Studie om København på stor konference om klimatilpasning

25. juni 2009

OECD præsenterer studie om klimatilpasning for Storkøbenhavn på international konference arrangeret af Verdensbanken.

Verdensbanken m.fl. arrangerer stor international konference 28.-30. juni i Marseilles om byer og klimatilpasning. Titlen er Cities and Climate Change: Responding to an Urgent Agenda.   På konferencen præsenterer OECD resultaterne af et studie fra 2008 om klimatilpasning vedr. kystbeskyttelse i Storkøbenhavn: ”Assessing Climate Change Impacts, Sea Level Rise and Storm Surge Risk in Port Cities: A Case Study on Copenhagen”.

Studiet, som er finansieret af det danske Klima- og Energiministerium, vurderer konsekvenserne for Storkøbenhavn af klimaforandringerne og sammenligner omkostningerne ved ikke at gøre noget med udgifterne til øget kystbeskyttelse mv.  

Hovedbudskabet i OECD’s studie er, at øget kystbeskyttelse er billigere for København end laden-stå-til over for klimaændringer. OECD konkluderer, at Storkøbenhavn i dag generelt er godt beskyttet mod oversvømmelse og stormflod. Men der er fortsat behov for målrettede investeringer i fremtidig klimatilpasning, da fremtidige vandstandsstigninger vil medføre væsentlige skadesomkostninger, hvis der ikke foretages klimatilpasning i form af øget kystbeskyttelse.  

OECD opgør de potentielle skadesomkostninger, hvis der ikke løbende investeres i den nødvendige tilpasning til klimaforandringerne i Storkøbenhavn. OECD forventer – med meget store usikkerheder - årlige skadesomkostninger for Storkøbenhavn på mellem 7,5 mio. kr. og 390 mio. kr., hvis vandstanden stiger mellem 25 og 50 cm inden 2100. OECD regner også på et ”worst case” scenario for vandstandsstigninger. Ifølge dette scenarie vil skadesomkostningerne i Storkøbenhavn kunne blive meget store. 

OECD forsøger også at vurdere udgifterne til at tilpasse Storkøbenhavn til fremtidens stormfloder og vandstandsstigninger. OECD anslår, at udgifterne kan begrænses til mellem 4,5 mio. kr. og 90 mio. kr. årligt, hvis der sættes tidligt ind med øget kystbeskyttelse. Dette understreger behovet for en målrettet indsats overfor klimatilpasning.  

Rapporten er en del af et større OECD-arbejde, hvor der sættes fokus på omkostningerne ved klimaforandringerne i en række større havnebyer verden over. På konferencen vil OECD også fortælle om et tilsvarende endnu ikke afsluttet studie om klimatilpasning for den indiske by Mumbai. Der er p.t. ca. 600 tilmeldte til konferencen.

Lisbeth Strandmark
Specialkonsulent
Center for Klima og Energiøkonomi
Tlf.: 33 92 68 19
lst@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig