes JI/CDM administrationer, repræsentanter for de nordiske landes finansministerier samt den nordiske miljøfinansieringsfacilitet NEFCO.
Under det nordiske projekt har der været afholdt 3 workshops med følgende emner: 1) de erfaringer som landene har høstet med JI/CDM markedet, 2) finansiering af JI/CDM projekter og 3) carbonmarkedet post-2012. Projektet peger på både gode og mindre gode erfaringer med JI/CDM programmerne, men den største udfordring fremover bliver at sikre en bedre geografisk fordeling af klimaprojekterne og udbredelse af projekter til sektorer, som i dag er underrepræsenterede men har store reduktionspotentialer, f.eks. inden landbrug, transport og husholdningerne/boligsektoren. Behovet herfor understreges også af kravene i Klima- og energipakken om, at nye CDM projekter registreret efter 2012 skal komme fra de fattigste lande.
Udformningen af et fremtidigt karbonmarked forhandles stadig og forventes ikke klar før efter 2012, så en fælles nordisk indsats og platform kan få betydelig positiv indflydelse i forhandlingsprocessen og på forbedring af CDM og designet af nye mekanismer. Som opfølgning på projektet og arbejde i den nordiske klimagruppe blev der allerede på miljøministrenes møde i Reykjavik i november 2010 igangsat en første fase af et nyt nordisk partnerskabsinitiativ om opskaleret reduktionsindsats. Vietnam og Peru er valgt som pilotlande og ideen er at hjælpe landene med at forberede reduktionsindsats og evt. adgang til international finansiering i en udvalgt sektor samt vise, hvordan nye mekanismer kunne fungere i praksis i den valgte sektor.
Rapporten "Nordic Perspectives on Carbon Market Mechanisms", Internationale klimaprojekter
Ulla Blatt Bendtsen
Chefkonsulent
Center for Global Rådgivning og Forhandling
Tlf.: 3392 6780
ubb@ens.dk