Pyrolyse & biokul

Få indblik i pyrolyse som teknologi til kulstoflagring. Læs om, hvordan biokul kan bidrage til at reducere landbrugets drivhusgasudledninger, og hvordan Energistyrelsen arbejder med området.

Kulstoflagring i landbrugsjord

Danmark skal være klimaneutralt i 2045. Selvom mange grønne løsninger allerede er taget i brug, er der fortsat udledninger, som er vanskelige at reducere. Her kan pyrolyse blive et vigtigt supplement i den grønne omstilling.

Pyrolyse er en proces, hvor biomasse opvarmes ved høje temperaturer (typisk >500 °C) uden ilt. I stedet for at brænde nedbrydes biomassen til biokul, bioolie og gas. En væsentlig del af kulstoffet bindes i biokullet, som kan lagres i jorden i meget lang tid og dermed reducere udledningen af CO₂. Biokul kan desuden forbedre jordens egenskaber, bl.a. ved at øge vandholdning og tilbageføre næringsstoffer. Samtidig kan pyrolyseolie og -gas anvendes som alternativer til fossile brændsler.

Energistyrelsen arbejder med at udvikle rammerne for pyrolyse og biokul samt styrke viden om teknologiens potentiale.

Mere om pyrolyse & biokul

Hvem gør hvad?

Arbejdet med pyrolyse og biokul går på tværs af flere områder og styrelser. Er du i tvivl om, hvor du skal finde svar på dit spørgsmål? Her er en hurtig guide:

  • Energistyrelsen og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet: Vi arbejder med teknologiernes rolle i de overordnede klimafremskrivninger, energiintegration af pyrolysegas og administration af støttepuljer til teknologiudvikling og kulstoflagring på landbrugsarealer.
  • Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø: Varetager den overordnede nationale strategi for arealomlægning, miljøvurderinger (VVM) af store anlægsprojekter samt tilskud til vand- og klimaprojekter. Læs mere om vand- og klimaprojekter her
  • Landbrugsstyrelsen: Har du spørgsmål til de konkrete regler for udbringning af biokul på marker, landbrugstilskud eller specifikke krav til jordkvalitet? Se regler for udbringning af gødning og biokul her
  • Miljøstyrelsen: Søger du information om den direkte miljøgodkendelse af fremtidige pyrolyseanlæg, håndtering af spildevandsslam, eller udbringning af biokul til jordbrugsformål Så kan du finde vejledning hos Miljøstyrelsen. Se Miljøstyrelsens vejledende udtalelse om biokul her (PDF)

Fakta om pyrolyse & biokul

Kontakt

Gas & Biogas