Nu skal boligens energimærkning vises i salgsannoncerne

1. juli 2010

Lovændring sikrer at boligkøbere kan se boligens energimærkning inden de tager beslutning om at købe. Det giver et øget fokus på energiforbruget i de private boliger og mulighed for at indtænke behovet for energirenovering i boligfinansieringen inden køb.

Folketinget vedtog i maj 2010 enstemmigt en lovændring, som forpligter husejerne til at udarbejde en energimærkning af deres bolig inden den annonceres til salg. Formålet er at sikre, at energimærket vises i salgsannoncer for ejendomme, der sættes til salg efter 1. juli 2010, hvor loven træder i kraft. Det betyder, at købere af boliger vil kunne se på bygningens energiklasse på salgsannoncen. Energiklassen angives på en skala fra A til G, hvor A er bedst på samme måde som for køleskabe og andre hårde hvidevarer, der har været omfattet af en lovpligtig mærkningsordning i mange år.

Klima- og Energiminister Lykke Fris udtaler: ”Hvis vi skal nå regeringens målsætninger om klima og forsyningssikkerhed, skal der gøres en indsats for energibesparelser i mange år fremover. Det gælder også for bygninger, der bruger en stor del af energien i samfundet i dag. Derfor er det også vigtigt, at borgere, der skal have nyt hus, energimæssigt set ikke køber katten i sækken. Jeg tror, at lovændringen vil give et bidrag til, at energiforholdene for boliger kommer mere i fokus når der skal handles boliger, og dermed også giver et skub fremad for besparelsesindsatsen. Jeg er glad for, at der i Folketinget var stor forståelse for dette og at loven blev vedtaget enstemmigt.”

Energiforbruget til opvarmning af bygninger udgør 40 pct. af det samlede energiforbrug. Danmark har i dag verdens strammeste energikrav til nye bygninger, men nybyggeri udgør imidlertid kun 1 pct. af den samlede bygningsmasse. Langt det største potentiale for reduktion af energiforbruget til opvarmning af bygninger findes derfor i eksisterende bygninger bl.a. enfamilieshuse. Bygninger adskiller sig fra de fleste andre energiforbrugende områder ved, at de har en meget lang levetid. De bygningsændringer, bl.a. energibesparelsesforanstaltninger, vi gennemfører i dag har således konsekvenser mange år ud i fremtiden.

Energimærkningen giver et billede af bygningens energiforbrug og et overblik over de energimæssige forbedringer, som er rentable at gennemføre, herunder hvad de går ud på, hvad de koster at gennemføre, og hvor stor besparelse der kan opnås på el- og varmeregninger. Lovændringen gør det nu muligt for en boligkøber at forholde sig til boligens energiforbrug og besparelsespotentialet meget tidligt ved huskøb. Det reducerer usikkerhederne om energiforbruget for boligkøberen og giver bl.a. øget mulighed for at indtænke behovet for energirenovering i boligfinansieringen.

Den nye lov om annoncering af energimærket indeholder ikke nye krav til energimærkning. Siden 1997 har der været krav om, at købere af nye boliger skulle modtage energimærkningen senest ved indgåelse af købsaftalen.

Det eneste nye er, at tidspunktet for hvornår mærkningen skal foreligge, er fremskyndet til annonceringstidspunktet. Dette har det formål, at de nye ejere ser energimærket på det tidspunkt, hvor de leder efter ny bolig, så det kan indgå i overvejelserne.

Jesper Ditlefsen
AC-medarbejder
Center for Erhverv og Energieffektivitet
Tlf.: 33 95 58 15
jdi@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig