Vejledninger til nye effektivitetskrav om elforbrug til apparaters standby og eksterne strømforsyninger

3. december 2009

Energistyrelsen udgiver to elektroniske vejledninger i anledning af at to nye eco-designforordninger om energieffektivitetskrav til eksterne strømforsyninger og til standby får virkning i hhv. januar og april 2010.

I januar 2010 får nye krav til energiforbrugende produkters energiforbrug i standby virkning, og i april træder energieffektivitetskrav til eksterne strømforsyninger i kraft. Der er tale om fælles EU-krav besluttet for et års tid siden i henhold til det såkaldte eco-designdirektiv.

Energieffektivisering af eksterne strømforsyninger og standbyforbruget er led i EU's bestræbelser på at spare energi, nedbringe klimapåvirkningen og forbedre Europas energiforsyningssikkerhed. De økonomiske fordele på samfundsplan vil langt overstige de omkostninger, som er forbundet med gennemførelsen af de nye krav. EU’s forbrugere vil således spare både energi og omkostninger til at købe energien, når kravene slår igennem. Hvis der overhovedet kommer prisstigninger på apparaterne, som følge af de nye krav, vil de være meget mindre end de besparelser, som forbrugerne kan se frem til.

En lang række produkter inden for meget forskellige brancher vil blive omfattet af kravene, og for at informere bredt om de nye krav har Energistyrelsen udarbejdet to elektroniske vejledninger (se link til højre). Vejledningerne er udformet som ultrakorte orienteringer med faktuelle oplysninger om reglerne. Målgruppen er importører og producenter af el-apparater med standby og/eller ekstern strømforsyning, men også forhandlere og forbrugere kan have nytte af dem. Vejledningerne oplyser om de konkrete grænser for det maksimalt tilladte energiforbrug og om de pligter, som producenter og importører pålægges.

Fra 7. januar 2010 må apparater med standby-funktion højst bruge 1 Watt, når de står standby. Fra 7. Januar 2013 skærpes kravet, således at grænsen er 0,5 Watt og alle apparater skal enten automatisk gå i standby eller slukke, når de har været inaktive i en periode.

Forordningen om eksterne strømforsyninger er lidt mere teknisk. Første trin får virkning fra 27. april 2010 og andet trin allerede fra 27. april 2011. Forordningen begrænser den elektricitet, som går til spilde som varme, når el-nettets spænding omformes til lavvolt. Meget it-udstyr, elektronisk legetøj og forbruger elektronik benytter eksterne strømforsyninger.

Vejledning om "nye krav til elforbrug i eksterne strømforsyninger",
Vejledning om "nye krav til apparaters elforbrug på standby eller slukket"

Peter Nielsen
Specialkonsulent
Center for Erhverv og Energieffektivitet
Tlf.: 33 92 67 35
pen@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig