Regeringen: Sådan fremtidssikrer vi Danmark
Regeringen præsenterer ”Vores energi”, der viser, hvordan vi skaber en grøn vækstøkonomi og omstiller energisystemet til 100 pct. vedvarende energi i 2050.
Regeringen fremlægger i dag i Dansk Arkitektur Center udspillet ”Vores energi”, der følger op på regeringsgrundlaget med et konkret bud på, hvordan vi fremtidssikrer det danske samfund ved at skabe en grøn økonomi i vækst. Udspillet bygger videre på VK-regeringens Energistrategi 2050, men med et højere ambitionsniveau.
Det langsigtede mål er en omstilling til et energi- og transportsystem, der er 100 pct. baseret på vedvarende energi. Men allerede i 2020 vil initiativerne i udspillet føre til massive energibesparelser og betyde, at halvdelen af Danmarks traditionelle elforbrug er dækket af vindkraft. Samtidig vil vi være godt på vej mod helt at udfase kul fra danske kraftværker i 2030, og dække hele el- og varmeforsyningen med vedvarende energi i 2035.
Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard:
- Vi skal fremtidssikre det danske samfund ved at omstille det danske samfund til en grøn økonomi i vækst. Omstillingen vil isoleret set medføre højere energiregning. Men det kan sammenlignes med en forsikring. Det er investeringer, der koster ekstra, men i forhold til det, vi forsikrer os imod, er det en relativ mindre udgift, som vil være rigtig godt givet ud, hvis energipriserne stiger mere end vi forventer i dag, hvilket der er betydelig risiko for.
- Investeringer i en grøn omstilling kan give Danmark muligheder for et globalt forspring på klimavenlig teknologi. Hvis danske virksomheder udnytter disse muligheder, kan det samlede regnskab blive en stor gevinst for samfundet.
- Det Internationale Energiagentur har advaret om, at hvis verden ikke skifter retning i energipolitikken, vil den globale temperatur stige 6 grader inden udgangen af dette århundrede. Initiativerne i regeringens udspil vil reducere udledningen af Danmarks drivhusgasser med 35 pct. i 2020 i forhold til 1990, og vi vil dermed være godt på vej mod at leve op til EU’s mål om at reducere med 80 – 95 pct. i 2050. Det vil sende et stærkt signal til resten af verden om at et grønt energisystem er realistisk og kan betale sig.
Energiudspillet indebærer udgifter på 5,6 mia. kr. i 2020. Disse udgifter skal bl.a. dække investeringer i øgede energieffektiviseringer og udbygning med vedvarende energi. Hertil kommer virksomheder og husholdningers milliardstore investeringer i vedvarende energi og nyt og mere energieffektivt udstyr. Til gengæld vil indsatsen betyde lavere løbende omkostninger til brændsler på grund af et lavere energiforbrug. Besparelsen på det endelige energiforbrug skønnes at være 6,9 mia. kr. i 2020, men kan være højere, hvis prisen på fossile brændsler stiger.
Regeringen vil straks invitere til forhandlinger om en energiaftale frem til 2020. En ny energiaftale skal skabe stabilitet og sikkerhed om den fremtidige energipolitik og bringe Danmark godt på vej mod et grønt energisystem.
Yderligere informationer kan findes på Klima-, Energi- og Bygningsministeriets hjemmeside www.kemin.dk samt Energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk, hvor der også kan hentes faktaark om udspillets hovedinitiativer.
Kontakt: Pressechef Jesper Zølck Felbo, Klima-, Energi og Bygningsministeriet, mobil: 50 87 48 81, eller
Pressechef Ture Falbe-Hansen, Energistyrelsen, mobil: 25 13 78 46.
Regeringens udspil "Vores energi", præsentation, faktaark m.v.
Kristian Møller
Vicedirektør
Direktionen
Tlf.: +45 33 92 66 67
krm@ENS.DK
Ture Falbe-Hansen
Pressechef
Center for Organisation
Tlf.: 25 13 78 46
tfh@ens.dk