Vil du udlægge elkabel på søterritoriet?

Når din virksomhed vil udlægge elkabler eller lave forundersøgelser på søterritoriet, skal du først have tilladelse fra Energistyrelsen. Her finder du kravene til ansøgningen og gebyret for behandlingen.

Elkabel på søterritoriet og den danske eksklusive økonomiske zone

Hvis din virksomhed skal udlægge et elkabel på søterritoriet og/eller i den danske eksklusive økonomiske zone, skal du have en tilladelse fra Energistyrelsen, før du kan påbegynde både forundersøgelser og anlægsarbejde.

Ifølge elforsyningsloven (§ 22 a) og lov om Energinet (§ 4 a) kræver forundersøgelser og etablering af elforsyningsnet på søterritoriet og den eksklusive økonomiske zone, væsentlige ændringer af bestående elnet samt forundersøgelser hertil, tilladelse fra Energistyrelsen. Fjernelse af eksisterende elforsyningsnet udgør en væsentlig ændring og kræver dermed også tilladelse efter elforsyningslovens §§ 22 a og 4 a. Såfremt det er tale om en udskiftning, kan der ansøges om fjernelse af det gamle kabel og etablering af det nye i samme ansøgning. Energistyrelsen skal i forbindelse hermed påse overholdelse af en række regler på natur- og miljøområdet i forbindelse med tilladelserne.

Ligeledes kræver forundersøgelser, etablering, ændring og fjernelse vedrørende elkabler i transit, dvs. elkabler, der ikke ilandføres i Danmark med henblik på tilslutning til det danske elforsyningsnet, tilladelse efter kontinentalsokkelloven (§§ 2 a, 3 a og 4).

Etablering af søkabler er ikke i sig selv omfattet af reglerne i miljøvurderingsloven, men du skal være opmærksom på, at det kan være omfattet, hvis det indgår som en del af et samlet projekt, som er omfattet af miljøvurderingslovens regler.

Ansøgninger

Du kan enten indsende en ansøgning om forundersøgelse eller en ansøgning om etablering, ændring eller fjernelse af kabel.

Ansøgning om forundersøgelser

Ansøgningen skal sendes til Energistyrelsen. Der er ikke noget formmæssigt krav til ansøgningen, men den skal som minimum indeholde følgende oplysninger.

Såfremt ansøgningen ikke indeholder de oplysninger, der skal til, for at Energistyrelsen kan foretage den nødvendige vurdering, vil Energistyrelsen bede om supplerende oplysninger fra ansøger.

Gebyr for sagsbehandling

Energistyrelsens myndighedsbehandling af ansøgning om § 22 a-tilladelse er gebyrfinansieret, jf. § 22 a i elforsyningsloven samt Energistyrelsens tilsyn med overholdelse af vilkår i tilladelserne, jf. § 51 a, stk. 2 og 3, i elforsyningsloven og bekendtgørelse nr. 250 af 4. februar 2026 om betaling for myndighedsbehandling i Energistyrelsen.

Energinet skal tilsvarende betale omkostningerne til myndighedsbehandling forbundet med tilladelser efter § 4 a og tilsyn, jf. § 1, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 250 af 4. februar 2026 om betaling for myndighedsbehandling i Energistyrelsen.

Energistyrelsens omkostninger til myndighedsbehandling og tilsyn i forbindelse med aktiviteter omfattet af kontinentalsokkelloven refunderes af ansøgere om og indehavere af tilladelse efter kontinentalsokkelloven, jf. § 1, stk. 5, jf. stk. 6, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 250 af 4. februar 2026 om betaling for myndighedsbehandling i Energistyrelsen.