Overskudsvarme
I december 2023 afsluttede Energistyrelsen sin første monitorering af overskudsvarmeområdet. Læs mere og hent den fulde afrapportering.
Regulering af overskudsvarme
Der er aftalt ny regulering af overskudsvarmeområdet den 17. januar 2025 med ”Aftale om afskaffelse af prisloft på overskudsvarme”. Aftalepartierne er enige om, at der skal skabes en højere grad af fleksibilitet og færre barrierer for fjernvarmevirksomheder til at investere i udnyttelse af overskudsvarme.
Det er på den baggrund aftalt at afskaffe det nuværende prisloft på overskudsvarme. Dermed vil der ikke længere være et prisloft over de omkostninger, som fjernvarmevirksomheden kan opkræve hos forbrugeren for udnyttelse af overskudsvarme. Fjernvarmevirksomheden vil fortsat være omfattet af varmeforsyningslovens krav om, at forbrugerens varmepriser ikke overstiger, hvad de nødvendige omkostninger kan begrunde eller er urimelige.
Den nye regulering af overskudsvarme forventes at få virkning fra 1. juli 2025.
Monitorering over udnyttelsen af overskudsvarme 2020-2023
Det er i ”Opfølgende aftale ifm. Klimaaftale for energi og industri mv." af 7. september 2021 besluttet, at ”udviklingen i udnyttelsen af overskudsvarme monitoreres og afrapporteres til aftalepartierne”.
Energistyrelsen har i januar 2025 færdiggjort monitoreringen for perioden 2020-2023. Monitoreringen for perioden 2020-2023 bygger videre på den første monitorering for 2020-2022, udgivet i december 2023. Monitoreringen baserer sig på tal fra Energistyrelsens Energiproducenttælling, som blandt andet indeholder information om overskudsvarme udnyttet til fjernvarmeproduktion.
Monitoreringen viser udviklingen i udnyttelsen af overskudsvarme fordelt på en række hovedtal. Det gælder f.eks. udviklingen i, hvor meget overskudsvarme, der udnyttes i fjernvarmenettet, størrelsen på overskudsvarmeleverancerne, udnyttelsen af overskudsvarme fordelt på regioner, hvor stor en del af overskudsvarmen, der opgraderes med varmepumpe, samt hvilke brancher overskudsvarmen kommer fra. Endelig viser monitoreringen en oversigt over andelen af overskudsvarme i de enkelte fjernvarmenet.
Hovedobservationerne i rapporten for 2023 er bl.a.:
- Den samlede mængde overskudsvarme udnyttet i 2023 var 1.315 GWh fordelt på 58 overskudsvarmeleverandører, hvilket svarer til 3,5 pct. af den samlede fjernvarmeproduktion i 2023.
- Der er fra 2022 til 2023 sket et fald i udnyttelsen af overskudsvarme på ca. 8 pct., og samtidig er antallet af overskudsvarmeleverandører faldet fra 63 til 58.
- I 2023 stod de to største leverandører for 54 pct. af de samlede leverancer og de tyve største stod for 91 pct.
- Faldet i mængden af leveret overskudsvarme fra 2022 til 2023 kan primært tilskrives mindre overskudsvarme fra en enkelt industriaktør, hvilket understreger, at tallene er følsomme overfor udsving i enkelte brancher.
Læs den fulde rapport for 2023 og den tidligere rapport for 2022 herunder: