Ny rapport viser vejen for Kinas grønne energiomstilling

13. november 2024

Som verdens største CO2-udleder spiller Kina en afgørende rolle i at få nedbragt de globale udledninger. Landets massive udbygning af sol og vind er den rette vej at gå, men energieffektivitet og markedsmekanismer skal forbedres, hvis målet om CO2-neutralitet skal nås. Det viser en ny kinesisk rapport, som danske eksperter har bidraget væsentligt til, og som bruges aktivt i udviklingen af kinesisk energipolitik.

”China Energy Transformation Outlook 2024 – Executive Summary” (CETO-2024) lanceres i dag på COP29. Rapporten er udarbejdet af den statslige kinesiske tænketank Energy Research Institute i tæt samarbejde med eksperter fra Energistyrelsen. Rapporten gør status på Kinas grønne energiomstilling. Den viser, hvordan Kina kan knække kurven på landets CO2-udledning fra energisektoren før 2030, og at Kinas energiforsyning kan blive CO2-neutral før 2060, som er Kinas senest udmeldte klimamål. Hvis Kina følger anbefalingerne fra CETO-2024, kan landets energisystem blive både grønt, sikkert og omkostningseffektivt og dermed bidrage til at opfylde Paris-aftalens målsætninger.

Kinas store andel i de globale CO2-udledninger, gør det særligt vigtigt, at Kina når målet om CO2-neutralitet hurtigst muligt. Et vigtigt redskab til at synliggøre vejen til CO2-neutralitet er udarbejdelsen af netop CETO-24. Rapporten viser scenarier for udviklingen af energisystemet frem mod 2060 og bygger blandt andet på årtiers danske erfaringer med langsigtet energiplanlægning.

Relevante kinesiske ministerier benytter resultaterne fra CETO24 i deres daglige arbejde med politikudvikling på energiområdet. CETO-rapporterne er de seneste år blevet præsenteret af den kinesiske klimaambassadør på FN’s klimatopmøde, hvilket viser den betydning, som rapporten tillægges fra kinesisk side.

10.000 gigawatt sol og vind i 2050

Kina har udbygget massivt med sol og vind de seneste år. Alene i 2023 blev der installeret 293 gigawatt sol- og vindkraft, og i 2024 forventes op mod 400 gigawatt ny kapacitet.

Og det er den rigtige vej at gå, viser CETO-2024. Rygraden i fremtidens energisystem skal være elektricitet fra sol og vind snarere end kul. Rapporten viser i gennemanalyserede scenarier, at det vil være muligt at installere mere end 10.000 gigawatt sol og vind i det kinesiske energisystem inden 2050. Dermed har Kina mulighed for at omstille til et CO2-neutralt energisystem før 2060, selv i et scenarie hvor den kinesiske økonomi mere end tredobles frem mod 2060.

Ud over investeringer i sol og vind peger rapporten på, at det er nødvendigt med en massiv indsats for at effektivisere anvendelsen af energi samt at elektrificere industri, bygninger og transportsektoren. Også produktionen af grøn brint vil bidrage til den nødvendige reduktion af CO2-udledningerne. Kina bør ligeledes fortsætte udviklingen af sit elmarked, CO2-kvotesystem og ordningen for grønne certifikater for at fremskynde omstillingen til et grønt energisystem.

Læs ”China Energy Transformation Outlook 2024 – Executive Summary” (CETO2024).

Fakta

  • CETO ’24 Executive Summary lanceres den 13. november 2024 kl. 11.30 lokal tid på Kinas Pavillion, blå zone på COP29.
  • Energistyrelsens samarbejde med Kina om energi er en del af Danmarks Strategiske Partnerskab med Kina, som blev indgået i 2008.
  • Danmark har haft et samarbejde om energi med Kina siden 2005 og samarbejdet bygger desuden på konkrete samarbejdsaftaler imellem Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og relevante kinesiske ministerier. Det nuværende program finansieres via udviklingsmidler fra Udenrigsministeriet frem til og med 2025.
  • Grøn omstilling er omdrejningspunktet for det bilaterale samarbejde, som det fremgår af Grønt Fælles Arbejdsprogram 2023-2026, der blev indgået sidste år mellem Kina og Danmark.
  • Formålet med energi-samarbejdet er at accelerere Kinas grønne omstilling for at nedbringe de globale CO2-udledninger, og er en del af Danmarks globale klimaindsats.
  • Energistyrelsens bidrag til CETO består i opbygning af detaljerede modeller af det kinesiske energisystem, som den kinesiske tænketank, Energy Research Institute, bruger i sine analyser. Energistyrelsen har også bidraget med danske erfaringer inden for udviklingen af bl.a. elmarkedet.
  • Den danske energimodel er baseret på erfaringerne fra over 50 års succesfuld omstilling med ambitiøse politiske mål for vedvarende energi og et stabilt, fleksibelt og effektivt energisystem. Danmark har gennem sin praksis vist, at det er muligt at kombinere fortsat økonomisk vækst med en reduktion af CO2-udledningerne.
  • Danmark har 25 landesamarbejder om energi, som tilsammen udleder over 70 procent af verdens CO2. Oveni kommer en række landesamarbejder af kortere varighed. Ved at opbygge viden og kapacitet i partnerlandenes nationale myndigheder, styrkes de politiske beslutningstagere i at træffe bæredygtige og omkostningseffektive energipolitiske beslutninger, der understøtter den globale grønne omstilling.

Kontaktpersoner

Energistyrelsens pressetelefon (modtager ikke SMS'er)
(+45) 3395 0800

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig