Ecodesignkrav

EU har indført grænser for, hvor meget elapparater må bruge i standby og slukket tilstand. Hvis du producerer eller importerer apparater, der ikke overholder kravene, må du ikke markedsføre dem i EU/EØS. Læs mere om kravene. Mange apparater bruger el, så længe stikket sidder i en tændt stikkontakt, uanset om der er slukket på apparatet, eller det står på standby. Det giver et unødigt energiforbrug, når apparaterne ikke bliver brugt.

Kravene gælder elektriske og elektroniske husholdningsapparater og kontorudstyr i kategorierne:

  • Husholdningsapparater
  • It-udstyr
  • Forbrugerelektronik
  • Legetøj, fritids- og sportsudstyr
  • Motordrevne justerbare møbler (fra 2025)
  • Motordrevne bygningsdele (fra 2025)
  • Kravene skal overholdes af en lang række forskellige produkter som f.eks. vaskemaskiner, brødristere, kaffemaskiner, mikroovne, computere, printere, stereoanlæg, elektriske tog, racerbaner og håndholdte spillekonsoller.

Kravene er blevet indført af to forordninger. Den første (1275/2008) fandt anvendelse fra 2010, med strammere krav fra 2013, mens at den anden (2023/826) finder anvendelse fra 9. maj 2025. Der er krav til maksimalt elforbrug i slukket tilstand, standby og standby med informations- og statusvisning. Endvidere er der krav om, at apparatet er i stand til at gå i standby eller slukke (tilgængelighed). Fra 2013 indførtes krav om, at apparatet automatisk går i standby eller slukket tilstand efter en periode uden brug. Fra 2025 bliver denne periode fastsat til 20 minutter eller mindre.

De præcise krav er beskrevet i ecodesignforordningen for standby og slukket. Se nederst under dokumenter.

Ecodesignkrav for produkter omfattet af standbyforordningen
  Krav fra den 7. januar 2013 Krav fra den 9. maj 2025 Krav fra den 9. maj 2027
Slukket tilstand Effekt maks. 0,5 W Effekt maks. 0,5 W Effekt maks. 0,3 W
Standby Effekt maks. 0,5 W Effekt maks. 0,5 W Effekt maks. 0,5 W
Standby - med informations- eller statusvisning* Effekt maks. 1,0 W Effekt maks. 0,8 W Effekt maks 0,8 W
Tilgængelighed Krav om standby og/eller slukket Krav om standby og/eller slukket Krav om standby og/eller slukket
Automatisk standby/sluk Krav om automatisk standby- og/eller slukkefunktion Automatisk standby og/eller slukket efter 20 minutter**  

*”Standby - med informations- eller statusvisning”  betyder, at apparatet har et display, som for eksempel viser tiden eller ordet ”standby”  i standby-tilstanden. Hvis det kun er en lysdiode, der lyser, er det ikke et display.

** Læs mere om andre tidskrav for husholdningskaffemaskiner

Tilgængelighed vil sige, at apparatet er i stand til at gå i standby eller slukke. Du kan læse mere om begreberne i vejledningen.

Læs mere om 4E-standby: IEA-arbejdsgruppe om standbyforbrug

Har du spørgsmål?

Ecodesign
Mail Icon