Skotterne vil have dansk viden om energiplanlægning og fjernvarme
Energistyrelsen er eksperter i energiplanlægning og fjernvarme. I Skotland har blot 1 % af husstandene fjernvarme, og derfor besøger en skotsk delegation netop nu København og Energistyrelsen for at blive klogere på netop fjernvarme.
I november 2014 underskrev klima, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen en energisamarbejdsaftale med den skotske energiminister. Derfor har Energistyrelsen i denne uge besøg af en delegation fra den skotske regering og planlæggere fra udvalgte kommuner, heraf Falkirk, Fife, Highland, Kinross og Perth - med seniorplanlægger Michael Westwater fra den skotske regerings planlægningskontor i spidsen.
Skotterne skal være i København i tre dage, og har et kompakt program.
For at præsentere de skotske planlæggere for danske løsninger inden for strategisk energiplanlægning og fjernvarmesektoren er der planlagt adskillige møder med Energistyrelsen selv. Delegationen skal høre om den danske varmesektor med fokus på statslig og lokal planlægning, strategisk energiplanlægning og fysisk planlægning, og får et overblik over den danske varmesektor, herunder fjernvarmens rolle i det danske energisystem.
For at illustrere både sammenhængen og adskillelsen mellem den fysiske planlægning og energiplanlægning medvirker Naturstyrelsen med en præsentation af den fysiske planlægning i Danmark, hvilket er vigtigt i en skotsk sammenhæng, hvor fysisk planlægning er dominerende.
Vital dansk erfaring
Udover møderne i Energistyrelsen skal den skotske delegation også besøge Gladsaxe kommune, Centralkommunernes Transmissionsselskab (CTR), og Borup Varmeværk. Der er udfordringer med konvertering fra naturgas til fjernvarme, tilslutningspligt og konkrete planer for udvidelse af fjernvarme, og her ligger vital dansk erfaring, som skotterne kan tage med hjem.
Der findes også tid til et besøg hos Vestegnens Kraftvarmeselskab (VEKS), hvor delegationen vil blive introduceret til varme baseret på biomasse, udnyttelse af overskudsvarme fra industri, udvidelse af fjernvarme til nye boligområder og VEKS planer i forhold til omkringliggende kommuner.
Som sidste punkt på agendaen indtager skotterne torsdag eftermiddag Rambøll, hvor delegationen vil blive præsenteret for den samlede planlægningsproces fra data til strategisk energiplanlægning. Herefter går turen tilbage til højlandet.
Skotland har 5,3 mio. indbyggere, hvoraf kun omkring 1 % af husholdningerne er tilsluttet fjernvarme, hvorimod cirka 64 % af danske husstande har fjernvarme. Når flyet fra København lander i Skotland, skal arbejdshandskerne således på, for over de næste seks måneder forventes den skotske regering at udrulle fjernvarme til Skotlands 32 kommuner.
Torsten Malmdorf
Specialkonsulent
Center for Erhverv og Energieffektivitet
Tlf.: 41 28 46 39
tma@ens.dk
Anders Brix Thomsen
Fuldmægtig
Center for Global Rådgivning og Forhandling
Tlf.: 33 92 66 89
ABT@ens.dk