Tilskud til solceller på etageboligbygninger
Ny pulje gør det nemmere at opsætte solceller på etageboligbygninger, så tagarealer bruges til grøn energiproduktion. Puljen ventes at åbne ultimo september 2025.
Det bliver nemmere at opsætte solcelleanlæg på etageboligbygninger. Aftalekredsen bag ’Klimaaftale om mere grøn strøm og varme 2022’ og ’Klimaaftale om mere grøn energi fra sol og vind på land 2023’ har besluttet, at målrette en pulje til vedvarende energi, til opsætning af solceller i bymæssig bebyggelse.
Om puljen
Puljen indeholder ca. 8,6 millioner kroner årligt, i perioden 2025-2030. Puljemidlerne går til støtte af solceller på etageboligbygninger. Der er tale om en først-til-mølle pulje, som forventes at åbne for første gang ultimo september 2025. Herefter åbner den årligt.
Hvem kan søge puljen?
Puljen er målrettet etageejendomme, herunder almene boligafdelinger, private lejeboliger, samt etageejendomme bestående af ejerlejligheder og andelslejligheder. Etageejendomme kan søge støtte til at dække en del af omkostningerne til installation og indkøb af solcelleanlæg samt til udarbejdelse af rådgivningsrapporter mhp. at kvalificere projektansøgninger yderligere.
Inden I søger
Energistyrelsen opfordrer interesserede til grundigt at undersøge de konkrete muligheder for solceller, inden I søger om tilskud. Vent med at søge puljemidlerne, til I er sikre på at projektet lever op til kriterierne. Ansøgere opfordres til at få udarbejdet en rådgivningsrapport, da det sikrer bedre ansøgninger. Der er mulighed for at opnå ekstra støtte til rådgivningsrapporter.
Sådan fungerer puljen
- Søg tilsagn om tilskud før etableringsarbejdet påbegyndes. Får I tilsagn om tilskud, kan I anmode om udbetaling af tilskuddet, når anlægget er nettilsluttet. I skal i denne forbindelse fremvise relevant dokumentation for afholdte omkostninger.
- Minimumsstørrelsen for anlæg, der kan modtage støtte er 15 kW.
- Puljen giver støtte for 4.000 kr. pr. kW til ikke-momsregistrerede virksomheder, mens der for momsregistrerede virksomheder gives 3.200 kr. pr. kW.
- Det er muligt at søge om yderligere tilskud, såfremt I har fået udarbejdet en rådgivningsrapport inden ansøgningen. Dette giver et ekstra tilskud på hhv. 20.000 kr. for ikke-momsregistrerede virksomheder og 16.000 for momsregistrerede virksomheder.
- Der kan maksimalt opnås 1 mio. kr. i støtte pr. anlæg.
- Ordningen er indrettet efter minimis-forordningen. Det betyder, at ansøgere kun kan få støtte, hvis de samlet set har modtaget mindre end ca. 2,4 mio. kr. i de minimis-støtte over de seneste 3 år.
Yderligere information om puljen, herunder relevante blanketter, ansøgningsmateriale med videre, vil blive offentliggjort i efteråret 2025 inden puljen åbner.
Bekendtgørelsen har været i høring fra d. 2. maj til d. 30. maj. Høringssvarene og høringsnotatet kan læses på høringsportalen. På retsinformation er bekendtgørelsen tilgængelig.