Ny grøn BoligJobordning giver dig fradrag til energirenovering og BedreBolig-rådgivning
Folketinget har vedtaget loven om den nye BoligJobordning, som gør det muligt at få håndværkerfradrag for lønudgifter til energirigtig renovering af din bolig og rådgivning om energibesparelser.
Den nye grønne BoligJobordning skal motivere boligejerne til at tænke energirigtigt, når de renoverer deres hus - herunder også anspore borgerne til at søge professionel rådgivning, inden de kaster sig ud i større renoveringsprojekter.
»Næsten 40 % af vores energiforbrug bruges i bygninger, og derfor er det vigtigt, at vi får gang i den energirigtige renovering. Der er især meget at hente i de helt almindelige parcelhuse. Og med den rette rådgivning kan boligejerne få langt større udbytte af deres renoveringsprojekt. Derfor er professionel rådgivning et vigtigt element i ambitionerne om at nedsætte energiforbruget i vores boliger,« fortæller Henrik Andersen, kontorchef i Energistyrelsen.
Fradrag til isolering og dræn
Den nye ordning giver fradrag for lønudgifter til en lang række energiforbedringer af boligen samt energirådgivning, hvis der forligger en skriftlig rapport som dokumentation for rådgivningen. Blandt de fradragsberettigede energiforbedringer er:
- isolering af tag og ydervæg
- isolering af terrændæk
- nye vinduer og yderdøre
- installation af husstandsvindmøller, jordvarme, varmepumper, varmestyringsanlæg mm.
Der kan også fradrages lønudgifter til klimatilpasningstiltag, herunder fx installation eller forbedring af afløbsinstallationer, udskiftning af kloakrør, fornyelse og etablering af dræn.
Få en kvalificeret plan
Hvis man står med en høj varmeregning, eller foran en større renovering af boligen, så er det en god ide at få professionel rådgivning og en samlet plan for renovering af huset. Det kan for eksempel være en BedreBolig-plan, som Energistyrelsen står bag.
”Planen er baseret på grundige beregninger og rådgivning med udgangspunkt i boligejerens ønsker for boligen. Derfor er den en oplagt mulighed for at få overblik og skabt sammenhæng i renoveringen. En BedreBolig-plan kan desuden bruges som baggrund for dialog med banken og være med til at identificere de projekter, der betaler sig inden for en overskuelig årrække, ” siger Henrik Andersen.
Om BedreBolig
BedreBolig er en landsdækkende ordning, der gør det nemmere for danske boligejere at energirenovere. BedreBolig-rådgivning er helhedsorienteret rådgivning, som tager udgangspunkt i boligejerens behov og giver overblik over mulighederne i boligen. BedreBolig-rådgiveren kan lave en BedreBolig-plan og hjælpe boligejeren med at projektere og indhente tilbud samt være den, der styrer byggeprojektet og kvalitetssikrer arbejdet.
BedreBolig-rådgivere er erfarne fagfolk fra byggeriet med en særlig efteruddannelse. Alle BedreBolig-virksomheder er godkendt af Energistyrelsen.
Om BoligJobordningen
Den grønne BoligJobordning giver i 2016 og 2017 mulighed for at fradrage lønudgifter til en lang række energiforbedringer af boligen, så som isolering af tag, nye vinduer og yderdøre, isolering af ydervægge, installation af jordvarme, varmepumper, varmestyringsanlæg mm. Herunder også energirådgivning, såfremt der forligger en skriftlig rapport, som fx en BedreBolig-plan.
Der gives også fradrag for lønudgifter til installation eller forbedring af afløbsinstallationer, kloakarbejder på egen grund, minirensningsanlæg, fornyelse og etablering af dræn mm.
Boligejeren kan opnå fradrag for udgifter til energirådgivning og løn til håndværksydelser for op til 12.000 kr. pr. person over 18 år i husstanden. Dertil kommer fradrag for udgifter til serviceydelser for op til 6.000 kr. pr. person over 18 år i husstanden.