Ny film om det danske plastsolcelle-eventyr
Se dokumentaren om udviklingen af plast-solcellen fra idé til industriel masseproduktion, der sendes den 8. december på DR2.
Professor Frederik Krebs fra DTU fik for ti år siden en god idé: hvordan solceller kan laves af plastik. Resultatet er solceller, der kan trykkes i store mænger på en almindelig trykkerimaskine. Faktisk kan et trykkeri producere lige så mange kvadratmeter solceller per time, som en fabrik for konventionelle solceller producerer på et helt år.
Dokumentaren ”Sol i lange baner” viser, hvordan den nye danske solcelleteknologi udvikles i et tæt samarbejde mellem forskere på DTU og det nordjyske trykkeri Mekoprint A/S.
Plastsolcellerne er i første omgang tiltænkt forbrugerelektronik, men det er målet, at de på længere sigt skal indgå i energiforsyningen i større skala. Hvis udviklingen går som forventet, vil de kunne levere vedvarende energi i de mængder og til den pris, som skal til, for at bidrage markant i energiforsyningen.
Plastsolcellerne er resultatet af ti års intensiv forskning og udvikling på Risø DTU, hvor Frederik Krebs startede med to hænder, et kemilaboratorium og en vilje af stål. Nu er han leder af en 25 mand stor og internationalt førende forskningsgruppe.
Gruppen er kendetegnet ved evnen til at kombinere høj videnskabelig standard med et stort ønske om at bringe videnskaben ud i det virkelige liv. Gruppen var de første til at demonstrere konkrete anvendelser af plastsolceller: en bøllehat med integreret plastsolcelle, en læselampe til afrikanske skolebørn, en lommelygte på størrelse med et kreditkort, og verdens første nettilsluttede solcelleanlæg baseret på plastteknologien.
De seneste år har gruppen samarbejdet med Mekoprint om at industrialisere produktionen. Der er opbygget en fuldt operativ produktionslinje, og de første plastsolceller produceret på den nye linje så dagens lys i juni 2011.
DTU´s forskning i plastsolceller og igangværende partnerskab med Mekoprint A/S, Gaia Solar A/S og Faktor 3 ApS om industrialiseringen, er støttet af EUDP med 19,9 mio. kr. Solcellerne vurderes at have et stort eksportpotentiale.
Dokumentaren ”Sol i lange baner” er produceret af STV Mayday med støtte fra EUDP og sendes under ”Danskernes akademi” på DR2 den 8. december kl. 15.25 og den 17. december kl. 15.35.
En tre-minutters version af filmen kan ses på http://www.ens.dknode/933
Programmet vil kunne genses og downloades som podcast efter endte tv-visninger på www.dr.dk/akademi.
Yderligere oplysninger: professor Frederik Krebs, DTU tlf. 46774799 eller programkonsulent Jens Windeleff, EUDP, tlf. 3392 6818.
Tre-minutters klip af dokumentaren "Sol i lange baner"
Jens Windeleff
AC-medarbejder
Center for Erhverv og Energieffektivitet
Tlf.: 22 49 44 27
jew@ens.dk